ANMELDELSE: Bryony Kimmings: I'm A Phoenix Bitch, Edinburgh Fringe ✭✭✭✭✭

Paul T Davies anmelder Bryony Kimmings I'm A Phoenix Bitch præsenteret som en del af Edinburgh Fringe.

Bryony Kimmings. Foto: Tristram Kenton Bryony Kimmings, I'm A Phoenix Bitch! Edinburgh Festival Fringe

10. august 2019

5 stjerner

Bestil billetter

2016 var året, hvor alt brændte sammen for Bryony Kimmings. Hendes søn, Frank, blev alvorligt syg, hendes forhold til Franks far kollapsede, hun led af fødselsdepressioner og psykotiske episoder, og hun var tæt på at drukne. Som Fugl Fønix, der rejser sig fra asken, opfører hun sit første solostykke i ti år, og jeg har sjældent oplevet et værk med så brændende og rå ærlighed, formidlet gennem så kraftfuldt, smukt og hjerteskærende teater. Det var en lettelse at høre hende introducere forestillingen og understrege, at hun er i tryghed, at forestillingen foregår under kontrollerede forhold, og at der er støttesystemer på plads til at passe på hende. Hun benytter den psykoterapeutiske teknik 'Rewinding' til at opsøge stederne for sine traumer, understøttet af David Curtis-Rings fremragende scenografi og Will Dukes projektionsdesign.

Hendes virkemidler er eminent teatralske. Hun lægger ud som Bryony før 2015, men hun er ikke længere den person. Hun indtaler beskeder på en diktafon til Frank – der som følge af adskillige krampeanfald i hjernen måske aldrig kommer til at tale – som han skal modtage, når han fylder 18. Gennem hele stykket bryder hendes kritiske indre monolog frem, og hun taler med en mandsstemme. Tom Parkinsons musik guider hende gennem hver fase, lige fra den morsomme morgenmadssang, da hun beslutter sig for at beholde Tim i sit liv, til den afsluttende sekvens. Dele af værket har en filmisk kvalitet, hvor hun effektivt hylder både gyseren, melodramaet og B-film.

Det er en kliché at sige det, men dette er virkelig en følelsesmæssig rutsjebanetur. Denne utrolige kvinde har formet arrene fra sine oplevelser til en inspirerende forestilling om overlevelse og kærlighed. Hun er samtidig vidunderligt selvironisk og skaber øjeblikkelig kontakt til den fyldte sal. Hendes mantra er "Jeg er stærk", og hun løfter vægte gennem sine dybeste traumer, mens hendes eneste ønske – at få svar fra Frank – er utroligt rørende. Jeg håber, at denne proces hjælper hende, for publikums kærlighed og støtte var til at tage og føle på. Ekstraordinært teater, som man ikke må gå glip af.