ANMELDELSE: En skærsommernatsdrøm, Shakespeare's Globe London ✭✭✭

Matthew Lunn anmelder William Shakespeares En Skærsommernatsdrøm, som lige nu spiller på The Globe i London.

Ekow Quartey (Lysander) og Faith Omole (Hermia). Foto: Tristram Kenton En Skærsommernatsdrøm

Shakespeare's Globe, London

3. juli 2019

3 Stjerner

Bestil billet nu

En Skærsommernatsdrøm er et af Shakespeares mest tilgængelige stykker – en tidløs farce krydret med en god portion magi. Shakespeares egen lakmustest for succes var publikums umiddelbare reaktion, og det bliver ofte fremhævet, hvordan han ville have været forfærdet over at se sine værker blive genstand for dybdegående akademisk analyse. Med den målestok in mente er denne opsætning en uomtvistelig succes; det er sjældent at se et publikum hygge sig så bravt, selv til en pressepremiere (jeg må indrømme, at jeg selv gav et begejstret hvin fra mig undervejs).

Det første, der rammer én, er det psykedeliske farvevalg – en kakofoni af gul, lyserød og grøn, som sammen med de løbende musikalske indslag skaber en rendyrket karnevalsstemning. I starten føltes det dog som om, forestillingen prøvede lidt for hårdt. Billedet af en tydeligt bortført Hippolyta (Victoria Elliott), der bliver modtaget af en Theseus (Peter Bourke) klædt i lyserødt diktator-skrud, lod mig en smule kold. Og da de fire elskende trådte ind på scenen i skiftevis sort og hvidt – hvor bukserne af en eller anden grund altid var i kontrast til overdelen – frygtede jeg, at enhver form for subtilitet var gået fløjten. Heldigvis er netop åbningsscenerne blandt de mest tørre i Shakespeares komiske repertoire. Da de gæve håndværkere gør deres entré, med Jocelyn Jee Esien i en dominerende præstation som en skamløst selviscenesættende Rendemaske (Bottom), begyndte forestillingen for alvor at finde sin rette hylde.

Victoria Elliott som Titania. Foto: Tristram Kenton

Opsætningen er dejligt uhøjtidelig og fjollet; lige fra Oberon (også Bourke), der påstår "jeg er usynlig", mens han er klædt ud som et oppustet havvæsen, til brugen af en publikumsgæst som 'Sulten' (Starveling) – hvilket giver en fantastisk gevinst i slutscenerne. Forestillingen fungerer som et lille sukkerrus og er et glimrende eksempel på værdien af det usubtile. Ikke desto mindre giver det stof til eftertanke, at det netop var de nuancerede præstationer fra de fire elskende, der førte til de mest tilfredsstillende komiske dialoger. De fine nuancer i Hermias (Faith Omole) og Helenas (Amanda Wilkin) forelskelse og berettigede vrede – leveret gennem to fremragende præstationer – komplementerede på smukkeste vis Lysanders (Ekow Quartey) storladne kurmageri og Demetrius’ (Ciaran O’Brien) rædsel for sidstnævnte. Det hele kulminerede i en herligt iscenesat konfrontation, efter Puk har udfoldet sin magi. Selvom det larmende og direkte har sin charme, illustrerede disse kontrasterende scener også dets begrænsninger.

Jocelyn Jee Esien som Rendemaske. Foto: Tristram Kenton

Selvom forestillingens overordnede udtryk fungerer godt, var der enkelte greb, der ikke helt ramte plet for mig. At lade skuespillerne skiftes til at spille rollen som Puk – nogle gange endda med en ny person for hver replik – var en interessant idé, men det gav ikke rigtig nogen ny indsigt og udnyttede ikke de komiske muligheder til fulde. Der er også flettet en del moderne tilføjelser ind i teksten, hvilket generelt fungerede godt hos håndværkerne (især hos Rendemaske), mens det virkede en anelse malplaceret, når det blev leveret af de elskende. Det er måske en smagssag; to af mine favoritpræstationer var Billy Seymour som Fløjte og Victoria Elliott som Titania, der begge leverede mere klassiske fortolkninger af deres karakterer. Ikke desto mindre var der tidspunkter, hvor tekstens skønhed og humor blev overskygget af selve iscenesættelsens pomp og pragt i en næsten forstyrrende grad. På mange måder eksemplificerer Puks afsluttende tale, der blev splittet op af et ellers fremragende koreograferet optrin, både opsætningens store styrke og dens lille svaghed: Det er et medrivende show, der står stærkt i sin egen ret, men som visse steder ofrer den dybere mening på underholdningens alter.

SHAKESPEARE'S GLOBE - BESØG HJEMMESIDEN