ANMELDELSE: Showstopper! The Improvised Musical, Apollo Theatre ✭✭✭✭✭

Dylan Emery, Justin Brett, Ruth Bratt, Andrew Pugsley, Lucy Trodd, Adam Meggido og Philip Pellew i Showstopper. Foto: Geraint Lewis. Showstopper! The Improvised Musical.

Apollo Theatre

30. september 2015

5 Stjerner

Køb billetter til Showstopper!

Et unikt dilemma for en teateranmelder: Hvordan anmelder man en forestilling, som ikke er skabt endnu, endsige opført? En musical uden manuskript, uden partitur, uden tema og uden stjerne? Men ikke desto mindre er det den udfordring, man møder i Showstopper! The Musical, som i aftes indledte sin første rigtige West End-sæson på Apollo Theatre (efter tidligere gæstespil).

Som Rodgers og Hammerstein råder: Climb Every Mountain. Så lad os kaste os ud i det.

Grundidéen i Showstopper! er på én gang velsignet enkel og djævelsk svær. En håndfuld skuespillere, et sæt farverige kostumer der kan kombineres på kryds og tværs, enkelte rekvisitter i stil med IKEA-møbler, en trio af knivskarpe musikere klar med hundredevis af riffs, en kridttavle og en vittig og charmerende vært. Det er basis-ingredienserne. Den unikke smag kommer fra det uforudsigelige publikum.

Værten lokker forslag ud af salen: Hvilken slags musical vil I se og høre? Hvilken type musik? Hvilken slags åbningsnummer? Hvilket tema skal udforskes? Særlige plotdetaljer? Afhængigt af publikums lyst til at være skøre, kan resultatet blive åndeløst: En kinesisk fabel fra det 19. århundrede om tvangsægteskab, sommerfugle og 'spotted dick'-budding, med musik i stil med Gershwin og Lloyd Webber, en form der kunne passe til Mozart, et plot om pingvin-lort og et åbningsnummer i stil med Hair. Den slags ting. Når forslagene er inde, går holdet straks i gang med at skabe og opføre den ønskede musical. På stedet. Uden prøver, uden manuskript, uden sikkerhedsnet. Bare deruda’!

Hvis man går jævnligt i teatret, har man uden tvivl oplevet det sjældne, rædselsvækkende, men helt fantastiske øjeblik, hvor en skuespiller glemmer sin replik, en rekvisit svigter, en dør sidder fast eller en kjole revner. Man genkender det særlige udtryk af blandet rædsel og forundring, der flimrer over ansigterne på holdet, mens nogle kæmper for at fortsætte, og andre prøver – som regel forgæves – at kvæle et grin. Showstopper! lever af netop disse øjeblikke; adrenalinen fra usikkerheden om medspillerens næste valg fungerer som brændstof for komikken og kreativiteten.

Da det var premiereaften, måtte værten flere gange tale publikum til rette og afvise forslag til temaer, der kunne ende med, at holdet "forsvandt op i deres egen røv". Ikke desto mindre blev aftenens valgte emne avisen Daily Mail – en fortælling om undertrykt, gengældt og hævnet kærlighed blandt dem, der dikterer avisens dagsorden. Lyder det tørt som ørkensand?

Philip Pellow, Andrew Pugsley, Justin Brett, Ruth Bratt, Lucy Trodd og Adam Meggido i Showstopper. Foto: Geraint Lewis

Det var hylende morsomt.

Forfriskende, neglebidende spændende, lårklaskende underholdende, råt, satirisk og fænomenalt opfindsomt. Der findes intet lignende i West End. Det kan gå i alle retninger, gøre alt, sige eller synge hvad som helst – og forestillingen elsker det.

Der bliver lagt enorme mængder talent for dagen i hver eneste Showstopper!-forestilling. Holdet varierer fra aften til aften, men teamet består af Ruth Bratt, Justin Brett, Dylan Emery, Pippa Evans, Susan Harrison, Sean McCann, Adam Meggido, Philip Pellew, Andrew Pugsley, Oliver Senton, Lucy Trodd og Sarah-Louise Young. Der er ikke en eneste falsk tone eller et svagt led iblandt dem. Som ensemble kender de hinanden så godt, at de er helt trygge ved at improvisere i fællesskab, hvilket resulterer i en professionalisme, der ærlig talt er forbløffende.

Der findes færdigskrevne musicaler i West End, som ikke når Showstopper! til sokkeholderne, når det kommer til kunstnerisk niveau, spænding og ren genialitet.

Dylan Emery er fremragende som den stilfulde, men skarpe vært – hans ping-pong med publikum er fantastisk, især når anden akt starter, og han håndterer de tweets, som publikum har sendt ind med forslag til fortsættelsen. Han fungerer også som styrmand, der sikrer, at skibet ikke støder på grund; han kan gribe ind og stoppe handlingen, når han føler, at skuespillerne har brug for en pause, eller når et stop kan give plads til en ny idé. Han blander sig med omhu, men hver gang han gør det, stiger intensiteten.

Dylan Emery i Showstopper. Foto: Geraint Lewis.

Der var særligt fremragende præstationer fra Ruth Bratt (som en vidunderligt rædselsfuld chefredaktør, der kunne have født Darth Vader, mens hun drak en martini og fyrede en journalist), Pippa Evans (en praktikant med hang til magt og manglende evne til monogami), Sarah-Louise Young (en gådefuld 80-årig kaffedame), Andrew Pugsley (en nørdet fyr med briller, der syner efter pigen) og Justin Brett (en musikalsk nørd, der også syner efter pigen) samt Adam Meggido (altmuligmand/limen i stykket, samt en hylende morsom gæsterolle som en homoseksuel mand, der er meget åben omkring sit forliste forhold). Bare tanken om deres eskapader får mig til at grine højt her ved mit skrivebord.

Jeg nynner stadig med på finalen fra første akt, "My Time To Change", så smittende var den spontane melodi. Det West Side Story-inspirerede "Snap! Crackle! Pop!" fik mig til at græde af grin med masser af faux-Jets/Sharks-øjeblikke, der ville have fået Jerry Robbins til at krumme tæer. Den Mamma Mia-inspirerede "Things Are Gonna Change Round Here" var endnu et højdepunkt, og jeg ville især ønske, at jeg kunne genhøre den skarpsindige kærlighedsballade, som Meggido og Brett sang til hinanden om deres knuste romance. Musikalsk var det bedre, end man overhovedet kunne forvente – klogt, satirisk og forrygende. Et formidabelt, improviseret partitur.

Musikerne er imponerende i deres sikkerhed. Ingen ser nogensinde bekymrede ud over takten, tempovalgene eller de uundgåelige toneartsskift. Der er uden tvivl indøvede tegn, der gør det lettere, men uanset hvad er disse musikere dem, der har den sværeste opgave i en West End-orkestergrav (eller på scenen), og de leverer varen hver gang. Melodierne er spækket med interne jokes baseret på de stilarter, de bliver bedt om at efterligne. Det er ren nydelse.

Intet publikum kommer nogensinde til at se den forestilling, jeg så, ligesom jeg aldrig får set den udgave, som morgendagens publikum oplever. På den måde er Showstopper! absolut unik. Og en fænomenal præstation.

Tag ind og se den – og se den igen. Det er ustoppelig, uimodståelig underholdning skabt med utrolig dygtighed og fantasi. Den minder én om, hvor spændende og engagerende musicalteater i virkeligheden kan være.

Fuldstændig uundgåelig!

Showstopper! The Improvised Musical - Bestil nu