ANMELDELSE: God’s Dice, Soho Theatre London ✭✭✭✭

Julian Eaves anmelder God's Dice, David Baddiels debutstykke, som lige nu spiller på Soho Theatre i London.

Leila Mimmack (Edie), Alan Davies (Henry), Alexandra Gilbreath (Virginia) og Nitin Ganatra (Tim) i God's Dice. Foto: Helen Maybanks God's Dice Soho Theatre

30. oktober 2019

4 stjerner

BESTIL BILLETTER

Dette er en fremragende debut fra David Baddiel, som – utroligt nok – aldrig før har skrevet dramatik.  Hans greb om scenen er modent, og hans håndtering af komplekse temaer er nærmest ufejlbarlig i denne fascinerende fortolkning af det evigt aktuelle spørgsmål om beviset for Guds eksistens.  James Grieve instruerer indlevende og uprætentiøst med en klar, ligetil scenografi af Lucy Osborne (som også har klædt castet på med naturalistisk præcision).  Ric Mountjoy leger med nogle iøjnefaldende lysovergange, og Dominic Kennedy's lyddesign taler i den grad til sanserne.  Ash J Woodward bidrager med fantasifulde videoer, der udvider forestillingens sanselige rækkevidde (og som udnytter Leila Mimmacks fotogene ansigt på bjergtagende vis).

Alan Davies (Henry) i God's Dice på Soho Theatre. Foto: Helen Maybanks

Det er dog i de skarpe, troværdige og letfodede præstationer fra Alan Davies, Mimmack og Alexandra Gilbreath, at forestillingen for alvor lykkes.  Davies er en vidunderlig sceneræv, der virker helt hjemme i teatrets intime rammer.  Han gør det fremragende som den ateistiske akademiker Henry og hans rejse mod det spirituelle, da hans gudfrygtige kristne studerende, Edie (Mimmack), overtaler ham til at bruge matematiske ligninger til at bekræfte miraklernes gyldighed.  Alt imens gør hans kone, den kendte ateist Virginia (Gilbreath), sit bedste for at holde dem adskilt, bakket op af Henrys kollega Tim (Nitin Ganatra), en små-ulækker type, der jagter studerende.  Adam Strawford fylder et par andre praktiske roller ud undervejs.

Alexandra Gilbreath (Virginia) og Adam Strawford (Interlocuter). Foto: Helen Maybanks

Det er en velsmurt maskine, som Baddiel har skabt med både intelligens og elegance.  Tempoet sidder lige i skabet, og der er knap et øjeblik, hvor den dramatiske intensitet svigter (et flygtigt øjeblik i første akt, hvor vi synes at fortabe os i intellektuel diskussion uden det store teatermæssige formål, kan vist godt tilgives).

Sagens kerne ligger måske i, om man tager denne form for teologisk ordkløveri alvorligt eller ej.  Ligesom det religiøse sjæleliv i 'Light Shining In Buckinghamshire', står eller falder dette stykke med publikums villighed til at købe den grundlæggende teologiske præmis: at der findes en intim forbindelse mellem spiritualitet og det personlige.  Stykket kræver absolut, at man accepterer dette, hvis man skal bevare en følelsesmæssig interesse for karaktererne.

Leila Mimmack (Edie) og Niitin Ganatra (Tim). Foto: Helen Maybanks

Hvis man derimod mener, at religion blot er en social konstruktion skabt af mennesker for at tøjle deres laster og kontrollere deres egoer – for at redde dem fra det vanvid, der følger med 'perfekt viden' og absolut magt – så vil alt dette måske føles som lidt af et sideshow.  Da stykkets faktiske retning desuden ender et helt andet sted (en velplanlagt, men trods alt sidevej fra Baddiels side), kan man risikere at føle, at man er blevet ledt ad en forkert sti i Edens have.

Man får, hvad man betaler for.  Som teater fungerer det upåklageligt.  Som en form for underholdende intellektuel selskabsleg har det absolut sine kvaliteter.  Som seriøs tankevirksomhed vil man enten føle sig overbevist eller sidde tilbage og undre sig over, at ingen involverede opdagede, at de måske i virkeligheden råbte op under det forkerte stamtræ.

Spiller indtil 19. november 2019 på Soho Theatre