ANMELDELSE: Candide, Komische Oper Berlin ✭✭✭✭

Julian Eaves anmelder Leonard Bernsteins Candide på Komische Oper Berlin.

Candide. Foto: Monika Rittershaus CandideKomische Oper Berlin 22. august 2019 4 Stjerner Bestil billetter Leonard Bernstein er en musiker, der står mange berlineres hjerter nær: Det bekræftede han ikke mindst, da han kort efter Berlinmurens fald i 1989 ankom til byen for at opføre Beethovens 9. symfoni ved en friluftskoncert foran Rathaus Schöneberg. Det var det selvsamme sted, hvor en anden populær amerikaner, John F. Kennedy, år før havde gjort sig udødelig med de berømte ord: 'Ich bin ein Berliner'.  Lenny kom til at repræsentere noget helt særligt for folk her – især evnen til at acceptere og overvinde fortidens byrder og bygge nye broer af venskab og gensidig forståelse; to kvaliteter, der ikke ligefrem præger det nuværende forhold mellem USA og Tyskland. Og således, i fin tråd med 30-året for afslutningen på den kolde krig og 100-året for Bernsteins fødsel, var KOB begejstrede for i denne uge at kunne åbne deres nye sæson med en genopsætning af den kunstneriske leder Barrie Koskys dristige produktion af Bernsteins komplekse hyldest til europæisk kultur. En vovet og sprudlende charmerende komisk operette baseret på Voltaires pikareske bestseller om optimisme, der overvinder al modgang.  (Kompagniet har også 'West Side Story' på repertoiret, som vender tilbage senere på sæsonen).   Der findes utallige versioner af dette stykke, men den, der bruges her, er John Cairds mere eller mindre trofaste 'restaurering' af så meget af originalen som praktisk muligt, skabt til National Theatre i 1999 (endnu et jubilæum!). Den opføres – helt passende – med den fulde orkestrering, som Bernstein selv udarbejdede sammen med Hershey Kay, med tilføjelser af Bruce Coughlin.  Partituret nyder godt af langt mere sammenhæng end det noget løsrevne manuskript, som er et modigt, men ikke helt vellykket forsøg på at bringe den episke eventyrfortælling til scenen.  Pangloss' uendelige afbrydelser virker her som blylodder mod fortællingens ellers lette fremdrift. Andre produktioner har gjort meget for at integrere dem i dialogens flow: Lie er en fremragende sanger, men hans talestemme mangler variation.  Ikke desto mindre får vi også resten af det usædvanligt store og dygtige ensemble at se, som endnu en gang beviser deres verdensklasse. Fra de første takter af den sprudlende ouverture ved vi, at vi med musikalsk leder Jordan de Souza i spidsen er i vente på en medrivende og skarp fortolkning af det storslåede partitur.  Souza tager fat med store penselstrøg, smadrer ind i træblæsernes skingre passager og hamrer messingfanfarerne ud med den slags energi og fare, man normalt forbinder med Richard Strauss' bramfrie egomani eller Sjostakovitjs sardoniske raseri. Derefter tilfører strygerne langsomt varme og romantik til den musikalske palet, og skaber netop det komplicerede miks af stemninger, som de næste tre timer udforsker.  Intet af dette forbereder os dog på korets opsigtsvækkende entré, som høres snarere end ses, langt bag os – talende til os som fra en fjern fortid – i en krystalklar artikulation af en form for folkekoral (kormester David Cavelius).  For dem af jer, der endnu ikke kender det: Dette er musikteater af højeste karat, og det overrasker konstant – selvom den nådesløse iscenesættelse kan blive trættende. Rebecca Ringsts scenografi er en markant og kompromisløs 'black box', som med undtagelse af et par støjende vogne, der ruller af og på scenen i ny og næ, stort set er alt, vi har at kigge på under hele forestillingen.  Hun fylder den hyppigt med røg – lidt i stil med D.W. Griffith, der udfyldte hullerne i sit epos 'Birth of a Nation' – og denne røg lyssættes kærligt af Alessandro Carletti.  Skuespillerne er klædt i lidt af en rodebunke af stilarter og epoker af Klaus Bruns.  Man må selv vurdere det, men personligt føles parykker og kjolefrakker som det sidste, man har lyst til at se i et så utilgivende, brutalistisk landskab.  