ANMELDELSE: Cinderella, London Palladium ✭✭✭

Askepot

London Palladium

15. december 2016

3 stjerner

Bestil billetter

I år er den store pantomime vendt tilbage til London Palladium, og det er i sandhed en spektakulær begivenhed. QDOS Entertainment har ikke sparet på noget i denne stjernespækkede opsætning, men i sidste ende melder spørgsmålet sig: Gør de mange penge det rent faktisk til en bedre forestilling?

Askepot er måske den mest populære pantomime, der findes. Det er den klassiske fortælling, som de fleste kender, og den er ganske enkelt fortryllende.

Der er meget at beundre ved scenografien og kostumerne. Der er nok glitter til at blænde halvdelen af publikum, især når Julian Clary i rollen som Dandini viser sine vilde kostumer frem i en parade, der går fra det sublime til det direkte vanvittige. Det ligner en millioninvestering i glimmer på scenen, og det er et vidunderligt syn. Med en scene så stor som Palladiums kan shows nemt risikere ikke at leve op til forventningerne – det her er trods alt Palladium, og her forventer man noget STORT. QDOS har dog flere tricks i ærmet med ekstravagante overraskelser, når det gælder transporten til bal og en vis tur på en Vespa tilbage til paladset. Ganske magisk.

Paul Zerdin stjæler showet som den sympatiske Buttons. Denne gudsbenådede entertainer havde publikum med sig hele vejen, og jeg er ret sikker på, at de små piger ved siden af mig flere gange undervejs mente, at han burde være endt sammen med Askepot. Amanda Holden så fantastisk ud som den gode fe; med en stemme der mindede om Julie Walters, svang hun tryllestaven og leverede varen. Natasha J Barnes beviste endnu en gang, at hun er en stjerne på vej op; hun var helt perfekt som den undertrykte pige med et hjerte af guld, der vinder sin prins mod alle odds. Som prinsen var Lee Mead ganske passende, men han fik desværre ikke så forfærdeligt meget at lave. Den største fornøjelse kom måske fra den fabelagtige Nigel Havers, der tog imod en hel aften med drillerier og spot med ophøjet ro og lignede verdens bedste kammerat.

Paul O'Grady spillede en perfekt ond Baroness Hardup – komisk perfektion, og det var skønt at se Paul tilbage på scenen for fuld udblæsning. Julian Clary var Julian Clary; fyldt med tvetydigheder, affekteret og i gang med sit sædvanlige show, og her ligger et af mine to kritikpunkter. Som en familievenlig forestilling ville en enkelt joke eller to til de voksne have været nok, men den aften, jeg var der, blev de kovede vittigheder ved og ved med at rulle ind over scenekanten, grænsende til det decideret platte. Hvis man skar 80 % af Clarys sludder væk, ville aftenen have haft en mere passende længde og været langt mere familievenlig. Da jeg talte med forældrene omkring mig i pausen, var de fleste utilfredse med netop den del af showet.

Alle de traditionelle elementer er til stede og leveres fornemt, inklusive det hysterisk morsomme "If I Were Not In Panto"-nummer, som fik salen til at hyle af grin. Zerdin kæmpede en brav kamp for ikke at blive overstrålet af de fire små børn, der var udvalgt til at komme op på scenen, men han var klog nok til at vide, hvornår han var tæt på at blive slået. Ganske perfekt!

Forestillingen har et fantastisk kor, men om det skyldtes Andrew Wrights overkomplicerede koreografi eller tekniske problemer den pågældende aften, så lignede nogle af de større numre mest af alt et færdselsuheld på motorvejen. Jeg håber, det bliver løst i løbet af sæsonen.

Alt i alt er dette en forestilling, der er præcis så spektakulær og over-the-top, som en julepantomime bør være. Man får bestemt fuld valuta for pengene på scenen, og publikum elskede det. Personligt ville jeg bare have ønsket lidt færre lumre undertoner og lidt mere familieunderholdning.

BESTIL BILLETTER TIL ASKEPOT I LONDON PALLADIUM