Siden 1999

Troværdige teaternyheder og anmeldelser

26

år

det bedste fra den britiske teaterscene

Officielle billetter

Vælg dine pladser

Siden 1999

Troværdige teaternyheder og anmeldelser

26

år

det bedste fra den britiske teaterscene

Officielle billetter

Vælg dine pladser

  • Siden 1999

    Troværdige nyheder og anmeldelser

  • 26

    år

    det bedste fra den britiske teaterscene

  • Officielle billetter

  • Vælg dine pladser

NYHEDER

Har stående bifald overhovedet nogen betydning længere?

Udgivet den

Af

Douglas Mayo

Del

Wikipedia definerer en stående ovation som en form for bifald, hvor publikum rejser sig op og klapper efter ekstraordinære præstationer af særlig høj kaliber.

Det er en hyldestform, der går helt tilbage til det antikke Rom, og er en af de største anerkendelser, man kan give en kunstner i teatret – eller det var det i hvert fald engang.

Før i tiden var en stående ovation noget, publikum forbeholdt de helt enestående ellerexceptionelle præstationer. Teaterhistorien gemmer på fortællinger om stående bifald, der varede i op mod en halv time ved afskedsforestillinger, mens andre produktioner bruger danseprægede fremkaldelser for at få folk op af stolene og proklamere "stående ovationer hver aften". Selvom forestillingen måtte have været god, er det nok en smule overdrevet.

I de senere år har fænomenet med de mange stående ovationer ligefrem fået anmeldere til at tale om "de stående ovationers forbandelse".  Det obligatoriske stående bifald plejede at være et særligt amerikansk fænomen, mens det mere reserverede britiske publikum gemte den slags til særlige lejligheder, men det lader til at have ændret sig nu.

Når det gælder musicals i West End i dag, virker det til, at næsten alle bliver mødt med stående bifald. Jeg har set direkte rædderlige præstationer blive hyldet af et stående publikum. Er det fordi, publikum ikke længere kan kende forskel på en god og en middelmådig præstation? Går folk ud fra, at det hører sig til som en del af teateroplevelsen at stå op? Eller er instruktørerne begyndt at designe deres forestillinger specifikt til at fremtvinge stående bifald ved tæppefald?

Inden for det sidste år har jeg endda oplevet stående bifald midt i forestillingen ved både Gypsy og Dreamgirls (begge fremragende præstationer).

Vi vil gerne høre din mening. Hvor ofte rejser du dig op i slutningen af en forestilling, når du går i teatret? Hvad skal der til for at få dig op af stolen? Betyder det overhovedet noget at stå op længere?

Lad os høre, hvad du tænker.

Del dette indlæg:

Få det bedste fra den britiske teaterscene direkte i din indbakke

Vær den første til at få fat på de bedste billetter, eksklusive tilbud og de seneste nyheder fra West End.

Du kan til enhver tid afmelde dig. Privatlivspolitik

FØLG OS