ANMELDELSE: Tick, Tick... BOOM!, Bridge House Theatre ✭✭✭✭

Julian Eaves anmelder Jonathan Larsons musical Tick, Tick...BOOM!, som lige nu spiller på Bridge House Theatre SE20.

Foto: Jamie Scott-Smith Tick, Tick... BOOM!

Bridge House Theatre

7. oktober 2019

4 stjerner

Bestil billetter

Da dette fascinerende, lille nye Fringe-spillested åbnede for et par år siden, satte jeg kursen direkte mod det. Jeg blev straks begejstret over den kunstneriske leder Guy Retallacks og producent Rob Harris' evne til at skabe høj kvalitet og stor charme på deres frimærke-store scene. De udvælger forestillinger, der passer til rummet, og besætter dem med de største talenter. Siden da er teatret blevet en kulturel perle i Penge og et trækplaster for nysgerrige teatergængere udefra. Det tager kun 20 minutter med tog fra Victoria, hvilket gør det til en attraktiv destination for hele det sydøstlige London og omegn. Jeg rejste selv dertil fra Tunbridge Wells på 50 minutter – og med et rejsekort kostede turen tur-retur kun £8. Det viste sig at være hver eneste minut og øre værd.

Foto: Jamie Scott-Smith

Dette værk, som er en af kun to færdiggjorte forestillinger af den tragisk kortlivede Jonathan Larson, er et typisk tidligt værk: Tre unge venner (to fyre og en pige) nyder hinandens selskab i 90'ernes New York City. En af dem skriver tilfældigvis musicals og forsøger – naturligvis – at sætte en forestilling op under beskedne kår. Og hvordan den forestilling ender... tja, jeg vil ikke afsløre det hele, men vi befinder os trods alt i musical-komediens verden. Nok sagt. Selvom forestillingen har en enkel rød tråd, fungerer den bedst i sin skildring af den tætte trio. Alex Lodge fører an som den karismatiske Jon (Larsons eget alter ego) med kærlig opbakning fra vennerne Susan (Georgie Ashford) og Michael (James Hume), der også leverer dygtige biroller som blandt andre Jons agent og far. Forestillingen varer godt en time uden pause og rammer lige præcis det punkt, hvor den hverken er for kort eller for lang. Den føles lige så meget som en revy som et fokuseret drama: Der er masser af grin, men også uventede, mere alvorlige øjeblikke.

Foto: Jamie Scott-Smith

Musikken er dog forestillingens største triumf. Med opbakning fra Jamie Ross på keyboard og guitar bag scenen lyder det af meget mere, end det egentlig er. Numre som 'Green, Green Dress', 'Johnny Can't Decide', 'Real Life', 'Sugar' og den gribende ballade 'Come To Your Senses' brænder sig fast i hukommelsen med det samme. Der er endda plads til en kærlig, men teknisk genial Sondheim-parodi i 'Sunday (Brunch)', samt den inderlige 'Why', som Lodge selv akkompagnerer på keyboard på scenen. Og meget mere. Salens intense intimitet gør, at man bliver fuldstændig opslugt af hvert nummer, og de utroligt detaljerede og engagerede præstationer gør, at hvert øjeblik føles som en ægte, levet oplevelse.

Foto: Jamie Scott-Smith

Richard Williamson har skabt en flot lyssætning, og Natalie Johnsons enkle scenografi fungerer upåklageligt. Phil Lee styrer lyden, men stemmerne er næsten altid uforstærkede. Paul Harris står for bevægelse, selvom man godt kunne have ønsket sig lidt mere af det. Retallacks instruktion er hele tiden fokuseret på at fremhæve det menneskelige i karaktererne; han kombinerer dette med en sikker og intelligent udnyttelse af rummet, som forstærker forestillingens dramatiske slagkraft. Det er en lille perle!