ANMELDELSE: Afterglow, Southwark Playhouse ✭✭

Julian Eaves anmelder Afterglow af S. Asher Gelman, som lige nu spiller på Southwark Playhouse i London.

Sean Hart og Danny Mahoney i Afterglow. Foto: Darren Bell Afterglow Southwark Playhouse, Large

11. juni 2019

2 stjerner

Bestil billetter

Der var engang en tegning i det britiske satiremagasin Punch, som stammer fra den tid, hvor rygning på offentlige steder var ved at blive en antisocial vane: Den forestillede en restaurant fyldt med par ved bordene, og over dem hang et skilt på væggen med teksten: 'Tak fordi I ikke diskuterer jeres forhold'.

Jeg ønsker ofte, at Punch stadig eksisterede og spredte sin humor og visdom til verden, for der er tydeligvis nogle, der har brug for dens vejledning.  En sådan person er S. Asher Gelman, forfatteren til dette 'brev til scenen', der nu pryder den store sal på Newington Causeway med sin ikke særligt højlydte europæiske premiere.  Det er en meget enkel fortælling, hvor tre fyre – når de ikke er travlt optaget af de mange, mange, mange tøjskift – bruger 90 lange minutter på at tale om meget lidt andet end det, skiltet i Punch-tegningen i sin tid forbød.  Karakterskildringerne er lige så tynde som deres garderobe, og enhver, der så 'The Inheritance', vil undre sig over, hvordan dette stykke kunne udspringe fra samme kultur, samme by.  Men det er jo heller ikke de samme hænder, der har skrevet det.

Hvis du dog tænker, at dette lyder som noget for dig, kan du sikkert stoppe læsningen her, for det er her, vores veje skilles.  Men før jeg lader mig rive med af kritikken, lad os prøve at se det fra stykkets side.  Det har gode intentioner.  Et ærligt blik på, hvordan folk indretter deres liv, jagter løse forbindelser og one-night-stands, mens de neurotisk længes efter troskab og monogami.  Det er velkendt territorium, men det kunne have været kilde til noget interessant, som vi ikke alle har hørt før.  Eller, hvis man har levet under en sten, er det måske helt nyt.  Det ville blot kræve, at forfatteren havde en form for vid eller indsigt i emnet, som gjorde det friskt og engagerende.

Jesse Fox, Danny Mahoney og Sean Hart i Afterglow. Foto: Darren Bell

Det, der – indledningsvist – er ret attraktivt ved forestillingen, er de tre mandlige karakterers afklædte kroppe: et borgerligt par, Josh (Sean Hart) og Alex (Danny Mahoney), der dyrker meget hurtig og meget simuleret sex med det, vi senere finder ud af, er deres yngre og ikke spor velhavende 'pick-up', Darius (Jesse Fox).  De har meget trimmede, veldefinerede kroppe med spinkle muskler, næsten ingen kropsbehåring, kønne ansigter (der alle ligner hinanden) og en atletisk, smidig måde at bevæge sig på, som vidner om utallige timer i fitnesscentret eller på sportsbanen.  De smiler meget, krammer på en demonstrativ facon og kysser – ofte under rindende vand i en bruser på scenen – med målbevidst aggression, som dog alligevel formår at kommunikere både samtykke og et indtryk af studeret, kalkuleret selvbekræftelse.  Er du med?

Danny Mahoney, Jesse Fox og Sean Hart i Afterglow. Foto: Darren Bell

Hvis du griner af noget af dette, så forsikrer jeg dig for, at du ikke gør det, når du ser det i teatret, for alle tager det meget alvorligt.  Naturligvis ønsker stykket – i Tom O'Briens ligeså polerede produktion – at gøre det helt klart, at disse syner ikke serveres for os af et tarveligt ønske om at pirre.  Tværtimod.  Vi skal værdsætte disse individer og være opmærksomme på, hvordan de lever deres liv.  Derfor får vi også lov at se dem – hver gang en scene hakker til et stop – ikke blot blive våde, men også tørre sig og hoppe ind og ud af et utal af forskellige outfits (jeg mistede tællingen – det må være et mareridt for drengene at holde styr på, hvilke klude de skal have på hvornår i dette hverdagsdrama).  Mens disse skift foregår (og ærlig talt burde de markere dem med skilte som til en boksekamp), bliver vi blæst bagover af ret dateret klubmusik (tænk lyden for 25 år siden), der pumpes ind i øregangene med selvhøjtidelig energi for at holde vores fokus på karakterernes højlydte livsstil.  Som ledsagelse hertil er den erfarne lysdesigner David Howes talenter indkaldt til at hvirvle rundt i en 'klub-agtig' stil.  Hvad hr. Howe egentlig tænkte om at skulle levere den effekt, vil jeg helst ikke vide.  Under selve 'scenerne fra en trekant' ser vi ham dog ikke træde ved siden af, da alt belyses udsøgt.  Sex er, som Noel Coward engang påpegede, primært et spørgsmål om belysning, og med en topdesigner ved hånden må det jo være godt!

