ANMELDELSE: London Tide, National Theatre, Lyttleton ✭✭✭

Paul T Davis anmelder London Tide, som lige nu spiller i Lyttelton-salen på National Theatre i London.

Ami Tredrea. Foto: Marc Brenner London Tide.

National Theatre, Lyttelton.

17. april 2024

3 stjerner

Bestil billetter

”Dette er historien om en flod”, lyder blot én af linjerne i åbningsnummeret i Ben Powers’ modernistiske bearbejdelse af Dickins’ Vor fælles ven, med sange af PJ Harvey og Power selv. Instruktør Ian Rickson og scenograferne har i den grad lænet sig ind i konceptet om Themsen; en fabelagtig åbning viser ensemblet, der skylles op på bredden, og Jack Knowles’ fremragende lysdesign bølger som tidevandet, der ebbe og floder, mens skuespillerne flyder fra scene til scene. Det gør Themsen til en ekstra, hvis ikke central, karakter.  Forestillingen opføres på en næsten bar scene, og Powers’ bearbejdelse kan ikke skjule de svagheder, der findes i enhver fortolkning af Dickens (pånær den korte julefortælling Et juleeventyr): Der kræves utrolig meget eksposition for at retfærdiggøre de usandsynlige sammentræf, der indtræffer senere i historien.  Selvom Harveys musik er stemningsfuld og ofte smuk, så forklarer den for meget af det, vi lige har overværet, hvilket ofte bremser den fremadskridende fortælling. Med en spilletid på over tre timer er det en forestilling, der trænger til en strammere redigering og en mere fokuseret karaktertegning, især i hovedrollerne. Væbn dig dog med tålmodighed, for mens første akt primært består af baggrundshistorie, byder anden akt på mange smukke tableauer, hvor dramaet for alvor giver pote. Det betyder imidlertid, at stykket kun for alvor gnistrer med jævne mellemrum.

Ensemblet i London Tide. Foto: Marc Brenner

Blandt det ”vraggods”, der skylles i land i begyndelsen, finder man flere fængslende præstationer, og ensemblet er yderst seværdigt. Ellie-May Sheridan er en fornøjelse som den slagfærdige og direkte Jenny Wren; hun har nogle fremragende metateatralske replikker om ”den romantiske hovedrolle” – sikke en fantastisk fortæller, hun kunne have været. Jeg nød også i høj grad Wifler-familien: Mary (Penny Layden), der tilsyneladende, men dog aldrig reelt, bøjer sig for sin mands autoritet (en glimrende Stephen Kennedy). Bella Maclean i rollen som Bella Wifler – den mulige og senere faktiske arving – overbeviser i de usandsynlige plot-twists og besidder en stærk sangstemme. Selvom hun er kontrolleret, savner man dog indimellem, at hun giver slip og bringer et mere råt rock-element på banen. Men alle hovedrollerne, herunder Ami Tredrea som Lizzie Hexam, Tom Mothersdale som det romantiske omdrejningspunkt John Rokesmith og Joe Armstrong som Roger Riderhood, må kæmpe mod en lidt todimensionel karaktertegning, da fortællingens vingesus og persongalleri er for omfattende til fordybelse. Derfor ender Scott Karims kvindehadske og truende Bradley Headstone også med at blive mere komisk end en reel trussel. (Og mens jeg beundrer Dickens’ navneleg, skal der lyde en hyldest til Peter Wrights herlige Noddy Boffin!)

Jamael Westman og Ami Tredrea i London Tide. Foto: Marc Brenner

Opsætningen er primært holdt i monokrome nuancer, og man føler ofte, at den har brug for mere farve og dybde. Indimellem føles det, ligesom floden der løber igennem stykket, lidt mudret og uklart. Efter mange år med banebrydende koreografi fra kompagnier som Frantic Assembly og Complicité virker bevægelserne her en smule uoriginale og sikre. Der er dog nogle glimrende sange, der fremføres med karakter, men den reelle dybde – såsom betydningen af ”støvbunkerne” og de penge, der kunne tjenes på dem – findes snarere i de fremragende artikler i programmet end på selve scenen. Forestillingen flyder som en oversvømmet flod, men der er mange seværdige sekvenser undervejs.