ANMELDELSE: En stor chance, Et talende hoved (Talking Heads) ✭✭✭✭

Paul T Davies anmelder Jodie Comer i Her Big Chance, en del af Alan Bennetts Talking Heads, som nu kan streames på BBC iPlayer.

Jodie Comer i Talking Heads: Her Big Chance.

Kan streames nu på BBC iPlayer.

4 stjerner

Se den nu

En af udfordringerne ved at genindspille klassiske tv-spil – og grunden til en vis skepsis hos seeren – er, at originalerne er så elskede, at det kan være svært at ryste den første præstation af sig. Denne række af Talking Heads har dog været en sand fornøjelse, fordi hver enkelt skuespiller står stærkt ved siden af den oprindelige præstation, og enkelte (særligt Tamsin Greig og Martin Freeman efter min mening) har ligefrem gjort rollerne til deres egne. Her Big Chance er den eneste, hvor jeg føler, at jeg stadig kan høre den oprindelige skuespiller, Julie Walters, i tekstens rytme og taleform. Det skyldes to ting: dels at stykket tydeligvis er skrevet med Walters i tankerne, og dels min egen milde besættelse af netop denne monolog – en af Bennetts absolut bedste, som jeg kan citere i søvne.

Det skal dog ikke tage noget fra Jodie Comers præstation som Lesley – en skuespillerinde, der bryster sig af sin professionalisme, selv når det bare gælder en statistrolle. Hun har arbejdet med Roman Polanski på Tess (hun spillede Chloe, hende bag på vognen), og nu har hun fået en rolle, som hun håber vil gøre hende berømt. Som beskuer indser man dog hurtigt, at den snarere vil gøre hende berygtet, da der tydeligvis er tale om en lavbudget-softpornofilm, der i første omgang skal udgives i Tyskland og muligvis Tyrkiet. Lesley undrer sig over, hvorfor hun altid castes som den letsindige pige, mens hun går i seng med mænd, der absolut ikke kan fremme hendes karriere. Sådan er hendes naivitet og higen efter succes.

Hvad der har ændret sig siden den første visning, er naturligvis #MeToo-bevægelsen. Mænd som Spud, der insisterer på, at de ikke bare er ude på at få Lesley i seng (”Jeg har en søn i hotelbranchen og en datter med kun én nyre,” siger Spud for at overbevise hende om, at han ikke er den type), virker i dag endnu mere luskede, selvom det stadig er morsomt. Det giver denne genopsætning et frisk pust, og Comer formår om noget at fremhæve Lesleys sårbarhed endnu tydeligere. Josie Rourkes instruktion holder en vis afstand – den første scene er filmet gennem et vindue – hvilket jeg føler distancerer os en smule fra karakteren. På den anden side kommer vi aldrig helt ind bag facaden på den ”ægte” Lesley; hun optræder altid, og hendes sande jeg afsløres kun i flygtige, sørgmodige og skamfulde blik direkte i kameraet. Selvom det lyder dystert, er det også klassisk komedie. Mine yndlingsreplikker, herunder ”Tal ikke til mig om orange nylon, jeg sad engang i en jury, der dømte Richard Attenborough til døden!”, vækker stadig stor morskab, selvom man ryster lidt på hovedet af Lesleys jagt på berømmelse. I dag ville hun sandsynligvis have valgt reality-tv-vejen og satset endnu mere.

Læs vores anmeldelse af An Ordinary Woman Læs vores anmeldelse af The Shrine Læs vores anmeldelse af Soldiering On