ANMELDELSE: Boys From The Blackstuff, National Theatre ✭✭✭✭✭

Paul T Davies anmelder James Grahams Boys From the Blackstuff, som netop nu spiller på National Theatre.

Barry Sloane som Yosser. Foto: Alastair Muir Boys from the Blackstuff.

National Theatre

29. maj 2024

5 stjerner

Bestil billetter

Det er altid en fornøjelse, når den britiske regionalteater-scene indtager London med storm, og National Theatre er for alvor ved at blive en vigtig platform for dette. Efter fremragende samarbejder med Sherman Theatre i Cardiff og det mægtige Sheffield Theatres med Standing At the Sky’s Edge, præsenterer de nu Alan Bleasdales klassiker. Stykket blev først opsat på Liverpools Royal Court Theatre under Kevin Fearon, og spiller nu i en kort periode her på National, før det rykker videre til Garrick Theatre i West End. I tæt samarbejde med Bleasdale har James Graham bearbejdet serien fra 1982 til et velsmurt teaterstykke på godt to timer. Selvom vi mister lidt karakterudvikling undervejs, sidder det følelsesmæssige slag i mellemgulvet stadig lige så tungt. Vi følger en gruppe mænd, der alle tidligere har lagt ”the Blackstuff” (asfalt), men nu står over for et liv på dagpenge. De må arbejde sort for at få enderne til at mødes, mens de jages af myndighederne for socialt bedrageri. Da Thatcher lukkede store dele af industrien i 80'erne, rasede arbejdsløsheden og ramte over tre millioner mennesker.

Holdet på scenen. Foto: Alastair Muir

For dem, der kan huske serien, kan det hele opsummeres med ordene: ”Gizza job” – Yosser Hughes’ desperate brøl, mens han forgæves forsøger at holde fast i sit liv, efterhånden som alt bliver taget fra ham. Rollen bæres her med ekstra tyngde efter Bernard Hills nylige død, men Barry Sloane rammer Yosser perfekt og gør karakteren til sin egen. Han er voldelig, truende, desperat og alligevel elskelig, mens han traver scenen tynd og holder alle omkring sig på kanten af sædet. Det er smerteligt aktuelt, at hans råb stadig giver genlyd 42 år efter den oprindelige serie. Chrissie, der spilles formidabelt af Nathan McMullen, fungerer som vores guide gennem dette industrielle ødeland, som er perfekt indfanget af Amy Jane Cooks scenografi og kostumer. Philip Whitchurch leverer en rørende præstation som George, lokalsamfundets nestor, der driver en uofficiel rådgivning fra sin stue og mindes de blomstrende dage på havnen. Selvom ensemblet er præget af mænd, formår Lauren O’Neil i rollen som Chrissies kone, Angie, at formidle både fortvivlelsen og kærligheden knivskarpt. Humoren er kulsort, men rammer plet – og jeg kan bekræfte, at den klassiske skriftestols-vittighed stadig fungerer upåklageligt!

Barry Sloane og Dominic Carter. Foto: Alastair Muir

Dette stykke vil introducere Bleasdales klassiker for en helt ny generation. Der er måske lidt vel meget eksposition i første akt, og Graham leder længe efter den rette afslutning, før han finder den, men Kate Wasserbergs skarpe instruktion holder tempoet højt. Fællessangen sender tankerne mod Liverpool-filmstykker af Terence Davies, især Distant Voices, Still Lives, og gør selve byen til en karakter i sig selv. Midt i en britisk valgkamp er disse arbejderstemmer vigtigere end nogensinde at lytte til.

Spiller indtil 8. juni 2024