ANMELDELSE: Happily Ever Poofter, King's Head Theatre ✭✭✭✭

Julian Eaves anmelder Happily Ever Poofter på King's Head Theatre, London.

Foto: Rah Petherbridge

Happily Ever PoofterKing's Head Theatre – 23. januar 2020 – 4 stjerner Bestil billetter Denne solo-musical blev oprindeligt skabt på den legendariske Royal Vauxhall Tavern sidste år, og siden da er showet bare vokset og vokset.  Efter forestillinger på Above The Stag og Canal Café Theatre meldte det alt udsolgt på Edinburgh Fringe sidste sommer, og ligeledes – for en kort bemærkning – her på samme adresse i september.  Manuskriptet er blevet finpudset betydeligt; man har droppet de tidligere lidt belærende politiske undertoner til fordel for et skarpere fokus på den bramfrie, kiksede og drag-inspirerede humor, som var showets oprindelige gnist.  I juli var det fyldt med lovende takter og glimt af inspiration; nu gnistrer det af energi og showbiz-overskud… omend budgettet stadig er beskedent. Dette er historien om en homoseksuel Disney-prins, som lever et ulykkeligt liv i tegnefilmsfigurernes idylliske paradis.  Hans ’gudfar’ sender ham til det moderne London for at leve frit og søge efter den sande kærlighed.  Her begiver han sig ud på en hvirvelvindsturné gennem det københavnske – undskyld, det londonske – queermiljø, med stop ved alle de kendte steder fra Vauxhall og Soho til Hampstead Heath.  Med et væld af skarpe og opfindsomme Disney-parodier – hvor både manuskript og sangtekster er skabt af performeren Rich Watkins selv – bliver dette en munter, fræk og til tider rørende forestilling, der sætter gang i fantasien og løfter humøret.  Med en fiks lille scenografi af Alicia Fowles, kostumer skabt af multitalentet Watkins i samarbejde med 'Bourgeoisie', flot lyssætning af David Digby og et medrivende lyddesign, er det en fornøjelse for både øjne og ører.  Endnu vigtigere er det, at Watkins har skabt et langt strammere og mere poleret manuskript: Erfaringen med at spille showet hver aften i Edinburgh har givet ham et fantastisk greb om publikum og tilført masser af nuancer til hans legende interaktion med salen.  Han fortsætter med at tiltrække et bredt publikum; selvom han taler direkte til det homoseksuelle miljø, formår han i den grad at vinde opbakning fra et bredere mainstream-publikum.  Samtidig mestrer han en af de sværeste discipliner: solo-musicalen.  Det er ingen ringere præstation at have skabt så stor en succes med det format.  En væsentlig årsag til showets løft er bidraget fra Watkins' medproducent og instruktør, Denholm Spurr. Spurrs skarpe blik har løbende slebet materialet til en endnu mere strømlinet og professionel form: Stilen lægger sig tæt op ad stand-up cabaret… men i en narrativ kontekst.  Han afbalancerer de to genrer med behændig snilde, sublimt bakket op af Simone Murphys stemningsfulde koreografi.   De deler alle en dyb tro på projektet, og den enorme energi, de lægger i udviklingen, er det, der har ført det så vidt – og som med garanti vil drive det endnu længere på den rejse, der kun lige er begyndt. Forestillingen spiller nu på King’s Head i tre uger, før den drager på en international turné til Australien, Tyskland, Tjekkiet og muligvis også Frankrig og Belgien, inden turen går tilbage til Edinburgh til sommer.  At have opnået dette på så kort tid med deres første produktion er ret imponerende.   Der er uden tvivl stadig detaljer, der kan forfines, men tempoet i udviklingen viser tydeligt, at her er tale om talenter med en særlig indsigt og fantasi.  Jeg lo højt og længe under denne forestilling og gik derfra i markant bedre humør.  En lykkelig slutning?  Vel, for dette show er slutningen slet ikke i sigte endnu, men indtil videre har det været en fantastisk tur.  Se det, mens du har chancen.