ANMELDELSE: Take Me To The World, Streamet via YouTube ✭✭✭✭✭

Ray Rackham anmelder Take Me To The World, en streamet koncert til fejring af Stephen Sondheims 90-års fødselsdag, præsenteret af Broadway.com på YouTube.

https://youtu.be/A92wZIvEUAw

Take Me To The World

Streaming via YouTube

26. april 2020

5 stjerner

Se den online her

Endnu et år, endnu en Sondheim-hyldest – sådan lyder den velkendte joke i branchen. Den første fandt sted for hele otteogfyrre år siden, da Broadways daværende elite indtog settet på den oprindelige produktion af A Little Night Music for at synge Mesterens bagkatalog (som var fyldt med skatte, selv før verden fik Sweeney Todd, Sunday in the Park et al). Sondheim er blevet hyldet i både Albert Hall, Carnegie Hall og endda Hollywood Bowl (måske som et kneb for at sikre, at Barbra Streisand mødte op). Det virker vitterligt som om, at Broadways største nulevende komponist ikke kan puste sine lys ud uden et tilhørende orkester, der står klar til at spille med.

I et stykke tid så det dog ud til, at vi ikke ville få det store, prangende stjernespækkede arrangement til dette års skarpe 90-års dag; måske fordi der dårligt kunne være mere tilbage at fejre efter de mange foregående hyldester. Men så indtraf en global pandemi, og Broadway besluttede sig for at sende de største navne på banen for at markere anledningen.

Melissa Errico

Man kan stole på, at Broadway gør det bedre end alle andre! Næsten alle de største navne fra Broadways scener mødte op til “Take Me to the World: A Sondheim 90th Birthday Celebration”, og med “mødte op” menes der naturligvis, at de “blev hjemme”. For måske første og eneste gang så vi den amerikanske musicalteaters glitterati sidde på hug i deres akustisk smukke badeværelser, tage selfie-videoer i deres perfekt indrettede hjem, sidde ved deres egne øve-klaverer eller stå (ret passende) ved en ‘river on a (not so) ordinary Sunday’. Børn, kæledyr og AirPods fyldte godt i dette socialt distancerede triumftog, der var så storslået i al sin enkelhed. Måske vil Sondheims 90-års dag blive husket som ‘one peculiar passing moment’, hvor eliten bød os indenfor i deres stuer, iført hyggetøj, og leverede ikke blot en uforglemmelig aften, men mindede os om, at ‘no one is alone’. Dette blev smukt demonstreret af Melissa Errico – der netop har cementeret sin position som Barbara Cooks efterfølger som en førende fortolker af Sondheim og en mester i kunsten at agere gennem sang. Efter hendes version af ‘Children and Art’ fra SUNDAY IN THE PARK WITH GEORGE skyndte hun sig videre for at lave aftensmad til familien. Kunst og hverdagsliv i et musikalsk ægteskab, som kun Sondheims værk kan rumme.

Ann Harada, Austin Ku, Kelvin Moon Loh og Thom Sesma

Tekniske udfordringer til side (hvis vi ikke kan tilgive forsinkelser, streamingproblemer og en smule tvivlsom lip-syncing i denne kaotiske verden, så har vi for alvor brug for selvransagelse), så var denne musikalske hyldest et overflødighedshorn af talenter. Fra Stephen Schwartz, der åbnede showet med en smuk udgave af ‘Prolog’ fra FOLLIES, til Bernadette Peters’ rørende og elegante acapella-version af ‘No One Is Alone’ fra INTO THE WOODS. To øjeblikke baseret på digital magi stod særligt ud, hvor dygtig redigering og split-screens fik bidragene til at springe ud af skærmen. Det første var MERRILY WE ROLL ALONG-ouverturen, som naturligt fulgte efter Schwartz’ prolog; med teknisk brillans forenedes dusinvis af Broadway-musikere i en hæsblæsende start på aftenen, der satte baren tårnhøjt. Senere gav Ann Harada, Austin Ku, Kelvin Moon Loh og Thom Sesma en unik opførelse af ‘Someone in a Tree’ fra PACIFIC OVERTURES, komplet med blikke op og ned og rundt på skærmen som en fejlfri musical-udgave af Brady Bunch; de levendegjorde sangen ubesværet og ramte karantæne-tidsånden på en måde, så isolationen et øjeblik føltes helt okay.

