ANMELDELSE: Faith, Hope and Charity, National Theatre ✭✭

Julian Eaves anmelder  Faith, Hope and Charity af Alexander Zeldin, som lige nu spiller i Dorfman Theatre på National Theatre.

Celia Noble i Faith, Hope and Charity. Foto: Sarah Lee Faith, Hope And Charity

Dorfman Theatre, National Theatre,

17. september 2019

Bestil billetter

Lord Cottesloe lagde i sin tid navn til en af de tre scener i National Theatres hjemsted på South Bank; i dag er han kun til stede i et enkelt selskabslokale, hvor pressen blev gennet ind i pausen til premieren på dette nye stykke, skrevet og instrueret af Alexander Zeldin.  Rummet er næsten helt umøbleret, bortset fra en stor bogreol i den ene ende, fyldt med manuskripter og bøger skrevet af dramatikere.  Blandt disse faldt mine øjne på Arnold Weskers eftertænksomme og provokerende 'As Much As I Dare'.  Jeg tog den ned fra hylden og besluttede mig for at lade tilfældet råde: Jeg slog op på en tilfældig side og lod blikket lande uvejledt på de ord, der lå tættest på mit fokus, for at se om de kunne give mig en form for spirituel vejledning til min videre færd.  Fascinerende nok læste jeg følgende ord, som ikke er Weskers egne, men citater han bruger: '... hold dig fra prosa... hold dig til poesien...'  Det var et råd, han fik som ung forfatter.  Selvom jeg ikke er typen, der udsætter den Almægtige for 'højere kritik', følte jeg alligevel behov for en form for forsikring: Det, jeg havde læst, var trods alt ikke Weskers egne ord, men 'fundne' ord.  Jeg havde brug for noget fra hans egen stemme.  Derfor tog jeg et andet bind ned, hans 'Social Plays', og ud af den faldt denne magiske linje: 'Sandheden er sandheden - knusende'.

Foto: Sarah Lee

Med disse tanker i hovedet vendte jeg tilbage til salen for at se færdig på premieren af dette stykke med den religiøse titel (hentet fra Første Korintherbrev 13,13: 'Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden').  Titlen er stort set det eneste mystiske ved stykket.  Alt andet er rå, triviel og hyperrealistisk banalitet, hvor Marc Williams’ skarpe, intetsigende belysning i salen suger os ind i den samme charmeløse verden som Natasha Jenkins’ super-naturalistiske scenografi (hun har også klædt skuespillerne i en nådesløs hverdagsagtig middelmådighed).  Men midt i fundablokkene og krydsfinerpladerne har Jenkins dog indsat tre neoklassiske frikirkevinduer, der antyder en forsvunden religiøsitet, som manuskriptet aldrig selv italesætter – det midterste er en anelse højere end de to andre.

Nick Holder og Dayo Koleosho. Foto: Sarah Lee

Hvad angår resten af stykket, ja, så er der ikke meget at komme efter, og det er blottet for poetisk inspiration.  Det minder om et gensyn med Gorkijs 'Natsygelet' – henlagt til et dagcenter for hjemløse, udstødte og nødstedte – men det er virkelig en fattig slægtning, der mangler substans på næsten alle punkter.  Jeg ved ikke, hvor mange i publikum der selv har levet under de forhold, der skildres på scenen.  Jeg kan ikke sige, hvor mange der har oplevet hjemløshed, fattigdom, sult, kulde og isolation personligt, men i mange år var disse ting dominerende i mit liv og i de menneskers liv, jeg mødte.  Den virkelighed genkendte jeg dog på ingen måde i Zeldins opsætning.  Han har tilsyneladende hørt stemmerne fra de folk, han repræsenterer; han har set deres samfund – så meget er møjsommeligt og sikkert også oprigtigt genskabt her.  Men det mangler mandsmod og ånd.  Det er en form for 'halal-teater': et billede af livet, der er indfanget og langsomt tømt for blod, før det serveres for publikum.  Overfladisk virker det plausibelt, men ser man efter, afslører det sig hurtigt som et falsum.

Alan Williams. Foto: Sarah Lee

Dette er en verden udelukkende befolket af tabere.  Da jeg kun selv har oplevet energi og vitalitet blandt fattige, desperate og marginaliserede mennesker, kom det som et chok at skulle sidde igennem to og en halv times svaghed, klage, fortrydelse, undskyldninger, benægtelse og bebrejdelser.  Det hele er rammet ind på en så selvbevidst kunstløs måde i et forsøg på at overbevise os om dets ægthed.  Folkene i dette rum sidder og taler og taler og taler med en total mangel på den dynamik, som er så kendetegnende for det miljø, jeg kender fra mange år her i London.  Den flade snak er næsten endeløs og genfortæller altid begivenheder i anden hånd – begivenheder, der kunne have været medrivende dramatik, hvis instruktør-forfatteren havde givet dem lov.

