ANMELDELSE: Superhero, Southwark Playhouse ✭✭✭✭✭

Michael Rouse i Superhero. Foto: Alex Brenner Superhero Southwark Playhouse 30. juni 2017

5 stjerner

Bestil nu Stephen Sondheim – helt beskedent – ynder at fortælle historien om, hvordan han aldrig ville forsøge sig med en solo-musical, fordi formen simpelthen er 'for svær' at få til at fungere. Og man forstår hans pointe. Det er vanskeligt at skabe, endsige fastholde, ethvert strejf af drama, når alt skal udgå fra blot én stemme og ét synspunkt. Alligevel har vi i den senere tid set en bølge af opfindsomme solostykker – tænk blot på ‘Tonight With Donny Stixx’ og ‘This Is Not Culturally Significant’ – der på begavet vis løser de teatermæssige udfordringer i at befolke en scene med kun én tilgængelig skuespiller. Det var vel kun et spørgsmål om tid, før nogen fandt på at give en sådan fortælling en musikalsk indpakning. Og – vupti! – her på Newington Causeway er netop sådan en dukket op. Officielt er manuskriptet af Michael Conley, musikken af Joseph Finlay og teksterne af Richy Hughes: I praksis arbejder de tre så tæt og sammenvævet, at der er et enormt overlap mellem deres respektive discipliner. Og under instruktør Adam Lensons sikre hænder (assisteret af Grace Taylor), scenograf Georgia de Grey, lyseffekter af Sam Waddington og lyd af Andy Hinton, har de skabt det, der måske er den hidtil bedste løsning på den 'uløselige' udfordring med en-mands-musicalen, i denne 90-minutters uafbrudte rutsjebanetur af en forestilling. Man kunne fristis til at foreslå, at de holdt en masterclass for Steve… bare for at vise ham, hvordan det skal gøres.

Michael Rouse i Superhero. Foto: Alex Brenner

Så hvor stammer denne forbløffende opdagelse fra? Jo, for et par år siden løb Finlay og Hughes med sejren i Stiles and Drew New Song Competition med et af de få numre fra showet, de på det tidspunkt rent faktisk havde skrevet: 'Don't Look Down'. Fortællingen om en fraskilt far, der klatrer op i Big Ben udklædt som Marvel-superhelt i protest mod retssystemets ulighed over for fædre adskilt fra deres børn, ramte dengang en helt særlig nerve hos publikum. Prisen ansporede dem til yderligere aktivitet, og nu – to og et halvt år senere, efter en god portion prøveforestillinger og workshops, samt den uvurderlige tilføjelse af Conley ('The Sorrows of Satan' m.fl.) til holdet – får resten af verden resultatet at se.

Jeg har ikke tænkt mig at afsløre noget om handlingen overhovedet, for den er så herligt genial, og jeg vil ikke snyde dig for et eneste øjebliks fornøjelse ved at opdage, hvor storslået listigt og snedigt de manipulerer begivenheder, tid og sted i takt med at historien udfolder sig. Lad det være nok at sige, at Lensons triumferende instruktion af det djævelsk komplicerede spind af historietråde, perfekt understøttet af Waddingtons ca. 300 lys-cues, er et mirakel af scenekunst og en velfortjent belønning for de mange års erfaring, holdet har tilsammen.

Michael Rouse i Superhero. Foto: Alex Brenner

Hele ansvaret for at fortælle denne historie hviler på skuldrene af timens superhelt, Colin Bradley – en tam og kedelig skikkelse, lidt i stil med den grå Lawrence fra ‘Abigail’s Party’, og på mange måder en uattraktiv og usympatisk figur. Snedigt nok er disse negative egenskaber vævet ind i hans personlighed for at skabe den 'konflikt', ethvert godt drama behøver. Spillet med knivskarp præcision og perfekt timing af Michael Rouse kommer han på en helvedes rejse. Rouse må være alt for enhver del af plottet, uanset om det kræver seriøst dramatisk skuespil eller larmende show-tune-energi. Uden nogensinde at forlade scenen skal han ind og ud af diverse kostumedele (også af de Grey), flytte rundt på møblerne som et helt hold af sceneteknikere og efterligne en række andre karakterer i historien. (Hvis nogen leder efter en billig turnéforestilling, så er den her!) Han har en skuespillers snarere end en sangerens stemme, og hans dans har et vist præg af hverdagsagtighed, men det giver kun mere vægt til de øjeblikke, hvor han flyver over scenen i inspirerede glimt. Hans præstation er fuld af overraskelser, ikke mindst i hans geniale forvandling af rekvisitter i et tilsyneladende kvasinaturalistisk design.

Det helt centrale er dog den upåklagelige struktur i Conleys manuskript – og den præcise klarhed, det formidles med – hvilket er forestillingens største glæde. Der er et episk vingesus over historien, og den får al den værdighed, en scene kan tildele den. Aristoteles ville være tilfreds. Den frodige, rytmisk fremadstormende og melodisk tiltalende musik bliver flot forløst af kapelmester Joe Bunker (tangenter), Molly Lopresti (percussion… og vent bare til du hører bredden i arrangementerne) og Stephen Street på bas. Finlays partitur favner en levende palet af stilarter, alle valgt med omhu: Selvom der indimellem kan anes en vis forudsigelighed i beskrivelsen af en så 'gennemsnitlig' karakter som vores 'helt', er det helt bevidst, og Finlay mestrer de forskellige krav til både arioso og faste sangnumre med fuldendt overbevisning.

Herr Sondheim, jeg tror, du vil elske det her. Åh, og jeg tror for øvrigt også, de leder efter en forlægger.

Spiller indtil 22. juli 2017

BESTIL BILLETTER TIL SUPERHERO