Beanie Feldstein og Ben Platt

Der var øjeblikke af ren nuttethed (jeg tror, at Beanie Feldstein og en overskægsbærende Ben Platt i smækbukser med ‘It Takes Two’ fra INTO THE WOODS løb med den pris), intelligente sangvalg (ikke overraskende sang Judy Kuhn og Brian Stokes Mitchell mindre kendte eller kasserede sange, der gennem både valg og performance vil efterlade dybe spor hos enhver seer), og underspillet brillans (Aaron Tveit, der stod ved et vindue og sang ‘Marry Me a Little’ fra COMPANY til et øde New York City, garanterede våde øjne verden over).

Jake Gyllenhaal og Annaleigh Ashford

De største numre var reserveret til de tunge drenge og piger: Jake Gyllenhaal genoptog ‘Move On’ via split-screen med Annaleigh Ashford, hvilket fik enhver London-teatergænger til at frygte den forestående aflysning af opsætningen af SUNDAY på Savoy Theatre; mens Patti LuPone stod foran sin bogreol og sang måske Sondheims mest selvbiografiske sang, ‘Anyone Can Whistle’.

Patti LuPone

Uden tvivl var Chip Zein, der sang ‘No More’ 34 år efter han skabte rollen på Broadway; Donna Murphy, indrammet af et klaver, en buket tulipaner og en original Al Hirschfeld-tegning, syngende ‘Send in the Clowns’; og et overraskende indslag fra Elizabeth Stanley med ‘The Miller’s Son’ aftenens sande kunstneriske højdepunkter. Men på den anden side, hvem kan lade være med at blive rørt over Mandy Patinkins subtile kunstneri, filmet ved en flod, mens han synger Lesson #8 fra Sunday in the Park with George?

Christine Baranski, Audra McDonald og Meryl Streep.

Disse hyldestkoncerter har altid det ene øjeblik, som alle taler om dagen efter, og Sondheims 90-års fødselsdag var ingen undtagelse. Christine Baranski, Meryl Streep og Audra McDonald – hver især i hvid badekåbe og med hver deres foretrukne spiritus – leverede en skarp og gennemtrængende version af ‘Ladies Who Lunch’, der hævede sig over Zoom-formatet og blev (med den savnede Elaine Stritchs ord) til det tre-akters drama, vi alle havde ventet på. Undertegnede gav stående bifald hjemme i stuen, mens man kunne høre McDonald i outroen legesygt udbryde, at hun havde “got it all wrong”.

Raul Esparza

Som med enhver anden hyldestkoncert ligger kunsten i at balancere værter og optrædende. Karantæne-stjernestøvet fra dem, der blot skulle sige et par pæne ord, var mildest talt overvældende. Produceret og præsenteret af Raul Esparza (der ikke selv er fremmed for en hovedrolle eller to i en Sondheim-musical) gav de mange indslag i løbet af aftenen færre af de typiske “brava”-øjeblikke, man kunne forvente, men derimod et forfriskende direkte, ærligt og intimt budskab til både hr. Sondheim og

Bernadette Peters

os andre. Hvad enten det var Joanna Gleason, der tilstod “it’s your birthday, but you are the gift”, eller Nathan Lanes indsigt om, at “he’s a nice genius”, så kom wow-faktoren for alvor, da Steven Spielberg (hvis genindspilning af West Side Story var i postproduktion da lockdown ramte) indrømmede, at Sondheims filmviden overgik hans egen. Og Victor Garbers stemme kunne stadig smelte smør!

Legesyg, vemodig og fuldt bevidst om sig selv (præcis som det bagkatalog, den fejrer), så har Take Me To The World mere end fortjent sin plads blandt de fødselsdagshyldester, der vil blive talt om – og genafspillet millioner af gange på YouTube – i årevis. I cirka to timer lyttede verden virkelig til hinanden og til os selv. Da Ms. Peters sang “sometimes people leave you halfway through the woods”, græd denne anmelder åbenlyst; næsten som om jeg hørte den tekst for første gang igen. Bravo, Steve, vi ses næste år.

Fotos: Broadway.com