ANMELDELSE: The Color Purple In Concert, Cadogan Hall ✭✭✭✭✭

Seyi Omooba (Nettie), Marisha Wallace (Celie) og Rachel John (Shug). Foto: Scott Rylander The Color Purple in Concert Cadogan Hall

21. maj 2017

Fem stjerner

Da de fleste af Londons teatre holder lukket om søndagen, findes der intet bedre tidspunkt at samle nogle af West Ends absolut bedste sangere på. I denne gallakoncert af The Color Purple spænder de medvirkendes CV'er over alt fra Aladdin til Miss Saigon og The Book of Mormon, hvilket sikrer en præsentation af branchens stærkeste stemmer.

Koncertformatet har altid sine begrænsninger. I dette tilfælde var der et par kluntede sceneskift og lidt akavet placering af de medvirkende på scenen. Lydniveauet sad heller ikke helt i skabet, da bandet indimellem overdøvede sangerne, og ensemblet tog overhånd i forhold til solisterne. Dele af dialogen var også svær at tyde på grund af salens akustik.

Men sandheden er, at man ikke ser The Color Purple for dialogens skyld. Partituret af Brenda Russell, Allee Williams og Stephen Bray, som trækker på gospel, jazz, ragtime og meget mere, er utroligt gribende og har ikke et eneste kedeligt øjeblik. Man kan næsten ikke fremhæve højdepunkter uden at nævne samtlige musiknumre, der alle blev sikkert ført an af James Taylor og hans otte mands store band, som rent musikalsk ikke satte en fod forkert hele aftenen.

Marisha Wallace og Rachel John. Foto: Scott Rylander Rollen som Celie synges af den nuværende alternate i Dreamgirls, Marisha Wallace – en kunstner, der vitterligt er født til at stå på en scene. Fra den helt store, kraftfulde klang til de mere stille og sårbare øjeblikke mestrer Wallace det hele. Hendes medrivende fortolkning af I’m Here fik hele salen til at rejse sig i en velfortjent stående ovation som kulminationen på en fantastisk præstation. Da Celie endelig gør sig fri af sin voldelige ægtemand, bliver det modtaget med jubel, for Wallace får os til at heppe på hende fra allerførste sekund.

Den kommende Hamilton-stjerne Rachel John oser af karisma som Shug Avery, mens hun samtidig fanger den underliggende frygt hos en kvinde, der ved, at hendes udseende er hendes vigtigste aktiv. Hendes solo i Too Beautiful For Words efterlader publikum bjergtaget. Tyrone Huntley fra Jesus Christ Superstar beviser endnu en gang, at han er en født showman og en formidabel performer i rollen som Harpo. Sammen med den hylende morsomme Wendy Mae Brown som hustruen Sofia, der med et enkelt sigende blik har publikum i sin hule hånd, tilfører parret forestillingen en perfekt doseret humor.

Tyrone Huntley og Wendy Mae Brown. Foto: Scott Rylander

Et stærkt og levende ensemble, stillet op langs bagscenen, tilfører masser af energi og har frie tøjler til at danse og posere, som numrene kræver det. Herrerne får lov til at indtage forscenen som kor for Harpo i den festlige Brown Betty, og anden akt giver damerne mulighed for at stjæle rampelyset med masser af attitude og stil i In Miss Celie’s Pants. Aftenen løfter sig for alvor her, og man får et glimt af, hvor sensationel en fuldt opsat produktion kunne være. Andre steder stjæler Bernadette Bangura, Rochelle Jackman og Krishana Parker ofte billedet som en trio af sladdrende kirkekoner med imponerende og overlegne vokaler fra alle tre.

The Color Purple er en utrolig magtdemonstration af talent, og det er umuligt at gå derfra uden at være dybt berørt. I kølvandet på sin stående ovation midt i akten bryder Marisha Wallace kortvarigt den fjerde væg og ser som Celie ud på sit publikum: ”Se alle de mennesker...” funderer hun lykkeligt, ”Se denne dag.” Ja, se denne dag. Og hvilken dag at være vidne til.