ANMELDELSE: BKLYN The Musical, Streamet online ✭✭✭✭

Ray Rackham anmelder BKLYN: The Musical af Mark Schoenfeld og Barri McPherson, som i øjeblikket kan streames online.

Holdet bag BKLYN: The Musical. Foto: Sam Diaz og Dean Johnson BKLYN The Musical Kan streames nu

4 stjerner

I betragtning af hvor tæt vi er på genåbningen af de store scener (og de næsten daglige nyheder om genåbningsdatoer i West End), er det gribende, at en streamet produktion minder os om, hvilken livline teatret online har været. Mark Schoenfeld og Barri McPhersons BKLYN – The Musical er innovativ, pulserende og modig; den inviterer os til at tro på mirakler, antyder at kærligheden vinder til sidst, og minder os om, at alt er muligt. Dean Johnsons unikke, filmiske iscenesættelse gør meget for at bevise netop det ved at forene teater, film og koncertformatet på mesterlig vis.

Newtion Matthews. Foto: Sam Diaz og Dean Johnson

Newtion Matthews' karismatiske Street Singer træder ind i den rå skal af et lagerhus i Brooklyn-kvarteret 'The Boro', nikker til orkesteret (kapelmester Leo Munby, Richie Garrison og Georgina Lloyd-Owen) og får hurtigt selskab af det urbane og meget 'brooklynske' ensemble (Sejal Keshwala, Emma Kingston, Jamie Muscato og Marisha Wallace). Sammen fortæller de gadens eventyr om pigen Brooklyn (Kingston), der vokser op i en verden præget af tragedie, men ender som et sangtalent af de sjældne. Lyder det bekendt? Det kan skyldes, at en (anden) opsætning af BKLYN var en af de sidste fringe-forestillinger, der nåede at blive spillet, før lockdown, afstandskrav og forsamlingsforbud sendte os væk fra de skrå brædder og hen foran skærmen. Dette er en fuldstændig ny produktion med et helt andet hold bag sig, og den viser tydeligt, hvordan en ny fortolkning kan revolutionere et stykke, der oprindeligt landede som et fladt dæk på en sidegade i Greenwich Village.

Marisha Wallace. Foto: Sam Diaz og Dean Johnson

Denne udgave af BKLYN er blevet til et eventyr, der tager os direkte fra Manhattans Radio City og Madison Square Garden til parisiske caféer og barske narkomiljøer, mens rædslerne fra Vietnam aldrig er langt væk. På den måde undersøger BKLYN i høj grad bagsiden af den amerikanske drøm. Men denne fortælling om den anden side af den veltravede drøm er ikke bare dyster og deprimerende. Man skal lede længe efter så hjertevarm en glæde midt i skuffelserne, eller en vilje til at acceptere de knubs livet giver; det giver BKLYN et meget realistisk og modent præg og fylder den med håb. Som en karakter forklarer: "Når man befinder sig i USA's glemte sager, må man tro på, at alt er muligt." Det betyder ikke, at den ikke holder et spejl op for virkeligheden; Wallaces karakter Paradice, der taler til Amerika og spørger, om landet overhovedet er klar over den mørke underverden, det har skabt, er en stærk samfundskommentar til det, vi var vidner til i Capitol Hill tidligere i år. Det er fascinerende, fængslende og spændende på én og samme tid.

Jamie Muscato. Foto: Sam Diaz og Dean Johnson

Det er ikke alt, der fungerer. Der er visse mindre heldige øjeblikke: Ekkoet på Brooklyns afdøde mors vokal fjerner os for eksempel fra en ellers ægte scene og minder mere om fortidens spøgelser i en billig gyser. Og selvom musikken bliver spillet smukt, virker valget af instrumentering (udelukkende altsaxofon og cello) en anelse dateret og leder tankerne hen på New York a la William Finn eller Peter Allen. Forestillingen er uden tvivl bedst, når der bliver skruet op for funken – en fænomenal duet mellem Wallace og Kingston, hvor de kæmper om, hvem der er mest "Brooklyn", understreger dette exceptionelt godt. Muscato virker nærmest underudnyttet, indtil han leverer et af aftenens mest rørende øjeblikke, "Sometimes" (akkompagneret af resten af det utroligt stærke cast). Det er et vendepunkt i stykket og formidler et af musicalens stærkeste budskaber.

Holdet bag BKLYN

Andrew Exeters scenografi og lysdesign er absolut smukt; en blanding af varme nuancer og skarp dis oplyser en samling af revne og krøllede manuskriptsider, fritlagte bjælker og rustent stål, indrammet i en række interimistiske rammer i 'shabby chic'-stil. Exeter placerer forestillingen lige dér, hvor den hører hjemme, og ikke i det kunstige RENT-miljø, som den tidligere version i Greenwich havde. Dette sted føles som et levende, åndende Brooklyn og er visuelt bjergtagende. Men aftenens virkelige stjerne er Sam Diaz' videoredigering, som ironisk nok formår at bryde den fjerde væg, selvom vi har fjernsynsskærmen som en ekstra barriere. Som Kingston minder os om: "På ethvert gadehjørne kan roser skyde op gennem asfalten". Det er en fornøjelse at se BKLYN blomstre på denne måde.