STORT INTERVIEW: David Schaal og Vincent Regan om A Steady Rain

Efter en succesfuld spilleperiode på East Ridings Theatre i East Yorkshire rykker Keith Huffs anmelderroste stykke A Steady Rain nu ind på Arcola Theatre i London. Layla Haidrani har talt med hovedrolleindehaverne David Schaal (The Office) og Vincent Regan (Troy) om, hvad publikum kan vente sig af London-premieren. 

Q: Hvad tiltrak jer ved A Steady Rain? VR:  Jeg ledte efter et rigtig godt moderne stykke, og et der ikke krævede et stort ensemble, da vi ikke havde råd til at hyre mange skuespillere. Jeg faldt over Steady Rain og kunne lide det så meget, at jeg tænkte, jeg selv ville spille med. Jeg laver normalt ikke så meget teater – jeg har kun lavet et par stykker de sidste 15 år. DS: Jeg blev med det samme draget af det fantastiske manuskript. Det er sjældent, man læser et stykke og tænker, at det bare må og skal man lave, men sådan var det her. Det var præcis den slags drama, jeg elsker at se, de klassiske amerikanske film noir som Seven og tv-serier som The Killing. Og så var det chancen for at arbejde sammen med Vincent Regan, som jeg har hørt så meget godt om gennem årene. Q: Vincent, I er lige blevet færdige på East Riding Theatre. Det må have været en stor oplevelse? VR: Det tog os mange år at få etableret teatret. Da jeg flyttede til Beverley i East Yorkshire, var der intet teater i byen, og jeg følte, der ville være en efterspørgsel, hvis vi fik åbnet et. Under krisen havde vi ingen støtte, men vi fik lov at overtage et gammelt baptistkapel af kommunen, som vi elsker, da det er et utroligt charmerende sted med en helt særlig stemning. Da vi spillede Steady Rain, var der udsolgt i tre uger. Vi havde 170-180 publikummer hver aften, så det viste sig at blive en stor succes. Q: Hvordan bliver det anderledes på Arcola i forhold til ERT? VR: ERT er en mere traditionel scene, mens Arcola giver en mere intim 360-graders oplevelse. Man er meget bevidst om, hvor publikum sidder. Vi er ved at lave nogle små justeringer i iscenesættelsen lige nu. Man kan sige, det er en ret intens og omsluttende oplevelse. DS: Det er et af mine yndlingsteatre; de præsenterer meget rigtig god ny dramatik her, og de har en stærk forbindelse til lokalområdet. Der er mange, der elsker denne type teater og ser Arcola som et sted, hvor det sker, så jeg tror, det kommer til at gå rigtig godt her.

Q: Hvilket publikum tiltrækker I? Tror I, der er stor forskel på Yorkshire og London?  VR: Ældre mennesker i det nordlige England, yngre mennesker i London. Vi har nu også unge med i Yorkshire! – men størstedelen af vores publikum der er ældre, mens det i London er et meget yngre publikum. Det, jeg glæder mig til, er, at stykket er meget filmisk; det er næsten som at se en HBO-serie live. Det er absolut for et ungt publikum, især for folk der normalt ikke går i teatret, fordi det har så stærk en fortælling. De vil nyde historien og forhåbentlig få smag for at se mere teater. Q: Det har gået forrygende i USA. Hvorfor vil det her stykke interessere et britisk publikum?  DR: Der er helt sikkert en nysgerrighed og en kæmpe appetit herhjemme. Vi elsker amerikansk noir-drama. Derudover er Keith Huff en fantastisk dramatiker. Hans dialog og beskrivelser er et kæmpe talent, og jeg tror på, at jungletrommerne vil trække folk til. Bookingerne på Arcola ser (allerede) bedre ud end ved mange andre stykker på dette tidlige stadie. VR: Det er et meget intenst stykke, det behandler nogle voldsomme emner, og man sidder virkelig på kanten af sædet. Q: David, du er kendt for din rolle som Jays dominerende far i The Inbetweeners. Hvad har du lavet siden da? Efter The Inbetweeners forsøgte jeg at lave mere seriøst skuespil. I England er det tit komedier, jeg bliver tilbudt på tv, så jeg prøvede noget nyt og rejste til USA i en periode. Jeg fik en rolle i en vampyr-serie kaldet The Strain, produceret af Guillermo del Toro, hvilket var fedt. Jeg var i Canada og filme i tre måneder og fik lov at arbejde med David Bradley, hvilket var fantastisk. Jeg havde en rigtig god scene med David Bradley og en anden med en amerikansk skuespiller kaldet Jamie Hector. Ironisk nok kom jeg lige tilbage til England og fik en rolle i anden sæson af komedieserien You're the Worst, og karakteren mindede faktisk en del om Jays far. Vi rejser til LA for at besøge min søn, der er forfatter, og vi skaber totalt kaos. Jeg forsøgte mærkeligt nok at slippe væk fra komedier, men endte med at lave netop det! Q: Hvordan forbereder du dig på rollen hver dag?  DS: Jeg starter altid med manuskriptet og leder efter alle de spor til karakteren, der ligger gemt der. Det er lidt som et detektivarbejde. Gennem manuskriptet begynder man at forstå karakterens psykologi, og så arbejder man indefra og ud med det fysiske. Jeg har set masser af politiserier i denne genre, så det er noget, der ligger ret lige til for mig. Jeg begynder at tænke som en betjent, opføre mig som en betjent og bliver lidt 'methody' omkring det. En stor del er også samspillet med Vincent og at opbygge forholdet mellem de to karakterer – det kræver meget arbejde, da det er et stykke med kun to personer. Der er utroligt meget dialog, der skal læres. Det er stort set et fuldtidsjob for mig lige nu – ikke bare at få teksten på plads, men også at ramme karakterens psykologi og fysik. VR: Jeg læser stykket hver dag. Jeg sætter mig i garderoben og går det hele igennem inden forestillingen. Og så prøver jeg at få så meget hvile som muligt og få et godt måltid mad en times tid før. Q: Hvad er dit yndlingsøjeblik i forestillingen? VR: Da det er et stykke med kun to personer, er man på scenen hele tiden, og der er meget lange monologer, hvor man beskriver begivenheder. Men når man rammer følelsen og mærker, at man har publikum i sin hule hånd og de er helt opslugte, så er det fantastisk for enhver skuespiller. Der er øjeblikke af kulde, og så er der sande øjeblikke af ømhed og sorg, og når man kan mærke, at publikum gennemlever følelserne med en, er det altid en stor oplevelse.

