ANMELDELSE: Banana, Crabtree, Simon, Drayton Arms Theatre ✭

Banana, Crabtree, Simon Drayton Arms Theatre 1 stjerneBestil billetter Dette er en interessant time i teatret, og værd at se alene på grund af den smukke præstation fra stykkets eneste skuespiller, C J de Mooi.  de Mooi leverer et minutiøst observeret og dygtigt udformet monodrama fyldt med realisme og ømhed.  Problemet er blot, at manuskriptet af David Hendon giver ham så lidt dybde at arbejde med, at selv ikke han kan skabe en ekstra dimension til denne skematiske og underudviklede karikatur.  Hvem ved, hvad der har motiveret Hendon til at skrive om tidlig demens – og glemme at skrive et egentligt 'skuespil'?  Daniel Phillips' jævne instruktion fører de Mooi fra A til B, hvilket viser sig ikke at være særlig langt, og scenografien gør intet for at hjælpe det på vej.  Det gør lyset eller lyden heller ikke.  Hvordan skulle de også kunne det?  Det råmateriale, de har at arbejde med, føles mere som en øvelse i at hive penge ud af fonde ved at udfylde de rigtige felter, fremfor en personlig undersøgelse af noget, det kreative hold faktisk 'brænder' for. de Mooi fortjener meget bedre, og jeg håber, han får det snart.  Hans stemme er en fornøjelse: knivskarp diktion galoperer gennem den hverdagsagtige dialog med så meget energi og præcision, at man – næsten – bliver narret til at tro, at det, han siger, er vigtigt.  Hans kropssprog er perfekt afstemt til at transformere sig fra den ene scene til den næste i en slags 'demensens via crucis', mens den syge på alt for forudsigelig vis forfalder fra den ene 'fase' til den næste.  Det faktum, at han kan gøre dette med så total dedikation og koncentration, er en stærk demonstration af hans professionelle evner.  Men når man ser et stykke og tager sig selv i at bemærke, hvor hårdt skuespilleren kæmper med rollen, ved man, at den er gal. Problemet her er tilsyneladende, at Hendon – i modsætning til mange andre nylige skildringer af degenerative sygdomme – intet nyt har på hjerte, og heller ikke har fundet en original måde at 'indramme' sin fortælling på; i hvert fald ikke noget, der retfærdiggør at bede publikum sidde stille i 55 uendeligt lange minutter.  Det, han har skabt, føles mere som en brugsanvisning til det neurologiske forfalds fremmarch, og måske ville det fungere bedst i et auditorium fyldt med førsteårs medicinstuderende.  Som 'dramatik' fejler det på næsten alle punkter. Det ville være rart at kunne ønske producenten Jamie Chapman Dixon og Rigmarole Productions tillykke med en succes – det er trods alt deres første soloproduktion.  Men uanset hvor lovende det måtte have set ud på papiret, ender det på de skrå brædder som intet andet end en tom og mekanisk øvelse.  Salen var nærmest tom ved min forestilling, og det er tydeligt, at de kæmper med at finde et publikum til denne tørre og livløse tekst.  Prøv de studerende.  Der har I måske mere held. Spiller indtil 7. april 2018

BESTIL BILLETTER TIL BANANA CRABTREE SIMON HER