ANMELDELSE: A Steady Rain, Arcola Theatre ✭✭✭✭

David Schaal og Vincent Regan i A Steady Rain. Foto: Nick Rutter. A Steady Rain Arcola Theatre

17. februar 2016

4 Stjerner Book online

Stykkets debut på Arcola virker yderst velvalgt i lyset af den aktuelle debat om korruption i det amerikanske politi.

Stykket, der havde premiere på East Riding Theatre i Beverley sidste år, undersøger de flydende grænser mellem moral og fristelse og udforsker konsekvenserne, efter to politibetjente ved en fejl afleverer en vietnamesisk dreng tilbage til den amerikanske seriemorder Jeffrey Dahmer.

I centrum står to Chicago-betjente; Denny (Vincent Regan) er den dominerende alfahan over for David Schaals plagede og eftertænksomme Joey. De to er barndomsvenner, der er gået ind i politiet sammen og endda patruljerer som makkere. Forestillingen, der er bygget som et kammerspil for to personer, glider ubesværet mellem nutid og datid og fungerer stærkt i sine individuelle monologer, der krydres med handling i realtid.

Vincent Regan i A Steady Rain. Foto: Nick Rutter

Regan har selv indrømmet, at hans karakters moralske kompas er skævt, og det er bestemt ikke svært at se hvorfor. Med sin hang til vold og intolerance, samt en tendens til at falde for fristelser og laster, er han en usympatisk karakter, som publikum indledningsvis har svært ved at føle med – ikke mindst på grund af hans fordomsfulde syn på de mennesker, han møder i tjenesten.

Det er endda svært at forstå, hvorfor Joey er fast gæst ved deres middagsbord, indtil det går op for os, at deres uadskillelige bånd til dels skyldes, at Denny har 'reddet' Joey fra en alkoholisk deroute. Det tager lidt tid før historien for alvor tager fart, men det er deres strejftog gennem byens betændte kvarterer, der fører til det skæbnesvangre møde med uoprettelige konsekvenser.

David Schaal i A Steady Rain. Foto: Nick Rutter

Ved at fravælge enhver form for vold, som mange instruktører ellers kunne have brugt til at provokere publikum unødigt, holder stykket sig fra Jeffrey Dahmers virkelige rædsler. I stedet lader det publikums egen fantasi løbe løbsk.

Det er i anden halvleg, vi begynder at få et indblik i, hvilke spor begivenhederne har sat i hans følelsesliv, samt frustrationen over at blive overset ved forfremmelsen til kriminalbetjent. Regan brillerer her i sin frustration over sin tålmodige kone Connie, sin dedikation til børnene Sam og Noel, og han viser endda en overraskende godhed over for sin faste elskerinde, den prostituerede Rhonda, som han håber at få indskrevet på en sekretærskole. Videomontagerne, der løbende vises, er effektive til at præsentere ikke blot lykkeligere tider, men en tid, som de uigenkaldeligt ikke kan vende tilbage til.

Vincent Regan i A Steady Rain. Foto: Nick Rutter Forfatteren Keith Huff (der også har skrevet til Mad Men) beskrev stykket som 'to betjente, et bord, et par stole og to kaffekopper', der fortæller historien, og Ed Ullyarts scenografi formår at drage publikum helt ind i fortællingen. Uden overflødig pomp og pragt – bortset fra en jakke med rødt for og en vandkøler – underbygger det minimalistiske interiør og det røgfyldte, dæmpede lys betjentenes indre kaos. Arcola er en ideel ramme for dette tostykke; med fokus udelukkende på de to hovedpræstationer føles det intimt, næsten som om vi overværer en samtale i deres egen stue. Og trods øjeblikke af dyb fortvivlelse er der vidtige oneliners, der holder publikum underholdt.

Der er dog tidspunkter, hvor begivenhedsforløbet ruller lidt for hurtigt til at være helt troværdigt, hvilket resulterer i enkelte tamme scener. Og selvom Schaal er fremragende i rollen som den underdanige ven, ser vi aldrig rigtig Joeys nedtur, eller hvordan han egentlig ser på forholdet til sin barndomsven.

Hvor dette stykke for alvor excellerer, er i skildringen af politifolks lidelser. Vi hører så sjældent perspektivet fra dem, der har skudt civile, at det kan være let bare at affærdige dem som følelseskolde mordere. Pressen er nået til netop den konklusion, og Joey beskriver tungsindigt, hvordan parret gøres til syndebukke – ikke bare af medierne, men af deres egen ledelse. I den henseende er det ikke overraskende, at stykket beskrives som værende sat i 'en ikke så fjern fortid' – det kunne være sidste år, sidste uge eller i går.

Den konstante regn forbliver et gennemgående symbol, indtil den endelig falder – denne gang på ægte vis. Denny står tungsindigt i regnen med ryggen til publikum, hvilket antyder et forsøg på rituelt at vaske skylden af sig.

Men det rejser spørgsmålet om, hvorvidt vi nogensinde kan blive helt moralsk 'rene' igen. Kan Denny og Joey nogensinde få tilgivelse for deres fejltrin? Og vil deres jagt på forløsning nogensinde bære frugt?

Stykket er mættet med skydevåben og vold og efterlader dig med dybe overvejelser om ikke bare politiets magt, men deres svære situation, længe efter tæppet er faldet. Formidabelt teater.

A Steady Rain spiller på Arcola Theatre indtil 5. marts 2016. Book nu. Læs vores interview med Vincent Regan og David Schaal.