ANMELDELSE: A Tale Of Two Cities, Regent's Park Open Air Theatre ✭

Ensemblet i A Tale of Two Cities. Foto: Johan Persson A Tale of Two Cities

Regent’s Park Open Air Theatre

14. juli 2017

1 stjerne

Bestil her

A Tale of Two Cities trak overskrifter længe før denne premiere, med forlydender om familier, der forlod forestillingen i utide på grund af vold og bandeord.

Sidenhen er stykket blevet omarbejdet som reaktion på postyret, og alligevel var der på den aften, jeg overværede det (hvor der knap var et barn at se), mange publikummer, der ikke vendte tilbage efter pausen. Ikke engang fordi det var for groft, men blot fordi det var for ringe.

Dette er en gudsjammerlig rodebutik af en produktion, der forsøger at slå bro mellem bogen fra 1859 og nutiden ved at drage paralleller mellem fattigdommen i 1850'ernes Paris og nutidens Sangatte.

Nicholas Karimi som Sydney Carton. Foto: John Persson. Produktionen blander på uforståelig vis moderne kostumer med klæder fra det 18. århundrede, mens Dickens-agtig dialog står over for Brecht-inspirerede sceneintroduktioner. Det virker som om, de har kastet alt mod muren for at se, hvad der bliver hængende; resultatet er en tung oplevelse, og det er endda uden at medregne den episke spilletid på tre timer.

Historien er i forvejen kompleks, og produktionens forvirrede stil bidrager ikke ligefrem til klarheden. De af os, der var heldige nok til at have et program, kunne få en smule mening ud af det, men jeg hørte mange sige, at de var fuldstændig tabt efter første akt, som fór frem og tilbage mellem utallige lokationer og karakterer.

Patrick Driver (Manette), Foyinsola Ighhodalo (Little Lucie), Jude Owusu (Darnay) og Marieme Diouf (Lucie). Foto: Johan Persson

Måske kunne skærmene omkring spillestedet have været brugt til at kaste lidt lys over sagen, fremfor at vise klip af moderne skikkelser som Donald Trump (hvilket tilsyneladende er en forudsætning for, at en forestilling kan få grønt lys i øjeblikket).

Selvom det politiske budskab er prisværdigt, serveres det øredøvende larmende og uden subtilitet, hvor ensemblet ofte ender i rent overspil. Timothy Sheader (instruktør) og Matthew Dunster (dramatiker) er begge dygtige og talentfulde herrer; det er svært at begribe, hvordan det er endt med en så eklatant fuser.

Nicholas Khan som Monseigneur. Foto: Johan Persson

Det største lyspunkt er musikken (som ironisk nok ikke er krediteret i programmet), der skaber atmosfære og spænding, selv når det mangler på scenen.

Jude Owusu er desuden en oprigtig og rørende Charles Darnay, mens Nicholas Karimi gør et flot stykke arbejde med en gribende slutmonolog som hans engelske modstykke Sydney Carton. Det er dog i høj grad et tilfælde af for lidt og for sent.

Scenografien af Fly Davis er interessant – en trio af containere, der åbner sig og afslører forskellige baggrunde. Men den vidtstrakte metalliske gråhed gør intet godt for en produktion, der virker helt uden føling med hverken følelser, tone eller kontekst.

Den markedsføres måske som en fortælling om to byer, men for mig, og publikum omkring mig, var denne aften en fortælling om én stjerne.

BILLETTER TIL A TALE OF TWO CITIES