KOMMENDE: Cases på The Phoenix Artists Club

Foto: Lisa Hickson Cases

Phoenix Artist Club

Søndag den 12. februar 2017

En ny forestilling fra den forrygende talentfulde Dominic Powell (som knap nok har rundet de 20) er altid en festdag, og der var masser af fejring i kabareten under Phoenix Theatre for et par weekender siden, da han løftede sløret for sit nyeste værk. Ved hånden til at levere denne sangcyklus fra hans nyeste show var de fremragende stemmer fra Bobbie Little, Christina Matavu, Nicholas McLean, Jordan Shaw og 'fortælleren' Brandon Lee Henry. Bandet bestod af Powell på keyboard, en ældre Powell på guitar og endnu en på cajon. Som det er typisk for Dominic, var det en elegant, gennemtænkt og meget effektiv præsentation.

Med en meget kommerciel 'amerikansk' lyd virkede åbningsnummeret – titelsangen – til at være rundet af de mange dramaskole-opsætninger af 'Rent'. Men det var mere kunstfærdigt, nærmere noget i stil med 'Murder Ballad', med silkebløde harmonier og udsøgt overvejede farver i akkompagnementet (han skriver selvfølgelig alle sine egne arrangementer!). Det næste nummer, 'Airs and Graces', præsenterede det første af mange brag fra de kraftfulde kvindelige stemmer. Herefter kastede vi os ud i en række numre – 'Charged', 'Possession', 'Cost of Living' – der drev os gennem den lidt kringlede historie om interne stridigheder omkring ophavsretten hos en West End-kostumier. Plottet lyder faktisk som noget, man sagtens kunne se bort fra og erstatte med noget mere vægtigt, så det i højere grad modsvarer de fyldige og smukke sange. Lyrisk set er Powell en stærk stemme, og hans manuskript burde virkelig ligge på samme niveau. Lige nu mangler historien blot den rette troværdighed og fremstår en smule eskapistisk og fjollet. Jeg har dog en fornemmelse af, at det vil ændre sig.

Foto: Chris Lincoln

Den sødmefulde ballade, vi netop havde hørt, imponerede med vokalens elegante enkelhed, de lette harmonier og den ekstraordinære evne til at tale direkte til hjertet. Med den demonstrerede Dominic desuden sit suveræne talent som en subtil og følsom akkompagnatør. Ligeledes viste han sig som en mester i skarpe vokalarrangementer med geniale grupperinger (som jeg ved, han knokler i timevis med); han ved især præcis, hvordan han får det meste ud af sine kombinationer, uanset om det er i en fin duet for tenor og sopran, eller ved at udnytte sin solo-mezzosopran fuldt ud i det smukke stykke historiefortælling 'Waterfalls'.

Ikke desto mindre blev disse musikalske højdepunkter løbende overskygget af det noget spøjse manuskript. Man kan kun håbe, at han i bagklogskabens lys kan se, præcis hvor gode sangene er, og at manuskriptet må gennemgå det samme grundige og reflekterede arbejde som partituret. Endnu en række forrygende numre fulgte, kulminerende i det fænomenale 'You Don't Know Me' – et stærkt og direkte følelsesmæssigt statement med et medrivende akkompagnement, der ligefrem skriger på en langt bedre historie. Til slut fik vi det store comeback-nummer 'Stand', før aftenen blev rundet af med en reprise af åbningssangen.

Dominic Powell har på meget kort tid udviklet sig med stormskridt, siden jeg sidst så ham på Theatre Cafe (med et program bestående udelukkende af ballader). Jeg er sikker på, at næste gang jeg har æren og privilegiet af at nyde hans fantastiske kompositioner, vil jeg – og alle andre – opleve endnu større fremskridt. Hold øje med ham!

Dette var en koncertopførelse af sange fra Dominic Powells nye show 'Cases' og blev præsenteret som en 'workshop'. I overensstemmelse med sædvanlig praksis uddeler vi ikke stjerner i denne anledning.