ANMELDELSE: All-Male HMS Pinafore, Richmond Theatre ✭✭✭✭

HMS Pinafore med rent mandshold

Tirsdag d. 14. juni 2016

4 stjerner

Bestil nu

Sasha Regans opsætning af HMS Pinafore med et rent mandligt ensemble er en herlig useriøs og uventet rørende aften i teatret. På trods af Richmond Theatres prangende og plys-betrukne indretning, er denne produktion stringent, opfindsom og aldrig overgjort. Med tre jernsengskøjer, seks proviantkasser, lidt reb og en stor portion fantasi, væver ensemblet den pragtfuldt fjollede fortælling om kærlighed og socialpolitik, mens de forbliver loyale over for Gilberts absurde libretto og Sullivans fængende partitur. Dette er en gennemført og kunstfærdigt udført forestilling, som er hele turen til Richmond værd.

Efter at have produceret lignende genfortolkninger af Pirates of Penzance og Mikadoen, bekræfter denne repremiere (som turnerede flittigt i 2014), at Regan har fundet en vinderopskrift: Smukke, talentfulde mænd, der tager gas på de i forvejen absurde G&S-handlingsforløb, mens de synger guddommeligt. Det virker. Med masser af ultrakorte shorts og knæstrømper brølede latteren i salen og byggede op til en svimlende glæde, der efterlod os med en herlig følelse efter tæppefald. Set i lyset af Orlando-tragedien føles HMS Pinafore særligt livsvigtig som et vidnesbyrd om den ytringsfrihed, som teatret står for. De ømme øjeblikke spillet mellem to mænd føles meget gribende i kølvandet på denne tragedie mod LGBTQ+-miljøet.

Der er så meget at rose i HMS Pinafore, men aftenens favoritpræstation var Neil Moors som Kaptajn Corcoran. Han indfangede virkelig den vilde og skøre energi, som G&S kræver, og tog sig alle de friheder han kunne ved at bryde den fjerde væg med blink og miner til publikums store begejstring. Richard Russell Edwards leverede utallige øjeblikke med fremragende komik gennem sin knivskarpe slapstick og perfekte timing. De elskende, Tom Senior og Ben Irish som henholdsvis Ralph og Josephine, udgjorde det (ironisk nok heteroseksuelle) varme hjerte, som de andre kunne fjolle udenom, og David McKechnie som Buttercup tilførte holdet den klasse og finesse, man kun finder hos en erfaren kunstner.

Der var overlegen musikalsk ledelse af Richard Bates, som får det maksimale ud af de ofte repetitive melodier og leverer mange jokes med frække finesser, der refererer til populærkulturen. Min eneste anke er de brede amerikanske vokaler, som visse af skuespillerne synger med. Den accent føles en smule malplaceret i en operette, der reflekterer over, hvad det vil sige at være en "Englishman". Personligt foretrækker jeg mine kontratenorer og tenorer (hvilket jeg også synes musikken lægger op til) med en meget mindre kunstig og mere ren kor-lyd.

Denne HMS Pinafore beder os reflektere over et samfund, der har ændret sig betydeligt, men som må fortsætte med at udvikle sig og granske sig selv. Gilberts spottende satire over et victoriansk samfund besat af klasse og hierarki virker ikke til at være en million kilometer væk fra de problemer, unge stadig står overfor i det moderne Storbritannien. Hvis det ikke er din klasse, så er det din herkomst, dit køn eller din karriere, folk forsøger at definere dig ud fra. Men disse exceptionelle performere viser med ynde og humor, at hvordan vi opfattes kan ændres ubesværet med en ny vinkel på et tørklæde eller et taktisk svirp med håret. Lizzi Gees koreografi faciliterer disse overgange smukt, og det tilsyneladende traditionelle publikum i Richmond elskede hvert sekund.

BESTIL BILLETTER NU TIL TURNÉEN AF HMS PINAFORE