ANMELDELSE: Maria Friedman, Live at Zedel ✭✭✭✭✭

Maria Friedman

Live At Zedel

Tirsdag d. 2. maj 2017

5 stjerner

Bestil nu

Man forlader ikke bare denne koncert; man sejler derfra på en bølge af ren eufori.  Ved slutningen af denne første del af et gigantisk tre-og-en-halv uges gæstespil i Café Zedels intime cabaretbar, Crazy Coqs, havde den britiske musicalscenes førstedame ført sit publikum langt væk fra hverdagens bekymringer og ind i et drømmende univers af hjertets og sjælens mest følsomme øjeblikke.  Maria Friedman er vant til at gøre dette på Gallagher’s i New York, hvor hun mestrer seks-ugers forløb med stor overlegenhed. Den kunstneriske leder af Crazy Coqs, James Albrecht, har derfor lagt introduktionen af dette nye format på London-adressen i de tryggeste hænder.

Først på scenen var dog pianisten og arrangøren Jason Carr, som gennem mange år har arbejdet sammen med Friedman. Hans livlige ouverture satte aftenens strålende tone og varslede en menu af Bernstein og Sondheim (samt deres samarbejdspartnere), der skulle følge.  Og det gjorde det i den grad.  Vi lagde ud med et elegant New Yorker-mashup af ‘What More Do I Need?’ og ‘Love Me, Love My Town’. Sidstnævnte handler ganske vist ikke om NYC, men i denne kontekst beskrev den perfekt hverdagen på Manhattan – aftenens tema var netop at vise, hvor dedikerede beundrere af USA's kulturelle hovedstad, vi finder i værkerne af Lenny og Steve.

Lidt uformel snak med publikum og begavet, humoristisk drilleri henover flyglet fik roen til at sænke sig over den tætpakkede sal og sendte os videre ind i en anden af Friedmans signaturstemninger: eftertænksom kontemplation.  Hendes vokale kontrol i ‘Lonely Town’ var ganske vidunderlig; hun undgik enhver form for overdreven sentimentalitet (hvilket hun gemte klogt til slutningen af koncerten), og det gav den kommende opsætning af ‘On The Town’ i Regent’s Park Open Air Theatre en af mange – sikkert helt tilfældige – gode anbefalinger.  Men hendes scenekunst er af en sådan karakter, at hun ikke lader det stoppe dér. I stedet fik vi et ekstraordinært mix af ‘Another Hundred People’ fra ‘Company’, hvor hendes kraftfulde lyrik mødte et præcist socialt panorama, hvilket pustede nyt liv i begge de velkendte værker.

Maria Friedman, der i øjeblikket også instruerer ‘Stepping Out’ (som spiller i West End netop nu) og snart har premiere på det nye stykke ‘Dusty’ (skrevet af Jonathan Harvey), er også kendt for sine suveræne masterclasses og sin evne til at fortælle historier gennem sang (og som vi oplevede her, også gennem dialog).  Selv med en simpel ‘opramningssang’ som ‘A Hundred Ways To Lose A Man’ (fra ‘Wonderful Town’), er der mere på spil, end man umiddelbart skulle tro.  For hvem andre ville parre det shows ‘I’m A Little Bit In Love’ med ‘In Buddy’s Eyes’ fra den vidt forskellige ‘Follies’ (et show der afventer en længe ventet genopsætning på National Theatre til efteråret)?  Eller hvem kunne få dem til at smelte sammen med ‘I Have A Love’ fra ‘West Side Story’?  Miss Friedman er altid et skridt foran, og som en begavet instruktør opfordrer hun os – som sit personlige ensemble – til selv at tænke og gå på opdagelse.

Man må også bøje sig i støvet for hendes tekniske overskud.  Med afvæbnende selvironi gjorde hun opmærksom på de tekniske faldgruber i ‘Getting Married Today’ (igen fra ‘Company’), hvorefter hun leverede en fænomenal og fejlfri udgave af fortællingen om den modvillige brud (komplet med slør) – assisteret af en kærlig indgriben fra Mr. Carr i rollen som gommen.  Det udløste velfortjente bifald fra salen.  Herefter overraskede hun os igen ved helt afdæmpet at trække os ind i ‘Being Alive’ fra samme show, fremført som et lille kammerspil, hvilket stod i stærk kontrast til de storladne versioner, man oftest hører.  Med publikum i sin hule hånd fik vi derefter Bernsteins Ned Rorem-agtige ‘So Pretty’, en bidende, men delikat protestsang mod Vietnamkrigen (desværre stadig aktuel med de mange konflikter, der hærger verden over, ikke mindst i vores egne storbyer).

Derefter fik vi lejlighed til at puste ud med den pragtfulde ‘Take Care Of This House’, en sang der herhjemme blev gjort berømt af en anden stor britisk sangstjerne, Patricia Routledge.  Det førte os til den kloge ‘Children Will Listen’, før humøret igen tog over i (‘On The Town's) ‘And I Can Cook’.  Mens vi morede os over den, opdagede vi knap nok, at Jason Carr listede i gang med den sublime intro til et af Friedmans største glansnumre, ‘Losing My Mind’. Den blev skabt på ny for øjnene af os, hvor hver stavelse og subtile harmoniske skift fik dybde og nuancer.  Det hele blev kronet med en smuk ‘Send In The Clowns’, gennemsyret af en voksen erkendelse af livets skuffelser og frustrationer, og deres lønlige, om end irriterende, skønhed.

Og endelig, som lovet i starten, fik vi en forrygende version af ‘Somewhere’, som Carr byggede op fra et let, næsten ubekymret akkompagnement, mens sangerinden gradvist skruede op for styrken og til sidst gav den fuld skrue med en kraft, der kunne matche Streisand på et stadion.  Det udløste aftenens første stående bifald.  For at toppe det hele kom flere rekvisitter på banen – læderkasket, politihat, dommerparyk og psykoanalytiker-briller – til en hurtig gennemgang af ‘Officer Krupke’, inklusiv fællessang fra publikum.  Det gav aftenens andet stående bifald.  Hvilket var fantastisk, men ikke helt slut endnu.  Til allersidst fik vi endnu et dejligt nummer fra ‘On The Town’: ‘We’ll Catch Up Some Other Time’.  Ja, Miss Friedman og Mr. Carr, det håber jeg sandelig, vi gør.

Spiller indtil 20. maj 2017

BESTIL BILLETTER TIL MARIA FRIEDMAN - LIVE AT ZEDEL