ANMELDELSE: A Woman Of No Importance, Richmond Theatre ✭✭

Julian Eaves anmelder Oscar Wildes A Woman Of No Importance på Richmond Theatre som en del af dens britiske turné.

A Woman Of No Importance

Richmond Theatre

18. september 2019

2 stjerner

UK Tour-program

Sidste år var der en bølge af Oscar Wilde-stykker på Vaudeville Theatre i West End; det inkluderede nogle storslåede hits - som Jonathan Churchs perfekte 'An Ideal Husband' - og nogle mindre succesfulde indslag.  Dette er et af de svagere manuskripter - en problematisk blanding af salon-aforismer fra de fine stuer og tungt melodrama: Instruktør Dominic Dromgoole blev ellers rost for sin kloge casting og for at balancere de to modstridende dramatiske stilarter så godt som muligt, da det spillede i West End.  Men i forberedelsen af turnéforestillingen - med helt nye skuespillere - virker det til, at noget er gået galt.

Det, vi nu præsenteres for, startende i Richmond, er en tung omgang 'English Heritage'-teater, der hverken lykkes som en letbenet, bidsk komedie eller som en lidenskabelig Ibsen-agtig udlægning af det sene 19. århundredes ulighed mellem kønnene og den sociale moral.  Hvis man ikke forstår engelsk, kan man dog nyde de mange, virkelig smukke kostumer af Jonathan Fensom - og de er helt vidunderlige - og lade sig nøje med det.  Faktisk kunne der nok hentes en pæn økonomisk gevinst ved at lade publikum ankomme tidligt (denne opsætning vil næsten udelukkende appellere til teatergængere af den mere modne og pensionsmodne slags) for at blive fotograferet i denne pragtfulde beklædning i de kønne kulisser, der er skabt til at fremvise dem.  Ja, det ville næsten være en mere meningsfuld beskæftigelse end at sidde et par timer i salen gennem selve forestillingens ujævne forløb, som synes at forsøge at kopiere den overfladiske, bedøvende nostalgi fra 'Downton Abbey'.  Selvfølgelig er mange briter ramt af netop det behov, og måske håber producenterne af denne turné, at nok af dem vil være glade for at booke billetter i teatre over hele landet for en 'live' oplevelse af det.  Udover et par enkelte svirp mod Parlamentets uduelighed er der ikke meget andet for nutidens publikum at gribe fat i her.

Stykket er i fire akter.  Den første, på den nygotiske terrasse ved Hunstanton Chase, er en stiv affære med en deklamatorisk levering af det, der burde være sorgløs og luftig pingpong; Dromgoole instruerer sine skuespillere til at fremme den ydre bravur på bekostning af enhver dybde eller kompleksitet, hvilket - rent faktisk - er allestedsnærværende ved sådanne selskabelige sammenkomster.  Isla Blair (Lady Caroline Pontefract) og Liza Goddard (Lady Hunstanton) er eksempler herpå: de er populære navne øverst på plakaten, men de høster kun smil og småkluk frem for de mavegrin, der skal til for at skabe ægte engagement.  Faktisk er det i hele forestillingen kun én skuespiller - det andet hovednavn, Roy Hudd (der som 83-årig stadig er i fin form, om end til tider lidt kraftløs) - som den fordrukne og kedelige pastor Daubney, der opnår den jordbundne forbindelse til komediens mere basale side, som er helt afgørende, hvis vi som publikum skal føle noget for handlingen.

Desværre går de andre, uden tvivl dygtige, medlemmer af holdet alle efter en endimensionel fremstilling af brikker i et ikke særlig interessant puslespil.  Emma Amos er køn, men heller ikke mere, som Mrs Allonby, og Meg Coombs virker malplaceret som Lady Stutfield.  Georgia Landers kæmper med sin amerikanske accent som Miss Worsley, men får aldrig rigtig fat i, hvem hun er.  Tim Gibson er intetsigende harmløs som Gerald Arbuthnot.  Det bliver indimellem bedre med de mørke skygger, der kastes af Mark Meadows som Lord Illingworth, men han hæmmes af kun at møde papirstynde karaktertegninger omkring sig.  Med én undtagelse.  Katy Stephens' Mrs Arbuthnot, klædt i sort fløjl som en anden Hamlet, har en dyster vægt, der føles endnu mere akavet her end prinsen af Danmarks på Helsingør.  Men at smelte hendes alvorlige, martyragtige rolle - nærmest renset for morskab - sammen med de andres letsindighed i denne gruppe, viser sig at være en umulig opgave for Dromgoole.

Samtalerne - der er ingen egentlig handling at tale om - bevæger sig via en dagligstue efter middagen på slottet, så tilbage til terrassen i stjerne- og stearinlys, før det hele afsluttes næste dag i den mere beskedne stue i Mrs A's hus i Wrockley.  Hele vejen igennem er det kun Stephens, der formår at overbevise: hendes udfordringer skyldes primært manuskriptet, som venter til allersidste øjeblik med at afsløre det mod, der har holdt hende kørende i to årtier.  Det er længe at vente for en skuespillerinde, og hun gør et flot stykke arbejde med tålmodigt at udholde det.  Det står stadig tilbage at se, hvor godt publikum klarer mosten.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev