ANMELDELSE: Den Store Gruffalo, Lyric Theatre ✭✭✭✭

Gruffaloen. Ellie Bell, Timothy Richley og Owen Guerin. Gruffaloen

Lyric Theatre

04/07/15

4 stjerner

Bestil billetter Ved slutningen af denne genopsætning af Gruffaloen, rørte den otteårige, der sad ved siden af mig og så min blok og pen, mig på armen og sagde højtideligt: 'Jeg synes, den var rigtig god. Vil du skrive det?' Og det har jeg så gjort... og jeg er fristet til at lade anmeldelsen stoppe her, for hvis hendes aldersgruppe var glade – og det virkede de bestemt til at være, at dømme ud fra det bragende bifald – hvad behøver man så egentlig at sige mere? Men på godt og ondt skal en anmeldelse give en fornemmelse af begivenheden, og i dette tilfælde vurdere, hvordan denne populære forestilling er blevet opdateret i sin nyeste inkarnation i de glamourøse og lyserøde rammer på Lyric Theatre. Her spiller den frem til januar, før en ny turné i Storbritannien venter. Gruffaloen har været iblandt os siden 1999, og den første teaterbearbejdelse kom kun to år senere. Den blev hurtigt en kæmpe succes, uanset om det var som godnathistorie, der gav ro til børnene og et pusterum til forældrene, eller som animationsfilm og teaterfænomen på tværs af kulturer og kontinenter. Det er værd at stoppe op og spørge hvorfor. Nogle eventyr lykkes gennem et genialt sprog, der ubesværet fremmaner en fantasiverden. Det er ikke tilfældet her, hvor sproget i originalen faktisk var ret fladt. I stedet har vi et eksempel på en genre, der får læserne (og publikum her) til at gøre det meste af arbejdet selv. Den længe ventede ankomst af Gruffaloen sætter gang i alles fantasi for at samle den lange liste af skrækkelige træk, som væsenet består af. Så når han endelig dukker op, er vi forhåndsindstillede på at blive imponerede. Alle de klassiske spændingselementer er i spil: truslen fra den mørke skov, den modige men sårbare mus med kun et 'nøddekort' som guide, der ved hjælp af kløgt overmander de rovdyr, hun møder... alt dette er velkendt territorium fra børnelitteraturen. Men det er frygten for det ukendte, der driver historien frem, sammen med en morale om, at man skal passe på, hvad man ønsker sig: opfindelsen af Gruffaloen ender med at bide musen mindst lige så meget som rovdyrene i skoven. Vi må heller ikke glemme, at den oprindelige histories succes er lige så meget visuel som verbal – det er Axel Schefflers illustrationer, der sætter tonen og bestemmer de visuelle valg i alle senere bearbejdelser. Det er hans fortjeneste, at den frygtindgydende Gruffalo fra første øjekast også fremstår godmodig og finurlig frem for bare truende. Dette rammer mere end noget andet balancen mellem mystik og rædsel på den ene side, og den skjulte sødme bag det frygtindgydende ydre på den anden. Unge fantasier næret af Skønheden og Udyret og andre fabler gør resten af arbejdet. Strategien er lige så gammel som Æsop, men afgørende er det, at den bruger moderne virkemidler til at nå ud til det unge publikum.

Denne nye produktion har meget at byde på. Tall Stories, det kreative hold bag genopsætningen, har en imponerende historik med at bringe børnelitteratur til scenen, og deres styrker træder tydeligt frem her. Der er masser af dynamisk bevægelse i alle scener, hvilket giver masser at kigge på, selv når der egentlig ikke sker så meget (selvom meget selvfølgelig lurer under overfladen). Alle rovdyrene – både ræv, ugle og slange – går i fysisk samspil med musen og historiefortælleren, så man ofte glemmer, at der kun er tre skuespillere på scenen. Dynamikken strækker sig også til en bevidst indsats for at bryde 'den fjerde væg' og involvere publikum i bedste pantomime-tradition. Der er et skønt øjeblik nær slutningen, hvor Gruffaloen bevæger sig ud i salen og bønfalder publikum om at redde 'en stakkels harmløs Gruffalo'. Hvem ved, måske er der børn på de forreste rækker, der i fremtiden vil kunne datere deres kærlighed til teatret tilbage til netop det øjeblik? Kostumerne fortjener også ros, især Gruffalo-dragten, som er lidt af et tekstilt mirakel.

Når det er sagt, er der et par ting, der skuffer. Den nye scenografi er ganske vist funktionel og fleksibel og giver rige muligheder for at forsvinde og dukke op igen, men i virkeligheden er det bare en række bogstavelige papudskæringer, der ikke rigtig formår at skabe en skovstemning. Jeg så en lavbudget-opsætning af Hans og Grete i Peckham for nogle år siden, der opnåede mere blot ved at hænge masser af grønt glimmer ned fra loftet... glimtet og raslen gjorde resten. Det er også en skam, at de musikalske indslag sjældent hæver sig over det jævne. Igen er arbejdet helt professionelt og funktionelt. De enkle melodier gør det muligt for skuespillerne at levere en masse hurtig tekst og skabe gentagelser, som publikum nemt kan være med på. Det føles dog som en spildt mulighed ikke at bruge musikken mere til at udforske de mere sarte og rørende aspekter af historien.

De tre roller besættes af et hold på seks skuespillere, og alle præstationer var mere end kompetente. Ellie Bell som Musen startede lidt for langsomt og fangede ikke publikums opmærksomhed med det samme, selvom den noget flade tekst i starten bærer en del af skylden. Hun udviklede dog rollen flot i konfrontationerne med rovdyrene og viste den kløgt og livlighed, rollen kræver. Owen Guerin kombinerede rollen som Gruffaloen med de forskellige biroller i de tidlige scener. Han tilførte Gruffaloen en robust tilstedeværelse og en balanceret, genert charme og leverede dygtige efterligninger i de andre roller. De mest krævende roller, og dem der giver mest plads til karakterudvikling, blev varetaget af Timothy Richey, og han gjorde det med stor stil og lyst. Det er i disse roller, at forskellige lag af humor og indforståede jokes kan flettes ind, så de rammer de voksne i salen lige så meget som børnene. På mange måder har han det hårdeste arbejde og i hvert fald det største antal hurtige kostumeskift. Det mest vellykkede af disse, både hvad angår vid og bevægelse, var som slangen... halvt bugtende spansk danser, halvt snedig forfører.

Det er ikke Matilda – både forlægget og bearbejdelsen er en lettere omgang sammenlignet med Dahls foruroligende og komplekse universer. Men på sine egne præmisser opnår forestillingen præcis det, den vil, og den fortjener fuldt ud anerkendelse fra anmeldere, uanset om de er otte eller firs år gamle. Gruffaloen spiller frem til 6. september 2015 på Lyric Theatre, Shaftesbury Avenue