ANMELDELSE: Lipstick, Southwark Playhouse ✭✭✭✭

Sophie Adnitt anmelder Lipstick, et skuespil af Lily Shahmoon, som lige nu spiller på Southwark Playhouse.

Helen Aluko (Jordan) og April Hughes (Tommy) i Lipstick. Foto: Lidia Crisafulli Lipstick

Southwark Playhouse

Fire stjerner

Bestil billetter

Tommy og Jordan er to drenge på seksten år, hvis tanker er optaget af deres afgangseksamener, skoleture, piger og Tommys trang til at lægge en markant rød læbestift i trygheden på sit eget værelse – og det er kun begyndelsen. Kønsidentitet, seksualitet og mental sundhed bliver alt sammen udforsket i Lily Shahmoons stykke Lipstick, som i øjeblikket kan ses på Southwark Playhouse. Men i alle tre tilfælde sker det kun flygtigt – stykket virker aldrig helt villig til at binde sig til ét centralt emne, hvilket indimellem kan give en følelse af uklarhed.

Helen Aluko (Jordan) og April Hughes (Tommy). Foto: Lidia Crisafulli

Når det er sagt, har Shahmoon skrevet et rigtig, rigtig godt stykke dramatik. Teenagedrenges sprogbrug og talemåder er indfanget helt præcist, og humoren er uprætentiøs og naturlig, funderet i genkendelighedens glæde. Teenageangst og hormondrama bliver udnyttet til det fulde, og dialogen er både realistisk og hylende morsom. Shahmoon forstår instinktivt, hvornår historien skal drives fremad, og hvornår den skal dvæle, så spilletiden føles som en brøkdel af de faktiske 70 minutter. Enkelte scener udfordrer troværdigheden en smule (det er svært helt at købe, at to sekstenårige så let kan komme ind på en natklub), men det tager ikke magten fra plottets overordnede styrke. Fortællingen forbliver overraskende og fri for klichéer til det sidste, uden på noget tidspunkt at tale ned til sit publikum eller ty til chok-effekter.

Helen Aluko (Jordan). Foto: Lidia Crisafulli

Vi møder kun nogensinde Jordan og Tommy på scenen, men Charlie Smiths fremragende lyddesign skaber en hel verden omkring dem. Det er særligt intelligent udført, når Jordan tager sine hovedtelefoner på for at drukne lyden af sine forældres skænderier. Alex Lewers lyssætning udnytter Southwark Playhouses intime 'Little'-scene som en fordel frem for en begrænsning og skaber et gennemtænkt design, hvor ikke en kvadratcentimeter er spildt. Ed Whites instruktion holder fortællingen klar og stram hele vejen igennem og undgår enhver form for rod på den kompakte scene.

April Hughes som Tommy. Foto: Lidia Crisafulli

Helen Aluko som den udadtil selvsikre Jordan og April Hughes som den mere generte, men selvbevidste Tommy leverer begge ekstraordinære præstationer. Man glemmer alt for let, at det er to kvindelige skuespillere, der portrætterer drengene, da de har ramt deres holdning og gestik – hvert skuldertræk og hver en selvsikker gang – helt perfekt. Begge karakterer er skarpt definerede med egne særtræk og vaner, samtidig med at de bevarer en naturlig kemi, der udvikler sig smukt gennem stykket.

Det færdige resultat er en forestilling, der er uventet blid og øm, omend med en ubestridelig undertone af mørke. Som et hele er Lipstick et ekstremt veldrejet stykke dramatik, der står stærkt. Spiller på Southwark Playhouse indtil 28. marts.