ANMELDELSE: Candide, Menier Chocolate Factory, ✭✭✭✭✭

Candide på Menier Chocolate Factory. Foto: Nobby Clark Candide

Menier Chocolate Factory

22. februar Sagen er den: Candide (med musik af Leonard Bernstein, manuskript af Voltaire bearbejdet af Hugh Wheeler og Matthew White, sangtekster af Wilbur, Sondheim, Bernstein, Dorothy Parker, Lillian Helman og John Latouche) er et overordentligt udfordrende stykke musikteater.

Teksten er kompleks, musikken er genial, krævende og fængslende, og det er en af de forestillinger, der kræver et sandt begavet ensemble, hvor alle kan både agere sublimt og synge endnu bedre, samt et publikum, der er villig til at spidse ører for at få det fulde udbytte. Den indeholder DEN ultimative bravurnummer for en sopran (Glitter and be Gay) og det smukkeste og mest gribende korstykke, der nogensinde er skrevet til en musical (Make Our Garden Grow).

Når det fungerer, er det magisk: et eventyr, et allegorisk moralspil, et morsomt ensemblestykke, en kærlighedshistorie og en lektion i at overvinde modgang og gribe lykken, hvor den findes. Når det ikke fungerer, er det de mest dræbende to og en halv time, man kan forestille sig i et teater (hvis man ser bort fra visse opsætninger af Danton's Død), og man ville have brugt tiden bedre hjemme i sofaen med Bernsteins egen indspilning.

En version spiller netop nu sine sidste forestillinger på Menier Chocolate Factory, bearbejdet og instrueret af Matthew White, koreograferet af Adam Cooper, med musikalsk supervision af David Charles Abell, musikalsk ledelse af Seann Alderking, scenografi og kostumer af Paul Farnsworth og lysdesign af Paul Anderson.

Det er svært at finde de rette ord til at beskrive oplevelsen af denne opsætning, men her er et bud: Betagende. Omhyggelig. Overvældende. Pragtfuld. Sublim.

White har med nærvær, snilde og en ekstraordinær sans for detaljen iscenesat hvert sekund, og det forrygende samspil mellem scenografi, kostumer og lys tager publikum med på en magisk rejse. Det er næsten umuligt ikke at føle sig som en 9-årig, der slubrer Grimm eller H.C. Andersen i sig, alt imens de voldsomme og rædselsvækkende oplevelser tårner sig op for titelfiguren. Men det føles aldrig mørkt – hjertet er i den grad med hele vejen.

Det er utroligt morsomt og samtidig lige så indsigtsfuldt og hjerteskærende. Under finalen i anden akt får man mest af alt lyst til at holde sine venner i salen i hånden. Whites bedrift her er intet mindre end fænomenal.

Han assisteres af et ekstraordinært cast – uden tvivl det bedst syngende ensemble, jeg nogensinde har hørt på en London-scene. Deres udgaver af Make Our Garden Grow og Universal Good er perfekte på alle tænkelige måder. Perfekte.

Fra Fee er fuldstændig forførende som Candide; åben, naiv, frisk, maskulin på en ungdommelig facon og med en stemme, der udfordres af Bernsteins partitur. Når han synger, mærker man gyset over, om han kan indfri kravene, men han sejrer hver gang. Jeg tror aldrig, jeg har set Nothing More Than This fremført så stemningsfuldt. Hans skuespil rammer også plet – han bærer forestillingen og udforsker hver tanke og handling for at finde patos, skønhed og forståelse.

James Dreyfus er sensationel som Pangloss/Cacambo/Martin – adræt, lumsk, viis og i fremragende stemme. Jeg har aldrig set ham bedre. Cassidy Janson er en rapkæftet, insisterende og herlig Paquette; David Thaxton er bemærkelsesværdig som Maximilian – tør, ironisk, fesen, herligt modbydelig og i topform vokalt.

Michael Cahill, Helen Walsh, Jeremy Batt og Rachel Burrell skiller sig ud med både stærkt karakterspil og vokalt overskud, men reelt er der ikke ét svagt led i ensemblet. Og de arbejder alle benhårdt og uafbrudt.

Jackie Clune, der spiller den gamle dame, er ikke helt i samme liga som de øvrige, hverken som skuespiller eller sanger, men i løbet af spilleperioden er hun vokset i selvtillid og kunnen. De scener, der hviler på hendes skuldre – især Easily Assimilated – sprudler nu med samme overskud og energi som resten af Whites geniale puslespil.

Musikerne spiller med stor dygtighed, og selvom der virkede til at være lige lovlig få strygere i den storslåede ouverture, fortog den følelse sig hurtigt. Dette er en produktion i verdensklasse – helt ærligt burde National Theatre overtage den og lade den spille i månedsvis som en del af deres repertoire.

Jeg tvivler på, at jeg nogensinde kommer til at se en mere fortryllende, opmuntrende eller gennemført opsætning af dette stykke. Ikke mindst fordi Scarlett Strallen er den mest uovertrufne Cunegonda, verden nogensinde vil blive velsignet med. Jeg har aldrig hørt Glitter And Be Gay sunget så ubesværet og professionelt; hver tone perfekt placeret, hvert ord præcist artikuleret, og hver en ondskabsfuld eller grisk tanke så begavet formidlet. Der er et genialt øjeblik med en lysekrone, som skal ses for at blive troet. Hendes indsats hele vejen igennem er lydefri; hun rammer alt rent, uanset om det er hylende morsomt, rørende eller sørgeligt. Hendes samspil med Fee er sart, gnistrende og helt rigtigt. You Were Dead, You Know er bjergtagende. Hun fejer gulvet med Kristin Chenoweth, hvilket måske lyder usandsynligt, men ikke desto mindre er sandt.

Denne geniale opsætning må ikke misses. Sælg dine organer for at få en billet og svælg i dens ekstase.