ANMELDELSE: Balletboyz – Them/Us, Vaudeville Theatre ✭✭✭

Julian Eaves anmelder Balletboyz' nyeste værk, Them/Us, som lige nu spiller på Vaudeville Theatre i London.

Balletboyz. Foto: George Piper Ballet Boyz: Them/Us Vaudeville Theatre, London

3. juni 2019

3 stjerner

Bestil nu

Det er lidt af en sjældenhed at opleve abstrakt dans i West End, selvom portionen her er i den mindre ende.  Seks mandlige dansere står på scenen i knap 55 minutter i alt, fordelt på to værker adskilt af en 20-minutters pause. Begge introduceres af lange filmklip, og for den oplevelse betaler man mellem £25 og £65 for en plads i enten stalls eller dress circle (the grand er lukket).  De to stykker er vidt forskellige.

Det første, 'Them', er et kollektivt skabt værk, der udspiller sig på en helt åben og rå scene. Danserne er iklædt det første af Katherine Watts kostumer – meget præget af 'streetwear' – mens de manipulerer, klatrer over og draperer sig omkring et rektangulært stålramme-skelet.  Det er en interessant øvelse ledsaget af behagelig og intellektuelt gennemtænkt strygermusik, komponeret specielt til lejligheden af Charlotte Harding, afbrudt af korte pop-sekvenser (som muligvis også er hendes).  Med så meget energi fra lydbilledet føltes det som en lettelse, da den massive rekvisit blev flyttet af vejen, og danserne endelig bare kunne... tja, danse.  Det er de nemlig ret gode til.  Det fik en til at undre sig over, hvorfor de overhovedet havde slæbt det store metalklatrestativ ind til at begynde med.  Andrew Ellis' lyssætning var funktionel, men med de bare bag- og sidevægge synlige for alle, virkede det som om, han havde valgt et look, der mest af alt lignede en 'prøve'.  Og i sidste ende er det netop det, stykket føles som.  (Mærkeligt nok viser alle pressefotos – af George Piper, formoder jeg – dette stykke med en jævn baggrund, der lader øjet fokusere på de menneskelige figurer.  Måske ville jeg synes bedre om værket, hvis jeg kunne se det uden forstyrrende wienerstiger og ledninger i baggrunden?)

Balletboyz. Foto: George Piper

Efter pausen forbedres tingene markant.  I 'Us' møder vi den entydige vision fra en fænomenal koreograf, Christopher Wheeldon, der besidder et mesterligt blik og en sikker, poetisk sans for grupperinger, linjer, tempo, form og variation – alt det, man forventer (og betaler for), at koreografi skal levere.  Dette løfter aftenens kunstneriske niveau betydeligt og lader første halvdel stå i skyggen.  Watt har givet drengene et markant skarpere look i dette stykke, og Ellis, Nunn og Trevitt samarbejder om en lyssætning med ægte teatralsk entusiasme, der skaber spændende dybde og dimensioner.  Og – gudskelov – behøver vi ikke længere stirre på de triste vægge: luksussen ved simple inddækninger, der skjuler den lurvede virkelighed bag scenen, er et kærkomment greb.  Desuden kommer musikken, der her bruger samme strygerbesætning men uden referencer til rockindustrien, fra en komponist med en langt mere inderlig og intens nerve, Keaton Henson. Hans pulserende og bankende lyd – arrangeret med suveræn teknisk finesse af Ben Foskett – sender tankerne mod Lou Harrison og reflekterer en form for passioneret tonalitet, der er mere end blot køn.  Dette er et værk, som ethvert kompagni ville være stolte af at have i deres repertoire.  Hvis det indgik i et program med tre værker af samme kvalitet, tror jeg, det ville være en yderst tilfredsstillende oplevelse.

Balletboyz. Foto: George Piper

Hvad angår de medvirkende selv, gør de det alle pænt.  I første halvdel holder deres egne trin (justeret af prøveleder Charlotte Pook samt de kunstneriske ledere og grundlæggere, Michael Nunn og William Trevitt) dem solidt i deres 'tryghedszone': de udfører alt pænt og ordentligt, men formår aldrig for alvor at løfte sindet eller ånden til nye steder.  Wheeldons langt mere præcise og dramaturgisk fokuserede sprog har en helt anden effekt: her ser vi holdet blive presset ud over det, de umiddelbart mestrer, og de må arbejde hårdt for at give hans idéer fysisk form.  Ja, indimellem er ensemblet ikke helt så skarpt, som det kunne være, og jeg spekulerer på hvorfor: har første halvdel lullet deres koncentration i søvn og fået dem til at miste lidt af den knivskarpe præcision, Wheeldon kræver?  Jeg er ikke sikker.  For god ordens skyld består hele holdet – hvoraf man ser seks ved hver forestilling – af: Edward Arnold; Benjamin Knapper; Paolo Pisarra; Harry Price; Liam Riddick; Dominic Rocca; Matthew Sandiford og Bradley Waller.

Kompagniets mission er at nå ud til et bredere publikum og gøre dans populært.  De har bestemt opbygget en trofast fanskare, og de fremmødte til premiereaftenen virkede begejstrede for det, de så.  Det er muligvis nok for det marked.  For dem, der ønsker lidt mere kød på de danseæstetiske ben, vil forestillingen måske efterlade en med en følelse af, at der manglede noget.  Og husk, uden pausen og filmklippene er det en meget kort forestilling.

BESTIL BILLETTER TIL BALLETBOYZ HER