ANMELDELSE: Cats, New Wimbledon Theatre ✭✭✭✭

Ensemblet i Cats. Foto: Alessandro Pinna Cats

New Wimbledon Theatre (UK Tour)

7. november 2016

4 Stjerner

Information om Danmartsturné

Tilsyneladende blev den ældste kat nogensinde registreret hele 38 år gammel, men Andrew Lloyd Webbers klan af kattedyr er ikke langt bagefter. De indtager nemlig atter scenen i den britiske og internationale turné af 'Cats', 35 år efter premieren på New London Theatre. Selvom jeg kendte forestillingen i forvejen, var dette mit første besøg til Jellicle-ballet, men trods de hjertebankende øjeblikke og den uomtvistelige, imponerende storhed, sad jeg bagefter tilbage med en følelse af forvirring.

Emily Langham (Rumpleteazer) og Joe Menry (Mungojerrie). Foto: Alessandro Pinna I sin ‘Old Possum’s Book of Practical Cats’ skriver T.S. Eliot: “The Jellicle moon is shining bright, Jellicles come to the Jellicle Ball”, og det er netop denne nat, der sætter scenen. Her skal den vise Old Deuteronomy vælge én enkelt kat, der skal genfødes til et nyt liv. Ud fra John Napiers imponerende skrotplads-scenografi kravler de kattedrejerende væsner – nogle sniger sig ud fra spredt affald, andre suser gennem salen. Vi møder Jennyanydots – den dovne kat, den drilske og legesyge duo Mungojerrie og Rumpleteazer, og Gus – teaterkatten. Der er Rum Tum Tugger, Jemima og Bustopher Jones, der alle håber på at blive velsignet med det nye Jellicle-liv. Særligt imponerende (måske fordi jeg selv bevæger mig ud af døren med et skævt øjenbryn de fleste dage, for slet ikke at tale om et sæt detaljerede knurhår) er Napiers indviklede maskering og make-up, der fremhæver hver kats helt unikke personlighed. Dette styrkes kun af skuespillernes subtile, dyriske trækninger i næsen og de små ryk i pelsen. Men det er Grizabella – den faldne glamour-kat, som klanen indledningsvis afviser – der vælges af Old Deuteronomy til at drage til 'The Heaviside Layer' for at blive genfødt, efter hun har sunget sin 'Memory' om dengang, hendes liv var smukt. Det må siges: Marianne Benedict som Grizabella leverer den bedste fortolkning af signaturnummeret, jeg nogensinde har hørt. I det klimatiske crescendo brager hendes stemme igennem med en rå integritet, og publikums uafbrudte klapsalver (som utvivlsomt vil gentage sig ved hver forestilling) er fuldt ud fortjente.

Marianne Benedict som Grizabella. Foto: Paul Coltas

Der er foretaget nogle ændringer i forestillingen, og Rum Tum Tugger, der før var den flirtende og opblæste kat, er nu en breakdansende baggårdskat med guldkæde og et hiphop-soundtrack, hvilket virker skurrende ude af takt med resten af stykket. Med populariteten af 'In the Heights' og succesen med 'Hamilton' (som London venter utålmodigt på), er rapmusik i høj grad levende på teatret, men dette forsøg på at modernisere karakteren fungerer ikke for mig.

'Cats' er primært en dansesekvens, hvilket er forfriskende midt i de mange 'sung-through' musicals. Kattene fortæller deres historie og fejrer hinanden gennem ballet og akrobatik, der pulserer af liv og begejstring. Gillian Lynnes koreografi er imponerende skarp og præcis, og den bliver udført af et ensemble med en misundelsesværdig udholdenhed. Hvis jeg skulle påtage mig rollen som Old Deuteronomy og vælge én kat til at rulle sig sammen ved mine fødder, ville det være Lee Greenaways Skimbleshanks – jernbanekatten. Jeg blev draget af hans personlighed, og nummeret er et af mine favoritter i partituret.

Lee Greenaway som Skimbleshanks. Foto: Alessandro Pinna

Jeg havde forventet at sidde tilbage med en overvældende følelse af utopi: Dette er trods alt en musical om frelse, og en som opfordrer os til at fejre vores individualitet. Den er visuelt stimulerende og har et cast, der præsterer med stor energi. Det er et gennemført, skarpt og intelligent værk. Men visse steder er sekvenserne ret lange, og mine tanker begyndte at vandre. Nogle af kattenes historier fangede mig bare ikke, måske fordi jeg ikke fik friheden til at drage mine egne konklusioner om dem som karakterer: Jeg får at vide, at jeg skal være bange for Macavity, og at jeg skal elske Old Deuteronomy, i stedet for selv at få lov til at mærke det. For dem, der aldrig har set live-teater før, er det en fantastisk introduktion, og det var helt magisk at høre de yngre publikummers hvisken, når kattene sneg sig rundt iblandt dem. Men jeg står med en følelse af: 'Det er ikke dig, det er mig'. Som anmelder, bør jeg så virkelig ignorere alt det gode ved forestillingen og skrive negativt, bare fordi den ikke rigtig rørte noget i mig? Det synes jeg ville være uretfærdigt og ville ikke yde dette værk retfærdighed. Giv mig Lloyd-Webbers maskerede spøgelse og hans 'Angel of Music', og jeg smelter fuldstændigt, men 'Cats' er bare ikke lige min kop te.

Jeg har i øvrigt altid været mere til hunde.

LÆS MERE OM CATS-TURNÉEN HER