ANMELDELSE: Closer To Heaven, Above The Stag Theatre London ✭✭✭✭

Julian Eaves anmelder Closer to Heaven, en musical skabt af Jonathan Harvey og The Pet Shop Boys, som lige nu spiller på Above The Stag.

Closer To Heaven

Above The Stag

10. juli 2019

4 stjerner

Bestil billet nu Dette producerende teater arbejder sig støt igennem Jonathan Harveys samlede værker for scenen, og turen er nu kommet til en genopsætning af hans knap 20 år gamle musicalsamarbejde med The Pet Shop Boys. Historien følger en dysfunktionel genforening mellem far og datter i storbyens glitrende, men luskede natklubmiljø.  I David Shields' forrygende scenografi – på én gang enkel og panoramisk – og med lysdesign (som er ALT-afgørende her) af geniale Jack Weir, ser vi Steven Dexters smidige produktion. Sammen med Ashley Luke Lloyds karakterfulde koreografi skabes et univers, hvor en broget skare af skæve eksistenser flakser hid og did, mens deres historier krydser hinanden i scener præget af næsten evigt mørke, afbrudt af farvestrålende neon og Ben Waldens skarpe videoanimationer.   Det er en visuel nydelse, og med PSBs' spændende og eklektiske partitur, der pumper eller klimprer gennem de filmiske scener, er det som regel også en fryd for ørerne.  Selvom deres forsøg på at skrive recitativ ofte virker noget vaklende, er de selvstændige numre fremragende.  Eksempelvis havde jeg ikke hørt 'For All Of Us', siden jeg så den oprindelige opsætning på The Arts Theatre, og to årtier senere føles den stadigvæk helt frisk.

Mindre sikker på benene er Harveys manuskript, der er et stykke tid om at finde fodfæstet gennem de noget flakkende scener i den næsten uendeligt ekspositionstunge første halvdel. Tingene tager dog fart ved aktens klimaks, hvor den frafaldne far endnu engang kaster sig ud i narkomanens fortabelsre – hvilket bringer ham tættere på helvede end noget andet sted.  Denne eskatologiske dialog er dog – alt i alt – ikke det, som showet egentlig ser ud til at handle om.  Hvis man tager sig tid til at læse den lange artikel i programmet, hvor 'drengene' diskuterer deres tilgang til værket, og hvordan de arbejdede med eller udenom Harvey, fremstår intentionen snarere som en udforskning af en stemning eller atmosfære.  Lidt ligesom et popalbum, måske.  Bare bragt til live på scenen.  I lyset af at deres liveshows i det seneste årti har været stærkt inspireret af film, teater og arkitektonisk design, giver det god mening.  Når man anmelder forestillingen, er det nok bedst at have dette in mente.

Centralt for oplevelsen står Billie Trix, der her får en usædvanlig markant og dyster gestaltning af Adele Anderson fra Fascinating Aida.  Hun er en slags blanding af feltmarskalinden fra 'Rosenkavaleren' og konferencieren fra Neil Tennant og Chris Lowes eget foretrukne lystspil, 'Cabaret'. Hun elsker at kommandere med folk og kommentere kærlighedens mange glæder og pinsler, mens hun holder sig i gang med så mange elskere og intriger som muligt.  Ligesom resten af manuskriptet er Trix stærkest i anden halvdel: hendes 'Friendly Fire' er en smukt intelligent kommentar til den generation og holdning, hun repræsenterer, og Anderson ved præcis, hvordan den skal leveres for at opnå størst effekt. Interessant nok finder hun flere nuancer af humor i rollen, i takt med at tonen bliver mørkere, hvilket letter de skygger, hun fører os ind i.

Lige så beundringsværdig er det andet omdrejningspunkt i denne malstrøm af umoral og usikkerhed: 'Straight' Dave, her skabt af den charmerende debutant Blake Patrick Anderson (så vidt jeg ved ingen relation til Adele), er lige ankommet til storbyen fra den betydeligt mindre oplyste og dekadente irske republik. En stor del af forestillingen opleves gennem hans uerfarne og tillidsfulde øjne.  BPA gør det glimrende, og hans rejse gennem hele forestillingen er det tætteste, vi kommer på en fuldt realiseret karakterudvikling.

Tæt efter følger hans on-off kæreste, Maddy Banks' bramfrie og viljestærke Shell Christian.  Hun må kæmpe sig gennem en række mere eller mindre utilfredsstillende forhold til mænd, herunder sin far – Christopher Howells Vic Christian – og go-go-danseren og den håbefulde popsanger, Dave.  Men disse forhold lider skibbrud på grund af misbrug på den ene side og biseksuelle komplikationer på den anden.  For ikke nok med at Dave skal afvise et tilnærmelsesforsøg fra sin kæreste far (jeg håber, I hænger på), så ender han også hos den lokale pusher, Mile End Lee – spillet af den altid seværdige Mikulas Urbanek – som selv kæmper med sine egne dæmoner.

Og problemerne stopper ikke her.  En yderligere komplikation i denne i forvejen overfyldte mis-en-scène er den rovgriske pladeproducer og generelt usympatiske Bob Saunders, der lover at gøre Dave til popstjerne. Det er endnu en saftig karaktertegning fra den elegante og vittige Ian Hallard, som ikke lader sig mærke af den tunge byrde af narrative detaljer, han skal introducere relativt sent i forløbet.  Han har på sin side – selvfølgelig – sine egne spændinger, som bliver ekspertisefuldt leveret af den dygtige Aidan Harkins i rollen som hans håndlanger, Flynn.  Det brogede billede fuldendes af en kvartet af dansere og medløbere: den superatletiske Rhys Harding, Matthew Ives og de travle piger, Billie Hardy og Hollie Smith-Nelson.

Jeg skal ikke lade som om, at handlingen var særlig gennemskuelig for mig, første gang jeg så stykket, men det ramte noget i mig, så jeg glædede mig til at se det igen.  Ved andet gennemsyn er de komplicerede indbyrdes forhold langt mere forståelige.  Men i dagens verden kan man naturligvis ikke forvente, at publikum kommer to gange for at se en forestilling blot for at rede trådene ud i det tætpakkede plot.  Når – endelig! – alle disse elementer er blevet møjsommeligt samlet og forklaret på scenen, giver Harvey sig tid til at udforske deres mere meningsfulde og engagerende interaktioner.  Men siden premieren, og på trods af et par væsentlige genopsætninger i mellemtiden, er denne forestilling stadig en svær nød at knække, da de grundlæggende problemer fortsat eksisterer.

Det bør dog ikke afskrække fans af sangskriverne, som leverer en lang række suveræne sange, der her bliver fortolket ærligt og solidt af et talentfuldt og dedikeret cast.  Første halvdel flakker måske en smule, men udbyttet i anden del er absolut værd at vente på.  Rigtig god fornøjelse!

BESTIL BILLETTER TIL CLOSER TO HEAVEN HER

Fotos: PGB Studios