ANMELDELSE: Surfacing, Mercury Theatre Colchester ✭✭✭

Paul T Davies anmelder Surfacing af Tom Powell på Mercury Theatre Colchester.

Surfacing Mercury Theatre, Colchester.

4. maj 2024

3 stjerner

Ved at bruge teknologi som symbol på mental sundhed og neurodiversitet undersøger Tom Powells stykke den nedadgående krise, som NHS-terapeuten Luc oplever, da hun møder en patient, Owen, der befinder sig i en situation, som minder om hendes egen. Hendes indre tanker projiceres op på en skærm, og lydsiden demonstrerer den enorme forskel mellem hendes mægling og de utallige følelser, hun gennemgår. Begge karakterer har mistet en søskende i en drukneulykke, og den eneste vej frem er at opsøge stedet, hvor det skete. Som det uundgåeligt er med et værk, der er så afhængigt af teknologi, mindskes gennemslagskraften en smule, hvis teknikken svigter – og her var der et stop i showet, som satte forestillingen på pause i et stykke tid. Selv når man tager højde for det, føles stykket en smule overskrevet og kunne have gavn af en strammere redigering for at skabe en mere præcis forestilling.

Skuespilspræstationerne er stærke, og til tider følte jeg, at de var alt, hvad jeg behøvede. Stykkets klarhed skinner for alvor igennem med Sarah Livingstone, der overbevisende tager os med på Lucs bugtende og angstprægede rejse, og Jerome Yates er imponerende som Owen og i en række andre roller. Dette inkluderer en forsøgsmus, som Luc næsten druknede og derefter reddede i et medicinsk eksperiment; selvom dette er morsomt første gang, bliver grebet overbrugt. Selvom forestillingen har nogle glimrende pointer om ventelister og behovet for at tale med et menneske i stedet for at afkrydse felter i automatiserede menuer, bliver Lucs chef først spillet af Yates som en robotagtig leder og derefter teknologisk i en dialog med Luc – som fuldautomatisk bot. Det gentager pointen, og jeg spekulerede på, om blot én scene ville have været mere effektiv. Skuespillerne bærer sensorer for at interagere med teknologien, men styrken ligger i Powells manuskript, som indeholder nogle meget velskrevne dialoger.

Teknologien er måske banebrydende, men scenografien er enkel, muligvis fordi forestillingen er på turné. Alligevel er der en udpræget hjemmelavet følelse over det, som gør, at publikum aldrig helt bliver opslugt af oplevelsen. Man føler aldrig, at der er rigtig meget på spil; trods den lurende katastrofe føles det aldrig som om, at karaktererne ikke ville overleve. Der er dog meget at beundre i både teksten og præstationerne, og stykket er meget lærerigt.