Tilsyneladende er dette et rige styret af Cecilia Nobles 'Hazel', matronen – hvis forhistorie vi kun får de mest overfladiske glimt af – hvis helgenagtige omsorg holder liv i det glorificerede folkekøkken.  Hendes præstation er, ligesom de fleste andres, tålmodig og tolerant, og hun gør sit bedste for ikke at tiltrække for meget opmærksomhed til de sørgelige mangler i tekst, opbygning og stil.  Allerede fra første scene står det dog klart, at hendes dramatiske funktion er en anden: Hun er blot en af flere kvinder, der kredser om en langt vigtigere figur, nemlig en mand – Nick Holders småborgerlige og vigtigper-agtige 'Mason'.  I teorien er han kommet for at lede et 'kor', og på en måde er der et 'plot', der bygger op til det store klimaks, hvor de rent faktisk synger et par popnumre (tænk på David Greigs langt bedre 'The Events' fortyndet med 10 dele mudret herrevand).  Men jeg tror, hans dramaturgiske eksistensberettigelse er en helt anden.  Fra start af kan Hazel ikke tage øjnene fra ham, og snart kaster Susan Lynchs karikerede, fejlslagne mor 'Beth' sig gentagne gange om halsen på ham, viser ham sine bryster og overøser ham med lidenskabelige kys.  Sikke en fyr.

Ayomide Mustafa. Foto: Sarah Lee

Imens bliver Dayo Koleoshos 'Karl', Corey Petersons 'Anthony' og Nathan Armakwei-Laryeas navnløse ensemble-rolle alle ignoreret.  Det samme gør Bobby Stallwoods (ganske vist kun 16-årige) 'Marc'.  Rent kønspolitisk er det 'interessant' at se på.  Hov, var der nogen, der nævnte politik?  Jeg tror, at der et sted bag plaststole og papirservietter er tænkt ind en 'implicit' diskussion af – hvad er det nu, man kalder det – 'brændende aktuelle' samfundsemner.  Men Zeldin sørger for, at ingen nogensinde får lov til at træde op på scenen og give disse emner krop, hvad enten det er en journalist eller en sagsbehandler – eller enhver form for autoritet, der potentielt kunne overtrumfe den eneste tilladte alfahan, 'Mason' (hvis navn klinger af både 'håndværker' og 'frimurer').  Hmmmm....

Resultatet er et stykke fuldt af ord, men uden skyggen af drama.  Det generede dog ikke premierepublikummet: De fleste lo pligtskyldigt igennem talkshowet på scenen og sprang op ved tæppefald for at hylde det til skyerne.  Og jeg kan ærligt talt ikke begribe hvorfor.  Jeg ved det ikke.  Måske har jeg taget helt fejl.  Måske ved de alle sammen, hvordan den verden i virkeligheden ser ud, og det er mig, der tager fejl.  Jeg lader mig gerne rette.  Imens må vi nøjes med underbelyste roller til Hind Swareldahabs 'Tharwa' og hendes barn 'Tala' (Kamia Hunte, Ayomide Mustafa eller Ashanti Prince-Asafo), plus de spildte statister Sarah Day, Shelley McDonald og Carrie Rock.  Marcin Rudy bidrager med en smule bevægelse.  Og så er der Alan Williams’evigt klynkende 'Bernard'.  Af alt det, jeg husker om folk fra det miljø, følte ingen af dem nogensinde, at de skulle sige 'undskyld' for hvem de var, eller hvad de gjorde.  Så det gjorde de aldrig.  Der er et par halvhjertede vredesudbrud her, men intet opbygger nogensinde den nødvendige energi til at føre nogen vegne.

Bobby Stallwood. Foto: Sarah Lee

Det hele ender med at føles meget uoriginalt og færdigtygget, hvor enhver ansats til teatralsk fremdrift bliver kvalt, før den når at udvikle sig.  Set fra mit, indrømmet, begrænsede perspektiv, er det utroligt skuffende.  Folk fra samfundets bund er i min erfaring nogle, der sjældent spilder tiden og går direkte til sagen, men her virker de ikke engang til at forstå, hvad sagen er.  Jeg vil slutte med et eksempel: En dag, da jeg sad hos frisøren, brasede en lokal knægt ind, ivrig efter at sælge et dyrt kamera, han lige var kommet i besiddelse af – hurtigt, kontant og uden spørgsmål.  Han spurgte mig.  Jeg stillede ham nogle tekniske spørgsmål om apparatet.  Han afviste mig muntert men høfligt med ordene: 'Jeg er tyv, ikke fotograf'.  Jeg vil vove at påstå, at den knægt forstod mere om præcis, velskrevet dialog med øjeblikkelig dramatisk effekt, end den flittige, men tunge hr. Zeldin nogensinde kommer til.  Sandheden er sandheden – og den er knusende.  Og det er præcis det, man ikke får her.  Der er gode intentioner fra skuespillere og teknikere, men intet kan redde et ordrigt, statisk og livløst manuskript.