ANMELDELSE: Dames At Sea, Helen Hayes Theatre ✭✭✭✭

Dames at Sea

Helen Hayes Theatre

17. oktober 2015

4 stjerner

Køb billetter

Barm, bisser, benskifte, beats og benklæder. Hvis man skulle opsummere essensen af den første Broadway-opsætning af Dames At Sea, som nu spiller på Helen Hayes Theatre under Randy Skinners sikre instruktion og koreografi, så ville den beskrivelse være særdeles rammende.

Dames at Sea, skrevet af George Haimsohn og Robin Miller (manuskript og sangtekster) og Jim Wise (musik), er velkendt som off-Broadway-hittet fra 1968, der sendte en vis Bernadette Peters direkte op på Broadway-stjernehimlen. Den har været overraskende fraværende fra Broadways scener, og denne genopsætning er kærkommen, da den lander i en sæson, hvor Broadway-teatrene ellers er præget af meget seriøse og intense værker.

For Dames At Sea kan med rette gøre krav på at være en af de mest fjollede, søde og absurde musicals nogensinde. Den gør intet forsøg på at have et dybt plot eller komplekse karakterer; i stedet bliver den trofast i parodiens verden og lægger vægt på iørefaldende melodier, forrygende dansenumre, vovede vittigheder og sukkersøde romancer mellem korpiger og kåde sømænd, som ville få enhver til at trække på smilebåndet over den rendyrkede camp-stil.

Og den er fabelagtig med stort F.

Historien er absurd. Broadway-divaen Mona Kent øver på et nyt show på 42nd Street, men er utilfreds. Hun driver Hennesey til vanvid med sine krav. Showet skal snart have premiere, men Mona er hverken tilfreds med numrene, koreografien eller korpigerne. Pludselig dukker en fremmed op ved teatret, lige stået af bussen, med store øjne og sprængfyldt med naturligt talent. Det er Ruby, hvis eneste ønske er at synge og danse på Broadway.

Hennesey hyrer hende; Ruby ser godt ud, hun kan steppe, og Joan, en anden korpige, lægger et godt ord ind for hende. Men Mona vil have hende ud, da hun er misundelig på Rubys udseende og den søde sømand, der har fulgt efter hende fra rutebilstationen, hvor hun glemte sin eneste kuffert. Han hedder Dick, og han er både komponist, tekstforfatter og sømand. Og så kan han selvfølgelig også steppe.

Mona vil have fingrene i Dick, og ikke kun på grund af hans musikalske evner. Men Dick vil ikke være med, medmindre Ruby er med i forestillingen. Mona muler, men indvilliger, fast besluttet på at få Dick for sig selv. Imens har Dicks makker, Lucky, heldet med sig hos Joan, og de stepper alle deres bekymringer væk.

Men Hennesey har ikke været ærlig: Teatret, hvor Monas nye show skal opføres, skal snart rives ned. Hvor skal forestillingen så spille? Lucky og Dick mener, at deres slagskib måske er det helt rette sted, og da Mona er en "gammel ven" af kaptajnen, virker planen realistisk. Men bliver Dicks sange færdige til tiden? Vil Mona lade Ruby stråle? Hvem ender med Dick – Ruby eller Mona? Får Joan fat i Lucky? Og hvem får kaptajnens ring på fingeren?

Disse og andre spørgsmål bliver besvaret i løbet af to timers suveræn fjollethed. Hvis holdet bag de klassiske britiske 'Carry On'-film havde lavet en musical, ville det have været denne. Det er den slags lystige, uforpligtende underholdning, hvor man bare skal læne sig tilbage og more sig kongeligt.

Skinner sørger med upåklagelig timing og præcis den rette mængde plathed for, at hver eneste dårlige joke lander, at de gode jokes vækker stor latter, at dansenumrene er skarpe og charmerende, og at det hele fremstår som en sprudlende, lagdelt og cremet dessert, der aldrig bliver tung eller kedelig. Det er en lækkerbisken for enhver smag.

Helen Hayes Theatre, et af de stolte gamle Broadway-huse, danner den perfekte ramme om denne gammeldags razzamatazz-parodi. Den gør kærligt tykt grin med de skøre musicalfilm, som Hollywood spyttede ud i 1930'erne, og Wises musik er en skamløs og herlig hyldest til datidens kendte hits. Man behøver ikke høre mange takter for at genkende inspirationen fra de store klassikere.

Partituret flyder over med herlige numre: Wall Street, It's You, Choo-Choo Honeymoon, Good Times Are Here To Stay, Let's Have A Simple Wedding og selvfølgelig titelsangen, Dames At Sea. Man bliver overrasket over, hvor mange af melodierne man føler, man kender i forvejen fra dette charmerende værk.

