ANMELDELSE: Seth Rudetsky-koncert med Lillias White ✭✭✭✭✭

Julian Eaves anmelder Lillias White og Seth Rudetsky i det nyeste afsnit af den online Seth Concert Series.

Lillias White The Seth Concert Series med Lillias White

Streamet online

5 stjerner

16. november 2020

Seth Concert Series hjemmeside

En frisk, indledende vamp lokkede os ind i en vidunderligt afslappet og tilbagelænet 'On The Other Side Of The Tracks' (Cy Coleman/Carolyn Leigh), en sand perle fra 'Little Me'. Med diskret elegance fik Lillias spundet dette lette nummer ud i en stor, bred og forfriskende udforskning af livet og dets mere udfordrende perspektiver. Hendes fortolkning bar på mere end blot en snert af Sarah Vaughans honningbløde stemme, inklusiv en kæk lille imitation af en togfløjte til at sende sangen afsted. Et fantastisk visitkort, der annoncerede: her er en musicalperformer i absolut topklasse!

Herefter dykker vi ned i hendes fortælling og opdager en klassisk historie om en, der startede småt og ydmygt, og hvordan vedkommende transformerede sig til noget utrolig stort... og forblev ydmyg. Det er rørende, hjertevarme sager! Jeg elsker det. Lillias leverer alle de hjemmedyrkede anekdoter, vi forventer fra det lille USA, der altid virker fortabt i sin egen lokale provinsidyl. Men ud af dette mørke hørte man pludseligt u2013 som en morgenlilje over en spejlblank sø u2013 STEMMEN!

I en vamp af en anden støbning kastede vi os ud i 'You Make Me Feel Like A Natural Woman' (Carole King/Gerry Goffin/Jerry Wexler), hvor Seth leverede fantastiske harmonier på sit bedste 'baglokale-i-den-gamle-bar' oprejste klaver! Dette var en historie, der virkelig vidste, hvor den ville hen, og hvornår den skulle peake. Det er en fortælling for alle, der tilfældigvis bliver fortalt af en gudsbenådet sangerinde, i hvis vokal man tydeligt mærker inspirationen fra gospelkoret og søndagens kirkegang.

'Tin Types' var hendes turnéforestilling, da opkaldet fra Broadway kom: 'Barnum' (Michael Stewart/Cy Coleman (igen!)) var showet, og auditionen fandt sted lige dér på scenen i Broadway-teatret foran en tom sal. Hun ramte plet. Og hun ejede forestillingen, som Lillias stadig taler om, som var det i går. Dybden i den teaterkærlighed, som de der dedikerer deres liv til faget oplever, er intet mindre end forbløffende u2013 især for folk, der aldrig har mærket den slags 'indre ild' snige sig ind i deres velordnede liv. Hun fortæller også en herlig historie om at arbejde med den unge Madonna... som forlod et Broadway-show for at indspille en plade. Det viste sig at være et ret klogt træk for divaen.

Derefter svingede vi over i honky-tonk ragtime: 'Thank God I'm Old!' var den strålende, prangende melodi fra cirkus-musicalen u2013 en af de Coleman-sange, der sætter sig i fødderne og aldrig forlader en igen. Herefter fulgte et hurtigt resumé af Whites CV, der blandt andet inkluderede James Baldwins 'The Amen Corner'. Det var netop Baldwin, der katapulterede hende ind i genopsætningen af 'The Wiz' på en bus-turné, hvor hun var understudy for Dorothy, indtil den daværende sangerinde fik nok og stoppede, hvilket banede vejen for Whites forfremmelse. Agenten fik det til at ske i sidste ende, naturligvis. Hvis det ikke var for alle de oversete mennesker, der presser døren lidt mere åben hver eneste dag, uge og år, hvor ville vi så være med hensyn til 'fremskridt'?

Og så, som funklende stjernestøv i vores ører, en majestætisk fortolkning af et fabelagtigt Charlie Smalls-nummer fra hans utrolige Diana Ross-projekt, 'Home'. En præstation, der vidste præcis, hvordan man doserer fortællingen og hvornår man skal placere støtten og fyrværkeriet (det hele kommer i den sidste tone!). Men den mest behagelige side af dette er, efter min mening, den rummelige og afslappede samtale mellem Rudetsky og hans altid veloplagte gæst. Igen, det er sagt før, men formatet fungerer bare bedst med musikchefens gamle venner. Og hvem siger, at det er en forbrydelse at have gode gamle venner? Selvfølgelig ikke!

Seth Rudetsky

Hvad kunne være skønnere end at høre Fats Waller og Andy Razafs 'Keepin' Out Of Mischief Now', utvivlsomt hentet direkte u2013 lyslevende og sprudlende u2013 fra 'Ain't Misbehavin'', en revy som har nydt en bemærkelsesværdig genopdagelse i Storbritannien på det seneste. Og ja, som 'standby' understudy fik hun faktisk anmeldelser for sit arbejde under matinéerne i 'Dreamgirls' (hvilket er ekstremt sjældent), og de anmeldelser u2013 som var glødende varme u2013 spredte sig lynhurtigt i teatret. Derfra bevægede vi os glidende over i en medrivende gennemgang af 'I Am Changing' (Henry Krieger/Tom Eyen) u2013 en divas diva, der gør det, hun er bedst til, især i de frie vokale improvisationer: sjælfuldt og fejlfrit afstemt efter sangens drama. Tæppefald!

Hun har også medvirket i 'Once On This Island' (Ahrens/Flaherty) og gav os 'Come Down From The Tree', en sang der blev skåret fra showet. Et charmerende bud på en sang, der dog, ligesom store dele af det show, ikke helt befinder sig i den verden, publikum har lyst til at opholde sig i. En mere livlig historie gemte sig i det næste samba-rumba-nummer, Anita Bakers 'Fairy Tales'; som alt andet sunget af Lillias blev det forvandlet til en pulserende kraftpræstation, der fik det til at lyde som den slags sang, man vil høre igen og igen. Men i stedet blev vi taget med ind i Cy Coleman og Ira Gasmans 'The Life', og livet som det leves af Sonya: 'The Oldest Profession'. Man kunne kalde det showets store højdepunkt før finalen. Det hele emmer af en fascinerende, rå dekadence her i den lettere voksne musical, 'The Life'. Og Seth formåede endda at styre det hele sikkert i land. Lillias White blændede med endnu en utrolig alsidig og intens inkarnation. Hun blæste os simpelthen bagover!

Læs andre anmeldelser i Seth Concert Series