ANMELDELSE: Fleabag, Wyndham's Theatre, London ✭✭✭✭

Paul T Davies anmelder Phoebe Waller-Bridges Fleabag, der netop nu spiller en begrænset og helt udsolgt sæson på Wyndham's Theatre i London.

Phoebe Waller-Bridge i Fleabag. Foto: Matt Humphrey Fleabag

Wyndham’s Theatre, London.

29. august 2019

4 stjerner

Hvis du aldrig har hørt om Phoebe Waller-Bridge, hendes karakter Fleabag og den efterfølgende hitserie, så er du for alvor ude af trit med tidens kulturelle zeitgeist! Monologen blev opført første gang på Edinburgh Festival Fringe i 2013, vandt den ene pris efter den anden og blev nomineret til en Olivier Award efter spilleperioden på Soho Theatre. Resten er legende; hun er i dag en af de mest hyldede og elskede dramatikere og skuespillere i Storbritannien. Nu får stykket sin West End-debut som en sidste æresrunde for Fleabag, og man mærker kærligheden til Waller-Bridge strømme gennem salen, så snart man træder ind. En ven bemærkede over for mig, at denne forestilling u2013 som er fuldstændig udsolgt (selv de dyreste billetter), hvor køen til de få billige dagsbilletter starter før daggry, og som har et dagligt lotteri u2013 er "kritiker-sikker". Og ja, det er den, især når manuskriptet og skuespillet er af denne kaliber. (Anden sæson af Killing Eve var en knusende skuffelse, netop fordi Waller-Bridge ikke sad ved skrivebordet).

Den bedste måde at opleve teaterstykket på er ved at give slip på alt det, du ved fra tv-serien; dette er begyndelsen, selve oprindelseshistorien. Fleabag-fans vil genkende øjeblikke og karakterer og vil finde det fascinerende at se, hvordan de sidenhen udviklede sig. Men i cirka en time er vi tilbage hos Fleabag, hendes bedste veninde Boo, marsvinet Hilary og alle de mænd, Fleabag går i seng med. Herligt nok møder vi også Joe u2013 en ukulele-spillende, ældre herre, der ikke er med i tv-serien u2013 hvis dybe optimisme og livsglæde udfordrer Fleabags depression. Waller-Bridge leverer en utroligt fængslende præstation; det er en hyldest til hende, at hun stadig elsker karakteren og suset fra et live-publikum; hun hviler aldrig på laurbærrene. Stykket er vidunderligt beskidt (selv tabloidavisen The Sun mødte op og opdagede dette flere år efter alle os andre), hylende morsomt i sin ærlighed og skaber en stærk forbindelse til kvinderne i salen (og de homoseksuelle mænd!).

Phoebe Waller-Bridge i Fleabag på Wyndham's Theatre. Foto: Matt Humphrey

Men det, Waller-Bridge for alvor rammer plet med, er ensomheden u2013 ensomheden, når man sørger over en afdød mor og en tabt veninde. Ensomheden i promiskuiteten, når man vil gøre hvad som helst og gå i seng med hvem som helst for at undgå at tage hjem; ensomheden i et parforhold, følelsen af at være familiens sorte får, fordi man er stemplet som den "mærkelige", og selv ensomheden blandt marsvin. Hun viger ikke uden om de mindre sympatiske sider af karakteren; indimellem kan man ikke lide Fleabag, men man forstår altid hendes valg, og man bliver dybt berørt af hende, mens man svinger mellem latter og vemod.

I en sal af denne størrelse kan man uundgåeligt miste en smule af den intimitet, showet kræver, alt efter hvor man sidder, og det føles stadig lidt som en fringe-forestilling (de kommende biograf-screeninger vil muligvis gavne forestillingen endnu mere). Intet er ændret; hverken Vicky Jones' fintfølende instruktion eller Holly Pigotts scenografi. De 65 minutter føles måske en kende korte, og det havde været rart med lidt nyt materiale. Men hvis dette er et endeligt farvel til karakteren (og jeg føler, det er tid til at komme videre, da jeg glæder mig vildt til at se, hvad hun finder på næste gang), så er det stående bifald en passende tak til en dramatiker, der er på toppen af sin karriere.