ANMELDELSE: Abigail, The Bunker Theatre ✭✭✭

Tia Bannon og Mark Rose i Abigail Abigail

The Bunker Theatre

12. januar 2017

Tre stjerner

BESTIL BILLETTER

En mand og en kvinde – vi lærer aldrig deres navne at kende – mødes på et fly til Berlin. Han er en erfaren rejsende med en lang liste over globale seværdigheder, der skal ses. Hun er mere uerfaren, udstyret med en sort humor og en forkærlighed for yoga. I løbet af det næste år indleder de et forhold, der udvikler sig i en yderst destruktiv retning.

Tia Bannon og Mark Rose i Abigail

Spilletiden på 60 minutter mærkes tydeligt i denne hæsblæsende gennemgang af en kærlighedshistorie, der løber af sporet, men man kan argumentere for, at dette også er en svaghed. En kort forestilling er ofte en fordel – især for et publikum, der er afhængigt af offentlig transport, og særligt som på denne aften, hvor London var plaget af dårligt vejr. Men jeg siger sjældent dette om teaterstykker, som så ofte lider under det modsatte problem: Abigail kunne have haft stor gavn af at være en del længere.

Dramatiker Fiona Doyle har skabt en vidunderlig, flerlaget fortælling med masser af antydninger af hemmeligheder og karakterernes fortid – begge dele er fremragende skrevet. De to har øjeblikke af ren idyl som par, men de kan ligeledes være modbydelige mod hinanden med chokerende mørke konsekvenser. Doyle forstår bestemt også at strukturere et stykke. Den opsplittede tidslinje, som suser frem og tilbage mellem vitale punkter i karakterernes forhold, fodrer publikum med spor og giver slutscenen (hvor parret mødes første gang) en særlig åbenbarende karakter. De korte scener sørger også for, at publikums opmærksomhed aldrig vandrer. Men disse hemmeligheder – især fra den unge kvinde, der tydeligvis skjuler noget om sit forhold til familien – bliver aldrig rigtig forløst. Der er presset utroligt mange idéer ind i denne time, og man må spørge sig selv, om der simpelthen er lidt for mange.

Tia Bannon og Mark Rose i Abigail

Forestillinger med kun to medvirkende sikrer, at der ikke er nogen steder at skjule sig for skuespillerne, og den udfordring tager Mark Rose op med stor overbevisning. På trods af den lille scene virker han fuldstændig veltilpas; hans præstation er naturlig og troværdig. Han matches flot af Tia Bannon som den uforudsigelige og kontrollerende kvinde.

Max Doreys scenografi er yderst vellykket i sin enkelhed. Scenen er bygget op af snesevis af kasser stablet ovenpå hinanden. Denne følelse af noget midlertidigt – en eksistens i evig forandring – passer godt til de to rejsendes nomadiske natur, da de begge virker dybt modvillige mod at tage hjem. Nogle af kasserne indeholder rekvisitter, hvilket gør dem let tilgængelige uden at forsinke handlingen. Scenografien er desuden solid nok til at blive klatret på, så den fungerer som et bjerg under en af karakterernes vandreture. Christopher Nairnes lyssætning viser tydelige og utvetydige overgange mellem scener og tidsspring. Der skal også lyde en ros til instruktøren (og kunstnerisk leder af The Bunker), Joshua McTaggart, som udnytter rummet fortræffeligt.

Tia Bannon og Mark Rose i Abigail

I sidste ende fremstår Abigail som en noget forvirret størrelse, hæmmet af for mange gode idéer på for kort tid. En god produktion hjælper med at løfte stykket til en vis grad, men alt i alt er resultatet skuffende uklart og utilfredsstillende.

Spiller indtil 4. februar 2017

Fotos: Anton Belmonte for 176 Flamingo Lane.

BESTIL BILLETTER TIL ABIGAIL PÅ THE BUNKER THEATRE