ANMELDELSE: Adam Pascal og Seth Rudetsky, Seth Concerts Online ✭✭✭✭✭

Julian Eaves anmelder Adam Pascal, der optræder sammen med Seth Rudetsky som en del af The Seth Concert Series Online.

Adam Pascal The Seth Concert Series: Med Adam Pascal og Seth Rudetsky

Online live søndag den 20. december, genudsendt mandag den 21. december

5 Stjerner

Seth Concert Series Website

En hjemsøgende stemning blev slået an i vintermørket af Pascals energiske og plagede fortolkning af en særligt sjælskvalende prolog fra 'Les Misérables' (Schönberg/Boublil).  Hans stemme lyder i den grad 'levet' i et nummer som dette: fuld af smerte og pinsler fra et forvirret og farligt liv.  Hvor er det dog rammende for vores tid.  Sidder vi ikke alle og skælver ved tanken om, hvilken svimlende højde af restriktioner vi næste gang bliver ophøjet til?  Om ikke andet indfanger dette nummer menneskelig lidelse i al sin hæslighed.

Og så starter de kvikke bemærkninger.  Man kan som regel regne med, at Rudetsky hiver endnu en veloplagt historiefortæller ind til denne serie af intime talkshow-koncerter med klaver, sange og en MASSE saftig, men i virkeligheden ret harmløs sladder.  Det er også en chance for verden til at følge med i begivenhederne i 'Sethland': Ved nærmere eftersyn bliver det hurtigt tydeligt, at denne kapelmester elsker at arbejde sammen med folk, han kender i forvejen, og det viser sig naturligvis, at de kender en masse af de andre, han kender, og så videre.  Det er bare én stor familie!  Hvor er det dog perfekt til denne højtid for delvise genforeninger og små sammenkomster.  Hvis I forstår, hvad jeg mener.

Noget af det fantastiske ved dette show, der præsenterer kunstnere med storslåede sangstemmer, er at høre dem tale vidt og bredt om, hvor frygtelig en stemme de har, og hvordan de aldrig har gjort noget for at passe på den.  Er det ikke utroligt?  Og så kaster de sig ud i for eksempel titelsangen fra 'Hair' (Ragni, Rado, MacDermot), hvor hæsheden i Pascals stemme antager en cool, funky klang af 60'er-rock.  Lige dér.  (Suppleret af et forrygende tenor-sirenekald i de høje luftlag).  Men han er også på hjemmebane: en vaskeægte rockmusiker, der har faldet sine varer til lidet værdsættende eller helt fraværende publikum.  Hans er en fortælling om menneskelig fiasko.

Seth Rudetsky

Hvilket er det utroligt inspirerende ved dette show: Det handler om mennesker, der ofte kommer fra tvivlsomme og ugunstige kår.  Og hvordan den menneskelige ånd sejrer over al modgang.  Uanset hvor skræmmende det ser ud.  Så, som ved et trylleslag fra Broadway, sneg chancen for at rykke ind i musicalteatrets verden sig ind i hans intetandende tilværelse.  Warner Baxter, kom tilbage, alt er tilgivet!  Og som det mest naturlige i verden landede han en rolle i den tragisk kortlivede Jonathan Larsons eneste fuldskala-musical, 'Rent'.

Derefter forsvandt vi ind i et af de totalt uplanlagte og helt originale tekniske 'uheld', som også er kendetegnende for dette usædvanlige set-up.  Disse er faktisk en fast del af oplevelsen, som altid formår at have en fuldstændig spontan og improviseret følelse over sig, hvor Seth fermt sender sine gæster en svær udfordring eller bliver helt paf over en uventet afsløring!  Det er lækkert og underholdende og varmer bedre i den lange vinternat end en halv liter bourbon.

Bedre endnu fik vi derefter 'Finale B' fra 'Rent', som Adam sang til sit eget akustiske guitarakkompagnement, hvilket gav optrædenen en rustik, country-agtig følelse (tænk 'Girl From The North Country').  Dette er musik, der stadig kaster en lang skygge foran sig.  Andre musical-komponister, selv dem fra rockverdenen, har svært ved at knække koden til det.  Man kan ikke kopiere det, og man kan heller ikke lade som om, det aldrig skete; men hvor går teatret hen, efter en dør bliver sparket ind på den måde... for så øjeblikkeligt at lukke igen?

'Aida' (Elton John/Tim Rice) er en del af svaret.  'Elaborate Lives' er en lækker tenor-powerballade for Pascal, især med Seth, der bidrager med nogle virkelig veltilrettelagte harmonier: Der gemmer sig en Bowie-agtig sprødhed i Adams klare noter, hvilket giver denne bemærkelsesværdige optræden masser af dybde.  Det er her, gæsterne virkelig brillerer i et format som dette – når de kan blive ved med at overraske publikum og afsløre endnu et sving eller en ny drejning på deres rejse.  Hvilket førte os, ulmende, ind i et smukt par Kander og Ebb-numre: ét fra et show, han spillede på Broadway, 'Cabaret', sangen 'Maybe This Time', der blev leveret i en sjælfuld og intim fortolkning, før den smeltede over i den anden, 'I Don't Care Much' – en sang skrevet under et middagsselskab som følge af et væddemål – som her lyder som en vals ind i kynisk resignation.

Derfra bevægede vi os ind i det vidunderligt følelsesladede territorium med Tim Rice, Benny Andersson og Björn Ulvaeus' 'Pity The Child' fra deres internationale megasucces, 'Chess': Pascal underspiller dens dimensioner med åndeløs intensitet og gør dens patos til en dæmpet bekendelse, før han åbner op for det dramatiske vingefang i en storslået teatralsk finale.  Det er ikke uden grund, at denne sang blev et hit.  I hænderne på en virkelig, virkelig dygtig sanger og skuespiller er den fænomenal.

Al denne verdensmætte melankoli blev dog varmet væk med et par minutter fra 'Memphis' (endnu en favorit i dette show, af David Bryan og Joe DiPietro) og 11 o'clock-nummeret 'Memphis Lives In Me'.  Det er et fantastisk nummer, der bliver siddende i hjertet længe efter, tonerne er døet ud.  Parker McGees 'I'd Really Love To See You Tonight' og 'I Can't Live, If Living Is Without You' (Pete Ham og Tom Evans, skrevet til Badfinger) udgjorde en rungende finale på denne koncert – endnu et par rocksange, der har fundet vej til musicalscenen, ligesom så mange mennesker også har gjort det.

Så... endnu et teknisk udfald for Adam.  (Hvis dette var den virkelige verden, ville han have fået chancen for at gå ud og skifte skjorte eller lignende).  Her mindes Adam, hvordan han plejede at synge 'Glory' i 'Rent'.  Men før vi nåede dertil, skulle vi have endnu et nummer med guitaren i front, 'It's Hard' – et nummer med alle de sædvanlige Pete Townsend-kendetegn: skarpe tekster, drivende harmoniske progressioner og sprøde rytmiske effekter.  En lille perle!

Og så sluttede vi vitterlig af med 'One Song, Glory' fra den evigt uundværlige 'Rent'.  En pragtpræstation.  En perfekt gave.