ANMELDELSE: Den forunderlige historie om Benjamin Button, Southwark Playhouse ✭✭✭

Julian Eaves anmelder The Curious Case Of Benjamin Button, som netop nu spiller på Southwark Playhouse.

James Marlowe og Philippa Hogg i The Curious Case Of Benjamin Button. The Curious Case of Benjamin Button Southwark Playhouse,

Fredag den 17. maj 2019

3 stjerner

Bestil billetter

Dette er en flot produktion, som scorer højt på alle punkter undtagen ét: manuskriptet.  Baseret på en obskur (og velfortjent glemt?) surrealistisk novelle af F. Scott Fitzgerald, tager denne forestilling os langt væk fra hans sædvanlige univers af cocktails og narcissister og kaster os ind i en bizar verden, hvor hovedpersonen fødes som en gammel mand på 70 år og derefter ældes baglæns, så han bliver yngre og yngre scene for scene.  Indimellem ser vi teaterforestillinger, der forsøger at skildre modstridende tidsforløb, men det virker sjældent, og det gør det heller ikke her.  For at gøre de dramaturgiske udfordringer endnu større virker plottets centrale 'drivkraft', hvis man kan kalde det det, til at være en skildring af tidens jævne gang gennem almindelige menneskers liv – mennesker, om hvem der intet betydningsfuldt kan siges eller tænkes.  Bortset naturligvis fra det faktum, at en af dem – af årsager som forfatteren aldrig forklarer tilfredsstillende (ensemblet gør et forsøg på at sige, at det har noget at gøre med 'tidevandet', der løber baglæns) – tilfældigvis lever sit liv i den forkerte rækkefølge.

På en lidt sirlig og gammeldags facon har historien en vis faux-naiv charme i sin søgte metafor om livets mening.  Den producerende kunstneriske leder, instruktør, dramatiker og tekstforfatter, Jethro Compton – som også er grundlægger og drivkraft i kompagniet Jethro Compton Productions – mener tydeligvis, at der er netop det i den, og meget mere til, nok til at fastholde interessen i to en halv time i teatret.  Men jeg er ikke helt så overbevist.

James Marlowe og ensemblet

Jeg antager, at det hele afhænger af, hvad man mener, teatrets formål er.  Produktionens tekniske standard er virkelig eksemplarisk.  Den har en storslået scenografi – i dette lille rum, The Little – overdådigt designet og lyssat af den enormt talentfulde Schoenlatern.  Der er overbevisende historiske kostumer af Cecilia Trono (ja, dette er endnu en nostalgifest med masser af fattige-men-ærlige typer, der pligtskyldigt følger første halvdel af det 20. århundredes konventioner).  Og der er en levende og robust koreografi fra Chi-San Howard, hvis trampende og dundrende bevægelser kombineret med den direkte og dristige fortællestil får én til at tænke, at hvis Shared Experience og 'Stomp!' nogensinde samarbejdede om et musikspil, så er det HER, resultatet ville blive!  Michael Woods fylder rummet med brusende bølger fra Cornwall og sørgmodige kirkeklokker.

Alt dette er dejligt, men intet af det forbereder os på forestillingens sande stjerne: musikken af kapelmester, idémand og arrangør, Darren Clark.  Dette er et dristigt skridt fremad for Clark, hvor de musikalske elementer er langt mere sammenvævede og tæt knyttet til den dramatiske handling, end jeg hidtil har oplevet i hans arbejde: og deri ligger både velsignelsen og forbandelsen i det, han har skabt.  Det musikalske sprog er – som vi er vant til fra hans side – folkemusik.  Men i modsetning til alle hans andre værker, jeg har set, har dette stykke ikke meget at byde på i form af medrivende dramatiske begivenheder.  Jo, der er 'episoder', der ruller hen over scenen som en biografisk sæbeopera, men meget få af dem kommer nogensinde i skarpt nok fokus til, at vi i publikum virkelig bekymrer os om udfaldet.

Ensemblet i The Curious Case Of Benjamin Button

Og grunden til den ligegyldighed er, som sagt, manuskriptet.  For meget energi i teksten går med at 'fortælle' os om tingene i stedet for at 'vise' os, hvordan og hvorfor de sker.  De mange fortællestemmer, som går på skift i ensemblet, mens de påtager og kaster sig af rolle efter rolle i en tætpakket fortælling om en 'nogen', der i virkeligheden var en 'ingen', kvæler dramaet under vægten af deres egen eksposition.  Kun én scene i dybet af anden akt vækkes for alvor til live på scenen: Skuespillerne, der får lov at spille den, må nyde det, da det er det eneste øjeblik, teksten giver dem lov til at gøre det, de er bedst til – at spille skuespil.  Resten af tiden er de bare 'fortællere', der er tynget af at skulle tærske uinspireret igennem side efter side med 'han sagde' og 'hun sagde'.

For det andet virker selve dramaets beskedne ambition ('en forestilling om øjeblikke' med Clarks ord) til at være i strid med det valgte musikalske sprog.  Folkemusikgenren domineres af en stærk narrativ og følelsesmæssig direktehed, som er helt uegnet til de elliptiske og subtile nuancer, som teksten lyder til at ville ramme.  Beslutningen om at undgå afbrydelser i fortællingens flow peger også væk fra ballade-operaen og mere mod noget i stil med 'Pelleas et Melisande'.  Der er nogle velintegrerede musikalske mellemspil, men størstedelen af musikken giver os en række sange, fremført af de fem skuespiller-musikere, som man sagtens kunne kvittere for med en høflig klapsalve, før man smutter ud og bestiller flere drinks i baren.

Hvad angår de medvirkende, så giver de alt, hvad de har, og gør alt, hvad der forventes af dem.  De arbejder utrætteligt gennem de ca. 150 minutter forestillingen varer; de synger, danser, spiller, siger deres replikker og flytter kulissernes kasser og skuffer med utømmelig energi.  Matthew Burns, Rosalind Ford, Joey Hickman, Philippa Hogg og James Marlowe gør alt, hvad manuskriptet beder om, og mere kan de ikke gøre.  Det er ikke deres skyld, at teksten tvinger dem gennem et minefelt af klichéer og de mest forudsigelige drejninger i det, der burde være alt andet end en kedelig vandring.  De tvinges hele tiden til at opholde sig i en realistisk verden, hvor den eneste interessante begivenhed i plottet er fuldstændig urealistisk og derfor aldrig rigtig tilhører hverken dem eller andre.  Darren Clarks musik sørger for, at oplevelsen er behagelig nok, men manuskriptet giver ham aldrig de muligheder for 'bid', der gjorde hans værker som 'These Trees Are Made Of Blood' så energiske.  Teknisk set er dette værk mere sofistikeret; kunstnerisk er det en smule skuffende.

BESTIL BILLETTER TIL THE CURIOUS CASE OF BENJAMIN BUTTON