ANMELDELSE: Vinden i piletræerne, London Palladium ✭✭✭

Gary Wilmot, Denise Welch, Rufus Hound, Simon Lipkin, Craig Mather i Vinden i piletræerne The Wind In the Willows

London Palladium

29. juni 2017

3 stjerner

Bestil nu

The Wind in the Willows på Palladium er lidt af et paradoks i sig selv; scenograf Peter McKintosh gør ikke meget for at fremkalde den milde idyl fra det engelske landliv i Kenneth Grahames klassiker. I stedet præsenteres denne kæmpe-musical med en enorm, svungen træstamme og præcist placerede pilegrene, der hænger næsten klinisk over det store rum. Rachel Kavanaugh har instrueret en velsmurt og munter forestilling med iørefaldende sange fra den altid pålidelige tekst- og musikduo Stiles og Drewe, og hele ensemblet giver den fuld gas i en aften, som både børn og voksne utvivlsomt vil elske. I så prangende omgivelser kan det være svært at bevare charmen – en essentiel del af denne velkendte fortælling – men jeg hyggede mig virkelig, og jeg så flere børn stå på knæ i deres sæder, helt opslugte. Så det kreative hold og de medvirkende kan tage det roligt: De har i den grad ramt plet.

Craig Mather (Mole), Simon Lipkin (Ratty) og ensemblet i The Wind in the Willows. Åbningsnummeret 'Spring' starter med et brag, mens vi møder flodbreddens beboere familie for familie. (En særlig hilsen må gå til de kostumemæssigt geniale pindsvin, der var meget optaget af sikkerhed og sundhed, og som fik aftenens største bifald.) Vi præsenteres for Ratty og Moley, mens de fjoller rundt i både – en rigtig båd, selvfølgelig, det er jo trods alt Palladium. Producent Jamie Hendry skrev, at denne opsætning havde til formål at fejre venskabets glæde, og kemien mellem Simon Lipkin og Craig Mather er tydelig. Lipkin er til den kortluntede og sarkastiske side, evigt irriteret over Mathers naivitet, selvom meget af deres dialog bruges på ren forklaring. Faktisk spekulerede jeg over, hvor meget manuskriptforfatter Julian Fellowes egentlig har bidraget med, da teksten føltes ret begrænset mellem de mange fængende musiknumre. Som den tredje del af trioen leverer Gary Wilmot en imponerende og troværdig militærisk Badger.

Rufus Hound som Mr. Toad i The Wind in the Willows UK Tour. FOTO: Helen Maybanks

Den næste vi møder er Mr. Toad, spillet med sprudlende energi af Rufus Hound, som man kender fra tv-quizzerne. Han er uden tvivl entusiastisk, og hans glæde ved at spille Toad og indtage så ikonisk en scene skinner tydeligt igennem. Det skriggrønne hår og overskægget kroner hans skøre og hovmodige præstation, selvom jeg gerne ville have set lidt mere "tudse" i hans bevægelser. Sandheden er dog, at den eneste præstation, der virkelig formåede at formidle en troværdig dyrisk fysik og konsekvent karaktertegning, var Neil McDermott som den skurkagtige Chief Weasel. Han spillede ham som en gangster fra Londons East End, og hans stemme og bevægelser var fremragende, mens hans hånende væsel-karakter havde forestillingens mest interessante udvikling. En anden bemærkelsesværdig præstation er Natalie Woods som hesten, der lider under Toads besættelse af campingvogne; hun stepper lystigt og synger fantastisk i det stærkeste nummer 'The Open Road'. Denise Welch var også med.

Neil McDermott og ensemblet i The Wind in the Willows. Foto: Marc Brenner.

Der er masser af underholdende indfald i denne opsætning: synkronsvømmende oddere, kanin-par af samme køn, en herlig montage i retssalen og den mest forrygende tog-flugt. Men man kan spørge sig selv, om folk nu om dage er trætte af at tilgive overklassens særheder og luner. I en verden præget af Boris og Grenfell-tragedien føles det måske lidt tyndt at grine ad folk, der er selvoptagede og arrogante, bare fordi de går i tweed og råber "poop poop". Julian Fellowes har skabt en karriere på at fodre os med smukke rige mennesker i elegante huse, men et biprodukt af det er et land, der måske er lige så socialt splittet som for hundrede år siden. Når det er sagt, så lo jeg oprigtigt af Drewes underfundige tekster og blev revet med af Stiles' overdådige musik, som blev dirigeret upåklageligt af Tony Higgins. Jeg er ikke i tvivl om, at forestillingen nok skal blive velbesøgt og more mange. Denne version af Willows er skør, storslået og efterlader en i højt humør, men den mangler den intime charme.

BESTIL BILLETTER TIL THE WIND IN THE WILLOWS NU

Se flere billeder fra forestillingen The Wind In The Willows