En hyldest til de over 80-årige

Paul T Davies hylder de mest erfarne herrer (og damer) inden for British Theatre.

Dame Maggie Smith og Sir Ian McKellen. En af de mest eftertragtede billetter i London netop nu findes på Bridge Theatre, hvor Dame Maggie Smith optræder i A German Life.  Forestillingen skildrer Brunhilde Pomsels liv; en kvinde, der oplevede størstedelen af det tyvende århundrede, født i 1911 og død som 106-årig i 2017. Hun var førstehåndsvidne til nazismens fremmarch og Det Tredje Riges fald, og et af hendes job var som sekretær for propagandaminister Joseph Goebbels. Det ekstraordinære ved stykket er, at Maggie Smith leverer den en time og 45 minutter lange monolog (uden pause) i en alder af 84 år. Så sent som i sidste uge sad jeg i publikum i Colchester og oplevede Sir Ian McKellen fejre sit 80. år med sit oneman-show, hvor han indsamler tusindvis af pund til lokale teatre på sin turné rundt i Storbritannien.

De er begge fremragende skuespillere, og jeg føler mig privilegeret over at have set dem begge i deres såkaldte "efterår", hvor de giver en mesterklasse i skuespil og bjergtager deres publikum. Teatret findes i deres DNA, da de begge stammer fra en tid, hvor scenen blev anset for at være skuespillerens vigtigste arena; de har årtiers erfaring løbende i årerne. Man kan argumentere for, at Sir Ian kan gå lidt "off-piste", når han bryder den fjerde væg, henvender sig direkte til publikum og fortæller om sit liv – han kan ændre rækkefølgen og tilpasse sig publikums reaktion (krydret med vidunderlige anekdoter om Dame Maggie!). Alligevel indeholder anden halvdel referencer til samtlige Shakespeare-stykker, og hver eneste replik, han leverer, føles frisk og levende. Dame Maggie har et manuskript, hun skal holde sig til, selvom teksten tillader Brunhilde/Smith at afbryde sig selv og sige, at hun har glemt, hvad hun var ved at sige. Men hos Smith ligger det ægte, naturalistiske skuespil i gestikken, pauserne, ansigtets rædsel over fascismen, benægtelsen af hvor meget hun egentlig vidste, og rummet mellem ordene. Hun har sikret det 900 pladser store Bridge Theatre sin første totalt udsolgte forestilling, og hun når ud til hver eneste række i salen.  Publikums ærbødighed er til at tage og føle på. Enhver skuespiller under 80 har nu indset, at Smith og McKellen har gjort det umuligt for dem nogensinde at brokke sig over at lære replikker igen.

Glenda Jackson, som også er i 80'erne, tager i øjeblikket Broadway med storm i titelrollen som King Lear, og Dame Eileen Atkins (ligeledes i 80'erne) var fænomenal i After the Storm sidste efterår. Selvfølgelig har et godt helbred velsignet disse skuespillere. Men jeg mener, at det, de demonstrerer, er at kaste handsken til sig selv, udfordre deres håndværk på ny og nedbryde forestillingen om, at livet på en eller anden måde slutter ved de 60. Jeg håber stadig på at få lejlighed til at se Dame Judi Dench på scenen mindst én gang til.

Det er en skam, at NT Live ikke transmitterer disse forestillinger, men jeg håber inderligt, at de bliver optaget på en eller anden vis. Det ville være et uvurderligt arkiv for enhver ung skuespiller. Hvem ville du gerne se optræde, når de runder de 80?