De er her i overflod, og det virker bare ikke helt rigtigt.  Langt mere passende er efter min mening de mange moderne kostumer, der indimellem tages i brug (f.eks. 50'er-stil eller nutidigt streetwear): Disse formår at minde os om, at alle historiens temaer – snobberi, mobning, migration som følge af krig, pest og fattigdom, grådighed, slaveri, seksuelt misbrug, prostitution, tyveri og mord – i høj grad er levende og nærværende her og nu.  Bruns' beslutning om at præsentere koret i Auto-da-fé-scenen med mænd i drag som Vegas-showgirls er et af hans absolutte geniestreger.  Men også soldaterne, der kommer ind og hamrer på trommer i en evokation af moderne amerikansk militær-chanting, vakte stor begejstring hos publikum, og her fungerede blandingen af de historiske kostumer og moderne adfærd blændende godt. Foto: Monika Rittershaus Koskys tilgang til instruktionen er – i starten – at få tingene til at bevæge sig så hurtigt som muligt med et tempo, der er lige på grænsen i hver scene.  Han er dog aldrig mindre end fuldstændig tro mod partiturets krav, og når Bernstein sætter tempoet ned, gør han det samme.  Det er dog i historiens senere, mere moralsk uklare episoder, at han tillader sig at slippe speederen helt og lade værket ånde.  Otto Pichlers koreografi gør det samme, og der er elementer af bemærkelsesværdig modernitet i det, de sammen opnår med fortællingen.  Til tider føles det som at træde ind i Roland Petits mest eventyrlige univers eller endda Pina Bauschs verden. Martin Bergers tysksprogede version af librettoen er relativt ny og ligger godt for sangerne, men meget af humoren går tabt (om det er i fremførelsen, oversættelsen eller bare publikums meget nøgterne mentalitet, er svært at sige).  På den positive side vejer de mørkere elementer i denne alvorlige iscenesættelse tungt og vil ikke blive glemt lige med det samme.  Hele holdet virker fuldstændig sammenspillet og ved præcis, hvad de laver. Intetsteds er dette mere sandt end i denne genopsætnings titelrolle, Johannes Dunz. Hans udseende som et klassisk filmido, hans atletiske figur (der gør sig godt i lederhosen) og hans vidunderlige tenor er et selvsikkert humanistisk statement mod scenografiens dystre rammer.  Som de to, der trækker i trådene omkring ham, er Tom Erik Lies Dr. Pangloss, Voltaire og Martin mindre overbevisende og tenderer mere mod karikatur.  Den samme grove bredde præger den tidlige udgave af Kunigunde (Cunegonde), men Meechot Marrero gør skaden god igen, når hun falder fra tinderne og leverer 'Glitter and be gay' som poledanser i en snusket natklub.  Ved hendes side er Frederika Brillembourg som den Gamle Dame en fantastisk burlesque-agtig karakter, og deres duet i starten af anden akt er oprigtigt morsom, selv i de barske omgivelser.  Et andet vellykket par er Dominik Köningers Maximilian og Maria Fiseliers Paquette, som også får meget ud af deres adskillige andre roller. Dette er en enorm, vidtfavnende fortælling, der skildrer en verden i opbrud (sammenligningen med Griffith var ikke tilfældig).  Andre bemærkelsesværdige optrædende i de mange biroller er den imponerende Ivan Tursic (som flere gange er tæt på at stjæle billedet fra alle andre), Timothy Oliver, Frank Baer, Saskia Krispin, det vidunderlige nye talent Daniel Foki, Tim Dietrich, Matthias Spenke, Carsten Lau, Thaisen Rusch og Sascha Borris.  Udover alle disse medvirker snesevis af dansere og kormedlemmer, og når de alle går i aktion sammen, skabes et storslået skue.  Scenen i Eldorado er tryllebindende, hvor røgfyldt luft fyldes med langsomt faldende flager af glitrende guld.  Og den afsluttende, fyldige koral er symfonisk i skala og rammer med en enorm kraft. Alt i alt en stjernespækket start på et spændende år for kompagniet og et værdigt bidrag til mindet om en af musikverdenens mest bemærkelsesværdige skikkelser.  Spiller som en del af repertoiret.