Styksets store hit, Raining In My Heart, er mesterligt udført og stopper fortjent forestillingen. Den herlige Singapore Sue gør næsten det samme, selvom man kan mærke tidens tand i forhold til stykkets oprindelige brug af karikerede accenter. Man skulle tro, at en parodi var fritaget for den politiske korrektheds stramme tøjler, men i en tid, hvor opsætninger af The Mikado bliver aflyst, var produktionens valg nok klogt. Én ting er sikker: Nummeret fungerer stadig magisk, ligesom scenen gør. Skuespillets tvetydige humor omkring de "orientalske juveler" vækker stadig masser af grin.

Det otte mand store band, under sikker ledelse af kapelmester Rob Berman, leverer fremragende støtte til sangerne, og hele den orkestrale lyd sidder lige i skabet. Beatsene er stærke, rytmerne smittende, og balancen er perfekt. Det er en af de sjældne lejligheder, hvor man kan høre hver eneste tone sunget rent, samtidig med at man kan nyde nuancerne i akkompagnementet. En ren fornøjelse.

Der er kun seks skuespillere på scenen, hvilket kan virke usædvanligt for en Broadway-musical, og til tider kunne man da også godt have brugt et dusin dansere mere. Men pointen med parodien her er netop at gøre det, som de store Busby Berkeley-film gjorde, men med en tiendedel af castet. Og dette kraftcenter af et ensemble på seks leverer i dén grad varen.

Lesli Margheritas (næsten) solo-stepnummer i åbningen, Wall Street, leder tankerne hen på 42nd Street, men hun leverer samme gennemslagskraft som en hel korlinje. Hun har en stemme, der minder om Ethel Merman, ben der kan alt, og en repliklevering som en syrlig diva, der kunne give Joan Collins kamp til stregen. Margheritas Mona er en original cocktail – selvsikker, sexet og med et seriøst spark bagi.

Som den herligt naive Ruby (komplet med røde stepsko) er Eloise Kropp et fund. Hun er smuk, kan danse som en hvirvelvind og synge med en kraft, der kan vælte mure. Hendes naturlige charme er varm som en nybagt æblekage, og hun formår at vise både sårbarhed og beslutsomhed. Det er en fryd at høre hende give nyt liv til sangene, og hendes fortolkning af Raining In My Heart var præcis, som den skulle være – med et nik til det berømte øjeblik fra Singin' In The Rain, men stadig helt hendes egen.

Kropp er fuld af energi hele vejen igennem, især i de lynhurtige step-sekvenser. Hun har et smittende smil, der kan blødgøre selv den største kritiker. Hun kunne måske bruge en lidt blødere paryk for at understrege sin friskhed over for de mere rutinerede Mona og Joan, men hendes ansigtsudtryk og bevægelighed i rollen som Ruby er en fornøjelse at følge.

I rollen som den jordbundne, erfarne og sexede Joan, der altid har en hemmelighed i ærmet til at redde dagen, er Mara Davi perfekt. Med ben, der synes at fortsætte i det uendelige, er Davi en imponerende Broadway-stjerne, der mestrer enhver koreografi og sang. Hun er morsom, dragende og aldeles charmerende.

Cary Tedder (Dick) og Danny Gardner (Lucky) er præcis så friske og veltrænede, som man forventer af steppende sømænd. De udstråler begge charme, har store stemmer og en lethed i deres bevægelser, der gør dem perfekte til dette materiale.

John Bolton spiller to roller: Hennesey (den gamle Broadway-slider) og Kaptajnen (den gamle sømands-Romeo). Han passer ideelt til begge, selvom han indimellem arbejder lidt for hårdt for de komiske point med mærkelige ansigtsudtryk, hvilket kan skygge for de naturlige grin. Han har dog en fantastisk stemme og en sikker sceneoptræden, der aldrig fejler.

Hele vejen igennem er produktionsværdierne i top: Alt ser perfekt kitschet og herligt fjollet ud. Skinners vision fuldføres flot af resten af det kreative hold: glitrende kostumer fra David C. Woodland, passende lette kulisser fra Anna Louizos og stemningsfuld lyssætning fra Ken Billington og Jason Kantrowitz. Med det stærke cast oveni er det en visuel og lydmæssig totaloplevelse.

Dette er en god, gammeldags Broadway-oplevelse. Barm, bisser, benskifte, beats og benklæder – forrygende!

BESTIL BILLETTER TIL DAMES AT SEA PÅ HELEN HAYES THEATRE