Q. Når du spiller udfordrende karakterer, føler du så nogensinde sympati for dem? Tag bare Denny og Joey, som uforvarende afleverede en dreng tilbage til en af USA's mest berygtede seriemordere. DS: Det er hårdføre betjente, der er vant til at være på gaden og tale et råt sprog; de er ikke ligefrem de mest empatiske typer. Alligevel føler jeg stor sympati for min karakter. Han er en helt almindelig fyr, en god fyr. Jeg finder altid en forbindelse til de karakterer, jeg spiller; jeg er nødt til at finde noget i dem, jeg kan relatere til mig selv. Selv hvis man spiller et decideret svin, kan man finde en form for empati eller et referencepunkt. VR: Absolut, som skuespiller er man klar over, at man skal finde noget at elske i hver karakter – selv hvis det er et monster. Denny og Joey gennemgår svære perioder i deres liv med drastiske konsekvenser, men uanset hvilke dårlige ting der sker i stykket, er de grundlæggende gode mennesker – bare præget af meget uheldige omstændigheder. Q: Fortællingen er delvist inspireret af korruption i politiet i Chicago. Hvor let er det for korruption og fristelser at udvande moralen? Tror du, folk kan blive afledt af fristelser? DS: Hvis man ikke har mange penge, og der er en fristelse til at tjene lidt hurtige håndører – måske se lidt gennem fingrene med nogle prostituerede og tjene på det – så tror jeg, at det med en vis mentalitet kan være ret let at lade sig friste, især hvis alle andre også gør det. Jeg ved det ikke med sikkerhed, men der har været visse politistyrker i ethvert årti, hvor korruption har floreret, og dette stykke er lidt af en blanding af tidsaldre. Der er lidt 70'ere over det, lidt 80'ere og i hvert fald en antydning af politikorruption. VR: Når man får magt i politiet, især magt over andre mennesker, så er det magten, der korrumperer. Hvis der er en chance for at tjene lidt ekstra ved siden af, vil nogle træffe det valg, mens andre ikke vil. Den karakter, jeg spiller, er en af dem, hvis moralske kompas er kommet lidt ud af kurs. Q: Det er en verden, der giver meget lidt plads til flugt eller frelse? Tror du, det gør sig gældende i virkeligheden, f.eks. for tidligere kriminelle? DS: Frelse er en meget personlig ting. Hvis man har været fængslet for mord, må man vel finde en mening. Det afhænger alt sammen af, hvad man har brug for at blive frelst fra. I stykket er der religiøs symbolik hele vejen igennem, en kraftig dosis katolicisme, og temaet om renselse gennemsyrer det hele. VR: Jeg er optimist og tror fuldt og fast på at give folk en chance nummer to for personlig forsoning. Det har dog ikke påvirket min fortolkning af karakteren. Jeg træffer ingen valg for karakteren, der ikke står sort på hvidt i teksten; som skuespiller er man blot budbringeren. Q: Selvom Keith Huff har beskrevet det som to betjente, et bord, to stole og to kopper kaffe, så er filmrettighederne købt af Steven Spielberg. Tror du, en film kan yde historien retfærdighed, eller fungerer den bedst på et teater?  DS: Det fungerer godt i begge medier, og jeg kan sagtens se det som et mørkt, intenst psykologisk drama. Teaterproduktionen er i høj grad en øvelse i historiefortælling, der lader publikum bruge deres egen fantasi. Vi leverer replikkerne og lader publikum tage med på rejsen. VS: Teater er en helt anden størrelse end film og tv, men det er virkelig fedt, fordi man får lov at give slip, og det kun er dig og publikum, hvilket er meget anderledes, men også meget givende. Q: Hvad er jeres mål med stykket på kort og lang sigt?  VR: Jeg vil gerne øge kendskabet på landsplan og bringe forestillingerne til London, da vi kun har været i gang i et år. Jeg håber i fremtiden at kunne fortsætte samarbejdet med Arcola, så der opstår en stærk relation mellem dem og ERT. Jeg håber, stykket bliver en kæmpe succes, og at mange kommer og ser det; det er et af de stykker, der virkelig fortjener et publikum.

Fotos: Nick Rutter

A Steady Rain spiller fra 10. februar til 5. marts 2016 på Arcola Theatre. Book nu