Jeg ville ønske, jeg kunne sige det samme om Libby Todds flotte scenografi.  Det ser godt ud: selve symbolet på en moderne loft-lejlighed i New York, hvor disse blottede sjæle (naturligvis) lever deres liv.  Problemerne opstår dog ved de hyppige og omstændelige sceneskift, hvor hendes materialer viser sig at være tunge og tidskrævende at håndtere.  Afslutningen på hver scene (som bliver stadig lettere at forudsige) er derfor forbundet med en voksende frygt for det hektiske scenearbejde, som disse fyre også selv skal udføre i en slags stum koreografi for de overarbejdende, mens vi – det alt for tålmodige publikum – bliver ramt af endnu en omgang rædselsfuld popmusik på CIA-tortur-niveau.  (Spænd sikkerhedsselen... og find ørepropperne frem!)  Det er Joel Price, vi kan takke for dette lydmæssige overgreb.  Lad det blive noteret.  Han følger naturligvis blot instruktørens ordrer.

Og så kommer vi til det endnu sværere emne: skuespillet.  Accenterne virker overbevisende (for ikke-amerikanske ører som mine), men manuskriptet er skrevet i den der åbenlyse, overfladiske 'krydsfiner-stil', man ser i sååå mange skrivekurser, uden noget der skiller det fra de ligegyldige mumlerier fra karakterer i en sæbeopera, der blot skal fylde tiden ud mellem reklameblokkene.  Dette gør livet meget svært for vores tre skuespillere.  De får ikke meget at arbejde med.  Og instinktet hos britisk-uddannede skuespillere er at stole på og respektere teksten, som de pligtskyldigt 'leverer' på den kontante måde, som politikere taler om Brexit på.  Men vi ved jo godt, at der ligger så meget mere bag.  Og det gør der.  Dette er skrevet til amerikanske skuespillere, som er skolet helt anderledes: Da stykket spillede længe på det lille Davenport Theater i NYC, kan jeg forestille mig amerikanske professionelle grave ned i underteksten i hvert banalt øjeblik og spille dét fremfor de tynde, farveløse ord.

Danny Mahoney, Jesse Fox og Sean Hart i Afterglow. Foto: Darren Bell

Men disse tre fyre arbejder ikke sådan.  De spiller det med alt for megen ærefrygt for ordet som ord.  Hver frase udtales perfekt, hver stavelse får præcis den rette vægt, hver pause er ekspert bedømt, og så videre.  De er en fornøjelse som kunstnere.  Ironisk nok bringer al denne omhu og flid dem ikke tættere på hjertet af, hvad dette stykke handler om.  Det kan det ikke.  Man er nødt til at glemme manuskriptet og bare spille øjeblikkets følelse i amerikansk dramatik, ellers får man bare en parade af ord, og det er det, der sker her – jeg troede ikke på et eneste minut af det.

Det gør hele teateroplevelsen ret pinefuld.  Det er slemt nok at skulle sidde igennem de endeløse sceneskift og blive døvet af en rædderlig samling samples, men det er bare en skam, at denne type tyndt skrevne manuskript ikke overlever overførslen til den stringente britiske teatertradition.  Det bliver blot til en irritation.  Hvis man virkelig vil nyde dette stykke, tror jeg, man er nødt til at se det opført af amerikanere, for disse tre vidunderlige skuespillere er desværre fuldstændig fejlcastede til denne tekst (casting: Anne Vosser) og bliver ikke hjulpet af en opsætning, der, selvom den ser imponerende ud, bare står i vejen for dem.

BESTIL BILLETTER TIL AFTERGLOW

Tilmeld dig vores nyhedsbrev