ANMELDELSE: Lear, Valley Of The Rocks, Lynton ✭✭✭✭✭

Millie Dunne kæmper mod mørket, mens hun overværer Lear i Lyntons Valley Of The Rocks, præsenteret af Pleasure Dome Theatre Company.

Lear

Open Air-teater

Valley Of The Rocks, Lynton

5 Stjerner

Bestil nu Kong Lear er Shakespeares største værk, og alligevel kan handlingen være svær at følge, der er ikke mange grin, og det kræver total dedikation fra skuespillerne. Det var derfor med en vis spænding, at jeg tirsdag ankom til Valley of Rocks for at se Pleasure Dome Theatre Companys LEAR. Jeg behøvede ikke have bekymret mig; faktisk kunne jeg have været lige så ubekymret som de geder, der slentrer sorgløst gennem bregnerne. Efter tre år og tre produktioner (Macbeth, The Importance of Being Earnest og Lorna Doone) har instruktør Scott LeCrass og Pleasure Dome virkelig knækket koden til, hvordan man får en forestilling til at flyve i disse unikke og udfordrende omgivelser.

Nøglen er tempo, som forhindrer produktionen i at blive statisk og sikrer, at der altid sker noget – hvad enten det er en ekstraordinær gestus, en beslutsom bevægelse over scenen eller en knivkamp – der holder publikum fanget. Diktionen var upåklagelig trods de åbne omgivelser; replikkerne stod knivskarpt hele vejen igennem, især i de mere ordrige dialoger, takket være det naturlige amfiteater skabt af Ragged Jack og Castle Rock. Selv de klagende skrig fra de svævende spover over os lød med præcision.

Produktionen vender op og ned på, hvad man kunne forvente af en traditionel Shakespeariansk tragedie. Handlingen er hensat til en fjern fremtid i en dystopisk vision, hvor et matriarkat er opstået som centrum for den politiske magt i et dekonstrueret, affaldsfyldt ødemark. Derfor er der taget store friheder med skuespillernes køn. LEAR er en kvinde, spillet med al den kraft og knuste majestæt, som denne enorme rolle kræver, af Judith Rae. Som centralfiguren er Rae den eneste skuespiller, der ikke spiller flere roller – og hun nyder det fokus, det giver hende. Nedstigningen i galskab er kunstfærdigt doseret fra det storladne kort-sceneri, gennem total mental opløsning og endelig til den dybe fortvivlelse i den universelt katastrofale finale.

Valley Of The Rocks, Lynton

Regan, Goneril og Cordelia spilles af drenge. Edmund og Edgar spilles af piger. Der gøres intet forsøg på at efterligne det modsatte køn, alligevel fremstår karakterernes definerende træk så stærke som nogensinde. Stilen er androgyn snarere end kønsbøjende. Misundelse, nag, stolthed og arrogance er trods alt universelle menneskelige træk og på ingen måde forbeholdt ét køn.

Ian Pink leverer en slående og nuanceret præstation som Cordelia, der nægter at give sin ‘far’ den sleske og indsmigrende smiger, som ‘hendes’ ‘søstre’, de fremragende Tim Blore og Sam Tucker, leverer. Og herfra udfolder tragedien sig. For et moderne publikum kan nogle af handlingens virkemidler virke en anelse gammeldags. For eksempel er Edmund, spillet med gejst og brio af den uimodstålige Helena Payne, hjemsøgt af sin uægthed – som en ‘bastard’. Men efter nutidens moral er en sådan situation ikke videre opsigtvækkende. Kate Austens muskuløse Edgar indtager scenen med autoritet og balance. Og Neil Keats’ Gloucester er oprigtigt rørende i den centrale scene, hvor øjnene rives ud, samt på sin ensomme, blinde march mod Dover. Helena Northcote giver som Kent en sjælden og kærkommen varme og menneskelighed i dette overvældende trøstesløse ødemark af menneskelig skrøbelighed.

Punkerede kostumer af Isobel Pellow forstærkede stilen, hvor Shakespeare møder ‘Mad Max’, og Tabitha Silvester Kilroys apokalyptiske scenografi satte tonen for en utilsløret utraditionel fortolkning af Shakespeare. Kimon Pallikaropoulos’ uhyggelige, tribale musik bidrog til stemningen af disharmoni. Og Jai Morjarias lyssætning udnyttede de fantastiske omgivelser fuldt ud, selvom intet kunstigt lys kan måle sig med de sidste gløder fra en solnedgang over Valley of Rocks. Og på trods af Judith Raes fængslende og dybt rørende præstation som den forvirrede monark, er den sande stjerne i showet det fantastiske landskab i Valley of Rocks.

I den korte engelske sommer bør man ikke planlægge for langt frem for at se det. Hvis vejret ser bare nogenlunde ud, så grib klapstolene og et tæppe, hop i bilen og kør – man kan købe billetter ved ‘indgangen’. Der findes få oplevelser som open air-teater, og Pleasure Domes udfordrende produktioner ved Lyntons Valley of Rocks har etableret sig som en unik provokerende og utrolig underholdende tilføjelse til sommerens kulturliv i West Country.

Indtil 18. august 2018

BESTIL BILLETTER TIL LEAR NU