ANMELDELSE: Cruise, Duchess Theatre ✭✭✭✭✭

Paul T Davies anmelder Jack Holdens skuespil Cruise, som lige nu spiller på Duchess Theatre, mens teatre over hele Storbritannien igen slår dørene op.

Foto: Pamela Raith Cruise

Duchess Theatre, London

20/5/21

5 Stjerner

BESTIL BILLETTER

Det har været en lang ventetid på igen at kunne sidde i en sal og mærke publikums fælles respons på teater – en ventetid, der blev gjort endnu længere af en forsinket start på presseforestillingen. Men det var det hele værd for Jack Holdens dybfølte, passionerede og rørende Cruise. Forestillingen er skabt ud fra hans egne erfaringer som frivillig hos Switchboard, LGBTQ+-hjælpelinjen (som er partnere på produktionen), efter et telefonopkald førte til en beretning om livet i Soho i 1980'erne. Stykket er et aktuelt blik på vira, fællesskab, kærlighed og frem for alt håb.

En af hovedårsagerne til, at stykket fungerer så formidabelt, er Holdens fantastiske research og viden om perioden, hans respekt for dem, man nu kan kalde "homoseksuelle veteraner", og hans formidable præstation i rollen som en række farverige karakterer. Historien udspiller sig i nutiden, hvor Michael ringer ind med et ønske om at tale med en ældre frivillig, men Jack reagerer ikke helt, som han er blevet oplært til. Da Michael indser, at Jack har været i byen natten før, fortæller han ham historien om sit livs bedste bytur i 1988 – en nat, han dengang troede ville blive hans sidste i live. Selvom selve rammen med telefonopkaldet virker lidt usandsynlig, fungerer grebet rigtig godt i forhold til at lede os ind i fortiden. Holden fører os gennem rejsen med energi og empati; vi møder et væld af karakterer fra et Soho, der ikke længere findes: Polari Gordon, Jacky Shit – den bitre og udbrændte dragqueen, der leverer en bjergtagende version af ”Is That All There Is?” – og Slutty Dave, som trods øgenavnet er Michaels store kærlighed, og som han mister til AIDS. Man kommer til at holde af dem alle, og Holden mestrer scenen med en sprudlende og selvsikker fortællelyst. Der er dristige sekvenser, især hvor Top Gun klippes sammen med Slutty Daves død.

Foto: Pamela Raith

Dette er ikke et oneman-show; komponisten John Elliott er på scenen hele tiden og ledsager Holden med et fænomenalt soundtrack – med beats, rytmer og de musikalske højder fra en tabt generation. Mens Michael/Holden danser sin dødsdans (tror han i hvert fald selv), pumper musikken mod et overvældende og bevægende crescendo. (Jeg blev nødt til at skrive denne anmeldelse til lyden af 80'er 12" remixes, fordi musikken satte sig så meget i hovedet!) Men selvfølgelig overlever Michael, og noget af det bedste ved forestillingen er, at tropen om den tragiske, ensomme og dødsdømte homoseksuelle mand (se blot Netflix' Halston) udfordres og pilles fra hinanden. Skrevet under pandemien i 2020 er det klare, lysende budskab, at vi overlever. Vi fortsætter. Det er et livsbekræftende, sjovt og rørende stykke, og jeg kan kun opfordre alle til at se det.

Stor tak til ledelsen på Duchess Theatre og personalet for at sikre, at vi alle kunne se forestillingen under trygge forhold.