ANMELDELSE: A Day In The Death Of Joe Egg, Trafalgar Studios ✭✭✭

Julian Eaves anmelder A Day In The Death Of Joe Egg af Peter Nichols, som nu spiller i Trafalgar Studios i London med Toby Stephens og Claire Skinner i hovedrollerne

Claire Skinner, Storme Tollis, Clarence Smith, Lucy Eaton, Toby Stephens. Foto: Marc Brenner A Day In The Death Of Joe Egg Trafalgar Studios,

2. oktober 2019

3 Stjerner

Bestil nu

Der var intet, Peter Nichols (der gik bort i en alder af 92 for blot få uger siden) ikke vidste om dramatisk opbygning, tempo og dialog, der flyder let og naturligt. Dette stykke fra 1967 er et skoleeksempel på, hvordan man håndterer teatrets grundmaterialer og forvandler dem til sprudlende samtaler og gnistrende action. Instruktør Simon Evans forstår dette og har betydeligt mere sjov med denne opsætning, end han havde for nylig med den noget tungere 'The Best Man': dette er en langt skarpere, friskere og mere livlig oplevelse, der cementerer ham som en potentiel specialist i periodens dramaer.

Lucy Eaton. Foto: Marc Brenner

Og periode-stykke er det i den grad. Peter McKintoshs scenografi og kostumer minder om en illustration fra Ideal Home-magasinet, skævbukket af mildt pop-art-agtige billeder på væggene, men møblerne og detaljerne er helt korrekte og upåklagelige. Dette er den stræbsomme middelklasseverden af ledelse og administration 'derhjemme', serveret med samme sans for detaljen som et glansbillede i Good Housekeeping. Men da Toby Stephens – i rollen som Bri, forfatterens primære stedfortræder i denne stærkt selvbiografiske fortælling – skyder forestillingen i gang med en stand-up-rutine henvendt direkte til publikum som en presset skolelærer, der råber af en uregerlig klasse, begynder man at bemærke en kløft mellem tekstens teatralske eksperimenter og McKintoshs kedelige, bogstavelige iscenesættelse. Som stykket skrider frem, og hver karakter efter tur – med et glimt i Prema Mehtas lys og et brag fra Edward Lewis' lyd – træder ud af 'historien' og taler gennem den fjerde væg direkte til publikum, bliver man gradvist mere utilpas over den undertrykkende 'normalitet' i det pæne box-set-sceneri.

Storme Toolis. Foto: Marc Brenner

Men dette har altid været problemet med så meget britisk teater. Fremragende tekst, men trøstesløst forudsigeligt og kedeligt design. Stephens ræser gennem sine endeløse vittigheder og narrestreger, men er stadig indhyllet i en svunden æras gevandter. Claire Skinner, som hans kone Sheila, er dømt til at spille 'den seriøse' modpart til hans evindelige komiske rutiner, men gør en dyd ud af det med kølig kontrol og enkel hjertevarme. Clarence Smith, i rollen som den aftenbesøgende Freddie, får aftenens største grin med replikken – som, ligesom næsten alt andet, udspringer direkte fra Nichols' plagede psyke: 'Taler jeg for højt? Jeg hæver altid stemmen, når jeg hjælper folk'. Det er en genial replik, men effekten drukner i den ulidelige borgerlige charme i dagligstuen, den skal leveres i. Helt ærligt: der findes bedre britisk scenografi på scenerne – hvorfor ikke her?

Toby Stephens og Patricia Hodge. Foto: Marc Brenner

Lucy Eaton, der spiller hans kone Pam, må kæmpe mod et ulasteligt hår (jeg tror, det er en paryk) af Carole Hancock og en lækker gul frakke samt en smart stribet kjole med knæhøje brune læderstøvler: jeg mener, hun ser fantastisk ud, men hvorfor skal alt omkring hende se lige så fantastisk ud? Den overdådige intetsigenhed er kvælende og dræber sprogets bid. Patricia Hodge har en noget bedre tur; hun er en rutineret farce-skuespillerinde og udnytter sin entré i anden akt til fulde, men måske skyldes det kun, at hun er mindst tid på scenen, at hun ikke virker lige så opslugt af sceneriet. Ud af hele castet er det kun Storme Toolis, der radikalt bryder med den hyggelige komfort. Som den eneste skuespiller med et fysisk handicap indtager hun rollen som Bri og Sheilas datter, der er vokset op med en kompliceret medicinsk tilstand. Hendes spillestil er så modigt anderledes, at hun bliver en fængslende og fascinerende skikkelse foran os: hun bruger stilhed, kropsholdning og gestik på måder, som – efter denne produktion at dømme – virker helt fremmede for resten af holdet.

Foto: Marc Brenner

Jeg mistænker, at det er et fejlagtigt indtryk. Det er rigtig gode skuespillere, og jeg er sikker på, at de kunne gøre meget mere, hvis de fik chancen. Men hvor ofte beder britiske instruktører egentlig skuespillere om at strække sig og overraske publikum? Og hvor ofte inviterer de dem bare til at servere noget sikkert og lunt, hyggeligt og velkendt? Er der nogen, der husker Artaud? Er der overhovedet nogen, der læser ham mere? Er der nogen derude, der stadig mener, at teater skal være spændende, udfordrende og risikofyldt? Ja, der findes sådanne instruktører, og jeg har set nogle af dem arbejde på netop dette teater, men desværre ikke ved denne lejlighed. Som en teknisk øvelse i at demonstrere Nichols' mestring af formen er der ikke meget at udsætte på dette; men som et drama, der taler fra hjerte til hjerte, savner det i min optik lidt mere åbenhed og ærlighed.