ANMELDELSE: Matt Doyle, The Seth Rudetsky Online Concert Series ✭✭✭

Julian Eaves anmelder Matt Doyle – ugens gæst i The Seth Rudetsky Online Concert series.

Matt Doyle Matt Doyle og Seth Rudetsky

The Seth Online Concert Series

3 stjerner

Læs mere her

Showet blev skudt i gang med en varmt vibrerende acapella-introduktion til Jason Robert Browns skelsættende folk-ballade, 'It All Fades Away', fra den rustikke forestilling 'The Bridges of Madison County'. Doyle har en appellerende, kommerciel og kraftfuld anden-tenor, med en let tendens til nasale vokaler i det øverste register, og en frisk, snakkesalig her-og-nu facon, altid klar på at dele anekdoter fra bagscenen. Han har også et lidt underfundigt glimt i øjet, der flakser beregnende fra side til side – så meget, at man næsten forventer at se en kløftet tunge stikke ud af munden på ham.

Uanset hvad, så bød en af hans historier på et vaskeægte nyt talent: Ryan Scott Oliver, hvis 'Jasper in Deadland' var et job, Doyle også medvirkede i (for dem, der ikke kender den, er det endnu en genfortælling af de græske guder i underverdenen – og ja, der har været en del nye shows af den type på det seneste, ikke?). Herfra fik vi nummeret 'Stroke by Stroke': perfekt afstemt til Doyles lette pop-stemme, selvom sangen egentlig virker til at kræve en tungere 'belter', der kan fylde et stadion.

Fra én velpløjet mark til en anden: superhelte-musicalen, med en hovedrolle der drømmer om at... 'Fly'! Flere meget effektive og velmodulerede vokaler fra vores gæst. Hans intonation var sikrere her (de tidligere numre led lidt under en lejlighedsvis usikker pitch). Til gengæld fik 'One Song Glory' fra Jonathan Larsons 'Rent' en meget pålidelig og solid fortolkning. Og derfra slentrede vi over i noget fra 'Spring Awakening' (Duncan Sheik og Steven Sater): 'All That's Known' er en typisk angstfyldt rejse gennem uforløste følelser for den plagede hovedrolle, Melchior.

Det mærkelige ved disse shows er, at selvom de kræver enorm emotionalitet i fremførelsen og af fans opfattes som noget nær en hellig åbenbaring, så taler gæsterne i dette program ofte om dem med en bekymringsfri letsindighed, der tager brodden af det hele. Fra sang til sang opbygges denne afslappethed i en grad, så man som lytter sidder tilbage med følelsen: 'Jamen, hvis det ikke betyder noget for dig, hvorfor skulle det så betyde noget for os?' Vi hjælpes heller ikke af de jævnlige udbrud som: 'Åh, jeg ELSKER den her sang!' Hver gang en kunstner siger det, får jeg uundgåeligt lyst til at vide... HVORFOR? (Hvis de bare kunne fortælle os det.)

Der kom mere bid i sagerne med Sondheims rapsodiske 'Joanna' fra 'Sweeney Todd'. Det var her, Doyles luftige og bankende stemme for alvor føltes ude af trit med de lange legato-linjer, som tigger om teknisk støtte og kontrol. Men han skulle selvfølgelig også kun synge den i Off-Broadway-overførslen af den 'immersive' produktion fra Tooting Arts Club: Jeg så den forestilling, da den spillede på Shaftesbury Avenue, og den var i sandhed intim – den slags sted, hvor man kunne slippe af sted med hvad som helst.

Seth Rudetsky

Flere problemer med luftmangel og vokal stramhed dukkede op i 'Something's Comin'' fra 'West Side Story' (kun Sondheim, Bernstein skrev ikke musikken til dette nummer). Mere pop-materiale kom til overfladen takket være Hughie Lewis-numre lagt ind i 'Ferris Bueller's Day Off': Doyle sang 'If This Is It' med flair og klarhed; hans stemme passede perfekt til den ungdommelige, fremfusende narcissisme, som er rockmusikkens livsnerve.

Den rene og skære forudsigelighed i det meste af dette repertoire, kombineret med showets selvbiografiske format afbrudt af sladder og minder, drænede dog gradvist energien fra showet. Doyle sang 'Being Alive' fra 'Company' (tredje omgang Sondheim) nydeligt og med præcis artikulation, men med en stemme, der er skabt til et lille lokale med et enkelt klaver.

Kapelmesteren Seth Rudetsky kan naturligvis få det klaver til at lyde som et helt band. Og som det næste kastede han sig over 'Book of Mormon'-parodien på 'I Have Confidence' fra 'The Sound of Music': 'I Believe' (Trey Parker, Matt Stone), som ligger lige på den ubehagelige grænse af Matts register. Han slap igennem den – med nød og næppe – i dette show, men hvordan han skulle klare otte forestillinger om ugen, tør man slet ikke spå om.

Men så fik vi et velkomment stilskifte med Bob Dylans 'To Make You Feel My Love' (som tilfældigvis er hans farmors yndlingssang). Den blev sunget sødt og spillet flot. Og så tilbage til musicalscenens gamle travere med 'I Got' fra 'Hair' (Ragni, Rado, MacDermot), som fik et rigtig hæderligt og varieret forsøg.

Alt i alt halvfems minutter med masser af gode numre, men den slags gør det ikke ud for en helt tilfredsstillende koncert, når de ikke støttes af andre synlige virkemidler.