ANMELDELSE: Bare, The Vaults London ✭✭✭

Julian Eaves anmelder pop-operaen Bare af Damon Intrabartolo og Jon Hartmere, der netop nu spiller på The Vaults i London.

Castet i Bare Bare

The Vaults

29. juni 2019

3 stjerner

Bestil billetter her

Slutscenen i denne pop-opera er en af de mindst pop-agtige og mindst operatiske, men det er samtidig den scene, der har størst dramatisk gennemslagskraft.  Når den indtræffer – og minder os om de hårde, virkelige historier, der ligger bag teaterverdenens trygge facader – får den os til at tænke på, at hvis forestillingen var lidt mindre forhippet på at underholde og mere fokuseret på det stærke budskab, den ønsker at efterlade os med, ville hele stykket måske fungere meget bedre.

Som det ser ud nu, får vi en ret traditionel backstage-historie om en katolsk high school i USA, der sætter en produktion af 'Romeo og Julie' op, hvor skuespilleren i den mandlige hovedrolle er biseksuel og har en affære med både pigen, der spiller Julie, og en dreng, der spiller Mercutio – sidstnævnte er hans mest langvarige og dybe relation.  Rammen er dermed sat for romantiske spændinger, der koger over i den trykkoger, som familierne Montague og Capulet repræsenterer.  Og teknisk set er det lige præcis det, Jon Hartmeres libretto giver os, mens Damon Intrabartolos musik holder gang i de rytmiske og iørefaldende sange, som man dog hurtigt glemmer igen bagefter; hans ballader er dog klasser bedre, og de fylder en god del af anden halvdel med stor effekt. Men intet er helt så rørende som de virkelig smukke kor-arrangementer, der her leveres i topklasse af et fantastisk cast.

Tom Hier, Mark Jardine og Darragh Cowley i Bare.

I denne konkrete opsætning er det dog ikke sikkert, at man opdager alt det.  For det første er bandet – under musikalsk ledelse af Alasdair Brown og lyddesign af Ross Portway – alt, alt for højt gennem det meste af den første halve time, hvilket betyder, at de fleste førstegangstilskuere sandsynligvis ikke kan høre nok af teksten til at finde ud af, hvem karaktererne er, hvad de vil, og hvorfor vi overhovedet skal bekymre os om dem.  Det var i hvert fald tilfældet for næsten alle, der sad på de dyre pladser omkring mig til en almindelig forestilling (ikke en anmelderaften).  Og sikke nogle sæder!  Det er de mest ubehagelige stole, man i øjeblikket kan finde i London.  Til en pris på næsten £40 stykket er det mange penge at betale for blot at ende med en tid hos en osteopat.  Ikke nok med det, så er de placeret på fladt gulv og UNDER sceneniveau, så man går glip af mange detaljer i koreografien og spillet på scenen.  Og (det bliver værre) selve scenen er en lang, smal stribe langs den ene side af de underjordiske hvælvinger under Waterloo Station; selvom der er en lille sektion, der stikker ud, så et par dansere kan klemme sig derud, bliver ting jævnligt skubbet ud over kanten mod publikum (heldigvis blev ingen betalende gæster ramt til den forestilling, jeg overværede).

Læser du stadig med?  Intet af ovenstående er skuespillernes, musikernes, instruktørens eller koreografens skyld.  Hvis man tog deres arbejde, gav dem en bedre lydbalance og en ordentlig sal til at vise deres værk, ville man have en langt mere succesfuld produktion.  Desværre har SR Productions, som ellers har stået bag nogle meget succesfulde – og langt mindre – projekter, begået nogle fundamentale fejl her, som reelt spolere alle andres hårde arbejde.

Georgia Bradshaw, Beccy Lane og Lizzie Emery i Bare.

Det er en kæmpe skam.  Julie Atherton instruerer med overskud og elegance i en forestilling, der har rigtig mange svære overgange.  Jeg har set stykket før og ved derfor, hvor udfordringerne ligger, og hun undgår dem alle fejlfrit.  Hun får også flotte præstationer ud af sit overvejende unge cast.  Darragh Cowley som Jason (Romeo) er en fysisk åbenbaring – især når han smider tøjet – og Lizzie Emerys Ivy (Julie) er en stærk sanger med en smuk stemme, som vi helt sikkert kommer til at høre mere til.  Hendes fjendtlige roomie, Georgie Lovatt som Nadia (Ammen), lægger næsten salen ned med sin 'A Quiet Night At Home'.  Og der er suveræn opbakning fra skolens instruktør, Søster Chantelle/Jomfru Maria, spillet af Stacy Francis, der leverer varen i topklasse med '911! Emergency!' og 'God Don't Make No Trash'.  Alene for de præstationer bør folk stå i kø for at se forestillingen.

Daniel Mack Shand og Stacy Francis i Bare.

Dertil kommer glimrende støtte fra resten af holdet: Tom Hiers herlige Matt (Tybalt) er en storslået tenor, der allerede er ved at skabe sig en karriere i de store hovedroller – når man hører hans stemme, ved man hvorfor!  Smuk klang, ubesværet teknik og krystalklar diktion (når bandet på kun fem mand ikke overdøver ham).  Athena Collins fortjener også at blive nævnt for sin magnetiske scenetilstedeværelse.  Ved siden af hende i Jomfru Maria-scenerne brillerer Georgia Bradshaw som Kyra.  Liv Alexander som Diane og Beccy Lane som Rory får også deres øjeblikke i spotlightet, ligesom Tom Scanlons atletiske Zack, Bradley Connors robuste Lucas og Alexander Moneypennys skarpt observerede Alan gør.  Hollie-Ann Lowe er en meget kompetent swing.  Og så er der de andre voksne: Jo Napthines suveræne Claire (Peters mor), der ligeledes får forestillingen til at stå stille med en gribende 'Warning'.  Mark Jardine er en troværdig præst.  Den eneste i castet, der virker utilpas i sin rolle, er Daniel Mack Shands Peter (Mercutio).  Måske havde han en dårlig dag: tonerne blev ofte ramt lidt fra neden, og han kæmpede med at holde linjerne; men vigtigst af alt manglede han den energi, som resten af kompagniet udstrålede. Hans Peter fremstår desværre lidt som en tørvetriller, hvilket er produktionens eneste svage punkt skuespilsmæssigt.  Det overraskede mig, da jeg var meget begejstret for ham i Waterloo East for nylig.

Et andet lyspunkt i opsætningen, som fortjener særlig opmærksomhed, er Stuart Rogers’ suveræne koreografi.  Jeg så hans arbejde i Urdang Academys opsætning af samme stykke for et par somre siden og elskede det.  Nu er han modnet endnu mere i sin brug af dansen, og han arbejder naturligvis med mere erfarne performere.  På trods af den næsten umulige sceneplads er resultatet storslået (hvis bare man kunne se det bedre).  Andrew Ellis' lyssætning er ofte stemningsfuld og spændende, omend de skarpe lamper indimellem rammer publikum i øjnene lidt længere, end hvad rart er.  Jeg har intet imod at knibe øjnene sammen nu og da, men jeg forestiller mig, at andre har det anderledes.

Det var de ord.  Forestillingen ville være rigtig god, hvis producenterne fik styr på de mest kritiske problemer.  Gør de det?  Det må tiden vise.

BOOK BILLETTER TIL BARE PÅ THE VAULTS