ANMELDELSE: Andrea McArdle, 54 Below Broadway ✭✭✭✭✭

Ray Rackham anmelder Andrea McArdle i Confessions of a Broadway Baby på 54 Below, Broadway.

Andrea McArdle

Confessions of a Broadway Baby

54 Below, Broadway

5 stjerner

54 Belows hjemmeside

Hvad gør man, når den lille forældreløse Annie fortæller dig, at hun nu er bedstemor? Gennem en fortælling om livet på Broadway-scenen, og et helt liv efter rollen som barnestjernen i hittet fra 1977, beviser Andrea McArdle, hvordan en fantastisk attitude, livsglæde og en fænomenal stemme ikke blot kan bære en glorværdig karriere, men også garantere publikums kærlighed i næsten fem årtier. Hendes nyeste show, Confessions of a Broadway Baby, som for nylig spillede på Broadways eksklusive supper club, 54 Below, var en absolut triumf!

Ledsaget af kapelmester Steve Marzullo ved klaveret åbnede McArdle showet med ”There’s No Business Like Show Business” (fra Annie Get Your Gun). Gennem en samling af smukke, rørende og utroligt morsomme historier samt fabelagtigt arrangerede sange, brugte hun de næste 75 minutter på at bevise, at der virkelig ikke findes noget fag som dette. Med anekdoter om alt fra Sir Cameron Mackintosh (der gav det vise råd, at enhver tidligere Annie kan spille Eponine, men at det kræver en stjerne at spille Fantine) til Carol Channing og Dorothy Loudon, var dette en aften, der fejrede bekendelserne fra en kunstner, der virkelig har prøvet det hele.

Fra at være en herligt uartig barnestjerne (McArdle indrømmer blankt, at hendes opførsel under Annie er grunden til, at alle børneskuespillere har haft en ”tante” tilknyttet siden 1977) til at være en ung voksen på Broadway med meget at lære – og senere en fyrreårig, der spillede en treogtyveårig (eller som hendes venner kaldte hende: ”Belle as old as time”) – tager McArdle publikum med på en rejse af selverkendelse og hudløs ærlighed. Hun minder os om, hvor teknisk dygtig hun er til at fortolke de geniale Broadway-komponister på en unik og spændende måde. Fra Berlin til Sondheim, Herman til Kander og Ebb, Hamlisch og Billy Joel – alle er repræsenteret på en sætliste, der fremviser hendes vokale overskud. Alligevel virker hun aldrig mere hjemme end i Strouse og Charnins musik fra Annie. Overgangen fra Kander og Ebbs ”New York, New York” til Annies ”NYC” gav publikum det første glimt af den pige, vi forelskede os i og voksede op med, og ”Maybe” mindede os om, hvorfor hun blev Broadways helt store darlings. Da hun nåede til ”Tomorrow”, havde hun hele salen i sin hule hånd og genvandt med glæde et Broadway, der ikke længere eksisterer.

En herlig overraskelse var hyldesten til en anden barnestjerne, Judy Garland. Med reference til filmen Rainbow fra 1978, hvor McArdle spillede den unge Judy Garland (og under kærlige blikke fra Lorna Luft – Garlands datter – som sad i salen), strålede McArdle i en række af Garlands tidlige hits, herunder ”Zing! Went the Strings of My Heart” og selvfølgelig ”Over the Rainbow”. McArdle virkede oprigtigt berørt over de bragende klapsalver, og Luft førte an i en stående ovation midt i showet. Et smukt øjeblik blandt mange.

Da McArdle dygtigt nåede slutningen af showet, sang hun en Barbra Streisand-klassiker skrevet af Marvin Hamlisch med tekst af Alan og Marilyn Bergman:

“Can it be that it was all so simple then,

Or has time rewritten every line?

And if we had the chance to do it all again,

Tell me, would we?”

Ja, Andrea. Efter denne overvældende smukke aften, med musikalsk ledelse af Marzullo og dig ved roret: Ja, det ville vi!