ANMELDELSE: Pippin, Southwark Playhouse ✭✭✭✭✭

Douglas Mayo anmelder den nye opsætning af musicalen Pippin, som nu spiller på Southwark Playhouse efter sin overførsel fra The Hope Mill Theatre.

Castet i Pippin på Southwark Playhouse. Foto: Pamela Raith Photography Pippin

Southwark Playhouse

28. februar 2018

5 stjerner

Man må bare sige, at Stephen Schwartz virkelig er en af de fineste musicalkomponister og sangskrivere, vi har. Da jeg overværede Jonathan O'Boyles nye opsætning her til aften på Southwark Playhouse, blev jeg mindet om, hvor højt jeg elsker dette partitur – hans anden store musical efter Godspell.

Trods kulde og sne nød jeg i fulde drag dette vidunderlige partitur og denne opsætning af Pippin, som endnu en gang er overført fra The Hope Mill Theatre i Manchester. Dette teater er hurtigt ved at blive et af vores mest skattede spillesteder for musicalproduktioner.

Maeve Blacks scenografi giver scenen 'The Large' på Southwark Playhouse en stemning af en britisk badebro eller 'pier' – lidt forfalden, slidt og beboet af 'Leading Player' og hendes trup af skuespillere, der er vendt tilbage for at fortælle historien om Pippin. Det er en fortælling, de har fremført mange gange før, og den dominerende Leading Player sørger for, at den fortælles præcis efter bogen – og det er her, det sjove begynder.

Jonathan Carlton som Pippin. Foto: Pamela Raith Photography

Genevieve Nicoles fortolkning af Leading Player er tæt på det perfekte. Hun er vokalt dynamisk og konstant klar til at stjæle spotlightet tilbage fra enhver skuespiller, der vover at træde uden for stien. Det er kun for nylig i stykkets historie, at denne rolle er blevet spillet af en kvinde, men baseret på Nicoles præstation i aften ville man tro, det altid havde været sådan, hvis man aldrig havde set forestillingen før. Dynamikken fungerer upåklageligt i kontrast til Jonathan Carltons fantastiske Pippin. Carlton synger utroligt flot og besidder perfekt komisk timing; han er uden tvivl en stjerne i svøb. At se Nicole og Carlton sammen er en sand fornøjelse.

Jonathan Carlton (Pippin), Bradley Judge (Lewis) og Mairi Barclay (Fastrada) i Pippin. Foto: Pamela Raith Photography Mairi Barclay spiller både Fastrada og Berthe – et genialt castingvalg og en fænomenal præstation. Som Berthe – Pippins bedstemor – var hendes vidunderlige, medrivende fremførelse af Just No Time At All et absolut højdepunkt. Som Pippins manipulerende stedmor Fastrada, og mor til Lewis, er hun ligeledes på hjemmebane og vrir hver eneste komiske dråbe ud af Roger O. Hirsons manuskript. Bradley Judge tilfører masser af humor til rollen som Lewis, Fastradas forfængelige og intetsigende søn med hang til at slagte visigoter. En karakter, hvis arrogance kun overgås af hans ligegyldighed over for dem, der beundrer ham. At se begge mødre og Pippin overøse Lewis’ nye brynje – komplet med brystmuskler og sixpack – med seksuelt ladet omsorg... ja, det skal opleves!

Mairi Barclay (Berthe) og castet i Pippin. Foto: Pamela Raith Photography

En vigtig del af Pippins historie er hans forhold til Charles (Karl den Store), spillet af Rhidian Marc. Marc tilfører rollen en pragtfuld stemme og en buldrende walisisk autoritet, og hans interaktion med familien er med til at slå den komiske tone an helt fra start.

Tessa Kadler spiller Catherine, en enkel enke og mor, der er modstander af Leading Player. Sammen med sin søn Theo (Scott Hayward) leverer hun nogle af de komiske højdepunkter i anden akt.

Tessa Kadler (Catherine) og Jonathan Carlton (Pippin). Foto: Pamela Raith Photography

Koreograf William Whelton har bevaret elementer af Bob Fosses originale koreografi. Den leveres ikke med originalens laser-skarpe præcision, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, da resten af hans vision får castet til at skifte ubesværet mellem stilarter – på et tidspunkt hyldes endda to britiske mestre i isdans. Koreografien er utroligt flydende og udføres med stor elegance af det talentfulde ensemble.

O'Boyles iscenesættelse er stram, tempofyldt og gennemført underholdende. Der er ikke tale om en slavisk kopi, men derimod et vidunderligt friskt blik på en musicalklassiker. Instruktørarbejdet fungerer fremragende; forestillingen glider ubesværet fra scene til scene og er så sammenhængende, som man overhovedet kan ønske sig.

Zach Flis og hans band holder gang i handlingen på fornemmeste vis og leverer Andy Collyers orkestreringer som det fundament, hvorpå dette dygtige ensemble udfolder Schwartz’ strålende partitur. Katy Lipson, Joseph Houston, William Whelton og Guy James fortjener stor ros for endnu en brillant produktion.

Der er så meget at glæde sig over her, at ét besøg til Pippin måske ikke er nok. Jeg ser i hvert fald frem til at se den igen.

Spiller frem til 24. marts

BESTIL BILLETTER TIL PIPPIN HER