ANMELDELSE: Water For Elephants, Imperial Theatre Broadway ✭✭✭

Ray Rackham anmelder den nye musical Water For Elephants, der netop nu spiller på Broadways Imperial Theatre.

Foto: Murphy Made

Water For Elephants

Imperial Theatre

3 Stjerner

BESTIL BILLETTER

Med musik og sangtekster af det syv mand store kollektiv PigPen Theatre, manuskript af Rick Elice, instruktion af Broadways Jessica Stone og en overflod af cirkus-atletik fra den talentfulde Shana Carroll, er Water for Elephants en magisk og spektakulær ny musical. Det er dog ikke altid helt klart, hvad der hører hjemme i manegen, og hvad der burde være blevet i de mindre sidetelte.

Denne sæson minder neonskiltene på West 45th Street mest af alt om et filmstudie, da Water for Elephants slutter sig til den store bølge af musical-premierer i marts og april. Det er den anden åbning i rækken af opsætninger baseret på en bog-til-film-til-musical-skabelon ("The Notebook" åbnede på den anden side af gaden få dage forinden, og "The Outsiders", også genbo, er stadig i forvisninger). Water for Elephants er et opfindsomt skue fyldt med forundringens uskyldige artisteri, der balancerer hårfint på linen mellem narrativ og eventyr.

Foto: Murphy Made

Historien er enkel og ligetil; en charmerende ældre herre (en strålende nostalgisk Gregg Edelman) vender tilbage til et cirkus og mindes sin egen fortid under depressionen, hvor han flygtede fra en tragisk familietragedie (smukt iscenesat i en af de mange stiliserede flashback-sekvenser) og sluttede sig til cirkusset årtier tidligere. Hvad der følger er den klassiske fortælling, hvor dreng (Grant Gustin som Jake, i glimrende vokalform) møder pige (Isabelle McCalla som Marlena, ensemblets strålende midtpunkt). De to forelsker sig over arbejdet med dyrene (vi er jo i et cirkus), og pigen viser sig naturligvis at være gift med den nærmest sociopatiske sprechstallmeister August (en lækkert slyngelagtig Paul Alexander Nolan). Alt peger mod en form for katastrofe – hvad enten den er ægteskabelig eller reel – og med tidlige referencer til en dyre-panik begynder brikkerne i puslespillet hurtigt at falde på plads.

Selvom historien er velkendt Broadway-stof, er mængden af kunstnerisk talent på scenen forbløffende. Som projektionsdesigner skaber David Bengali et konstant skiftende panorama af ravgule skyer og skarpe, lilla stjerner, der placerer stykket solidt i en verden af majestætisk Americana. David Israel Reynosos kostumer vækker både epoken og temaet til live på glimrende vis, men føles samtidig forfriskende moderne – som hvis afdøde Iris Apfel var blevet bedt om at farvegrave sepia-fotos fra Barnum & Baileys storhedstid. Takeshi Katas antydningsrige scenografi er udsmykket med faldskærmssilke, reb, stilladser og trapezstænger; alt sammen brugt med stor effekt af et hold akrobater og gymnaster, der sømløst arbejder sammen med Broadway-skuespillerne for at skabe en imponerende trup. Det gennemtænkte design omfatter også de mest fortryllende, abstrakte dukker (af Ray Wetmore & JR Goodman og Camille Lebarre) og dukkeføring (en særlig ros her til akrobaten Antoine Boissereau, der bruger et antydet hestehoved og manke sammen med et smukt luftnummer i silke til at skabe et hjerteknusende portræt af et dyr ved livets afslutning).

Foto: Murphy Made

Det er dog ikke alt, der fungerer. For en produktion, der er så fremsynet i sit visuelle udtryk, er den desværre meget traditionel i sit indhold. Ser man bort fra det næsten uundgåelige greb med en fortæller, der ser tilbage, er det strukturelt en mærkelig ironi, at stykket næsten føles som en genopsætning af en klassiker. "Squeaky Wheel" – et malplaceret komisk nummer, der sender tankerne mod "You Gotta Get a Gimmick" – fremføres fejlfrit af Sara Gettelfinger, Stan Brown og Joe De Paul, men formår ikke at vække latteren. Store dansenumre med hele kompagniet føles mærkeligt velkendte, som var de taget ud af "State Fair". Det er interessant, at showets stærkeste musikalske øjeblikke faktisk er dem, der bryder med strukturen og læner sig mere op ad en blanding af country-rock og bluegrass. "Easy Now" giver McCalla plads til at stråle i første akt; "What Do You Do" er en smuk duet mellem hovedrollerne; og hele ensemblets finale-reprise af "I Choose The Ride" er en sand fornøjelse.

Desværre er det mest skuffende øjeblik i en forestilling, der ellers bugner af kunstnerisk overskud, afsløringen af elefanten Rosie. Hvor de andre dukker er abstrakte, uafsluttede og tydeligt forbundet med en artist, minder Rosie mere om Snøvsen eller Mr. Snuffleupagus fra Sesame Street og mindre om de andre detaljerede dukker. Denne uheldige kontrast forstærkes af, at vi indtil hendes fulde afsløring kun har set brudstykker af hende (en snabel her, et ben der, ført mesterligt af Caroline Kane), hvilket fungerede langt bedre. Resultatet minder desværre mindre om "War Horse" og mere om en billig pantomime-ko.

Med en struktur, der virker i strid med den innovative fortællestil, og kun lejlighedsvise geniale øjeblikke i musikken, kan Water for Elephants få det svært i en sæson, der er proppet med nye musicals. Der er dog meget at nyde, og man finder næppe et mere hårdtarbejdende eller talentfuldt cast på Broadway lige nu. Tag ind og se den – man er godt underholdt!