ANMELDELSE: Fings Aint What They Used T'Be, Theatre Royal Stratford East ✭✭✭✭

Fings Aint What They Used T'Be. Foto: Tristram Kenton Fings Aint What They Used T’Be

Theatre Royal, Stratford

21. maj 2014

4 stjerner

Fings Ain't Wot They Used T'Be, med musik og tekst af Lionel Bart og manuskript af Frank Norman, genopsættes nu dér, hvor det hele startede: på Theatre Royal Stratford East. I denne nye opsætning, instrueret af Terry Johnson, præsenteres det britiske teaterpublikum for en række drilske og til tider foruroligende gåder.

Hvad laver Ryan Molloy i det her? Jessie Wallace – seriøst? Bart skrev da ikke den sang til det her stykke? Hvorfor genopsætte det her – man ville aldrig se noget lignende på National Theatre? Hvor er det rigtige kor? Må man virkelig bruge det sprog på en scene? Hvad var det lige, jeg overværede?

Det er vigtigt at tænke disse svære spørgsmål ordentligt igennem.

Først, Ryan Molloy. Han er berømt for sin rolle som Frankie Valli i den fænomenale succes Jersey Boys, og her bruger Molloy det meste af første akt på at lave meget lidt som en del af ensemblet, hvor han synger og danser med de andre – blot én i den brogede flok af småforbrydere, som hænger ud i Freds bar og sysler med småkriminalitet, skumle planer og en smule prostitution.

Molloy gør det fremragende. Ingen tvivl om det. Men hvorfor gider han?

Fordi han et stykke inde i første akt får lov at gøre sin entré som Horace, den glade indretningsarkitekt, som Fred har tilkaldt for at modernisere baren. Horace er en drømmerolle: prangende, dynamisk, med et fantastisk show-stoppende nummer, Contempery, voldsom 'camp' humor og en kjole i anden akt. Molloy er en vidunderlig Horace på alle måder – stilfuld, sprudlende, en god danser og sanger, med perfekt diktion og en komisk timing, der sidder lige i skabet. Dette er ægte karakterarbejde i en musical, og Molloy viser et talent med en dybde og spændvidde, man sjældent ser hos en musicalstjerne. Det er på alle måder en bravurpræstation.

Jessie Wallace er landskendt som Kat Slater fra Eastenders, og selvom der er overfladiske ligheder mellem den karakter og hendes rolle som Lil her, er det mest slående, at Lil faktisk er en helt anden præstation. Hårdheden, den konstante rastløshed og den gnistrende fjendtlighed hos Kat er væk – Lil er barsk, men kærlig, retfærdig og en romantiker inderst inde. I de stille øjeblikke stråler Wallace – og hun holder sig heller ikke tilbage, når det kommer til sang og dans. Både Do You Mind og Polka Dots er lækre i hendes hænder, og hun leverer titelnummeret med masser af saft, kraft og diva-stil.

Hun er absolut vidunderlig på alle måder. Det er overvældende at se en skuespiller, der kan være lidt svingende som Kat, ramme plet så konsekvent her. Ofte minder hun én om Barbara Windsor, hvilket ærligt talt er helt ideelt.

Produktionsholdet har i det reviderede manuskript indsat nogle sange, som Bart skrev, men som ikke var med i det oprindelige show. Do You Mind og Living Doll, der begge var store pophits i deres tid, glider ubesværet ind i partituret. Selvom nogle vil blive overraskede over, at det er Bart, der står bag de melodier, så passer de perfekt til showets stil. Where Do Little Birds Go? og Big Time er blandt de øvrige tilføjelser, og de fungerer også godt ved at styrke karaktererne og indlevelsen. Det udvidede partitur er en sand musikalsk lækkerbisken.

Under Terry Johnsons skarpe og elegante instruktion, og med Elliot Davis' bearbejdelse af manuskriptet, viser stykket sig at være den sjældne kombination: en genopsætning, et tidsbillede og en allegori over emner, der stadig plager samfundet: klasseskel, kriminalitetens lokken, mænds forfærdelige behandling af kvinder, venskabets sande betydning og evnen til at skelne mellem godt og ondt. Denne musical fra 1959 har i sin bearbejdede form meget at byde på i det moderne Storbritannien: et glimt af fortid, nutid og fremtid på én gang.

Denne opsætning understreger, hvor vigtigt Barts bidrag til britisk musicalteater var og er. Den sætter samtidig spot på manglerne i National Theatres tilgang. Barts værk er vigtigt for repertoiret og burde præsenteres med alle de ressourcer, National Theatre råder over. Han er ligeså betydningsfuld som Hare, Bennett, O’Casey og Stoppard; på nogle måder endda mere, fordi Bart altid afspejlede almindelige menneskers liv.

Noget af det bedste ved denne produktion er, at den gør op med alle klichéer om musicalteater. Der er ikke noget poleret kor her. I stedet møder vi dygtige og meget sexede kvinder i alle former og størrelser (fra den sorthårede, slanke Vivien Carter til den barmfagre og vidunderligt kurvede Suzie Chard), som fylder hvert øjeblik med sanselig glæde, sløv nydelse og en skæv, mærket forventning. De er alle 'triple threats' og mere end fantastiske.

Det samme er den herlige Sarah Middleton i rollen som Rosie, den uskyldige pige, der snubler ind i Toshers verden, lider for ham og til sidst får sit øjeblik i solen. Hun er skrøbelig og blid; som silke henover stål.

En anden fremragende detalje er, at sproget er holdt tro mod 1959. Alt farverigheden, gnisten og charmen fra datidens East End-slang er bevaret, upåvirket af den politiske korrektheds snærende bånd. Hvor ellers ville man høre en sang som The Student Ponce? Den rigdom, sproget tilfører showet, er utroligt tilfredsstillende.

Og det er ikke kun sproget, der er rigt. William Dudleys scenografi og kostumer rammer perioden, klassen og stilen smukt. Det er et lykkeligt ægteskab mellem tekst og kreativ vision. Ben Omerod lyssætter det hele fornemt, og der er begavet brug af store videoskærme til at underbygge stemningen, uanset om den er anspændt eller glad.

Men prikken over i'et og det mest guddommelige øjeblik kommer med Nathan M. Wrights muskuløse, sexede og charmerende koreografi. Det er sjældent, at dansetrin bidrager så direkte til forståelsen af en karakter, men det er præcis, hvad der sker her. Publikum lærer mere om Wallaces Lil gennem hendes dansetrin end gennem adskillige scener. Det samme gælder Molloys Horace og Stefan Booths karakterfulde Tosher. Ja, faktisk hele holdet. Gary Watson og Stevie Hutchinson leverer gennemgående formidabelt fodarbejde, som både er teknisk imponerende og fuld af gode detaljer.

Wrights mest geniale greb er behandlingen af Where It's Hot, som giver Christopher Ryan, der er i topform hele vejen igennem, chancen for at stjæle rampelyset som Red Hot. Men de store numre er mindst lige så imponerende, og selvom scenen er lille, føles rutinerne aldrig rodede eller klemte; de gnistrer uophørligt.

Det er sandt, at Gary Kemp og Mark Arden ikke er helt på niveau med resten af castet, men det betyder næsten ingenting. Med så mange lækre komiske indslag – parløbet mellem Carter og Will Bartons Myrtle og Percy er ren inspiration – bliver de to mandlige hovedrollers lidt afdæmpede spil knap bemærket.

Terry Johnson har skabt en vidunderlig, livsglad og triumferende genopsætning af et stykke, der tit overses som "gammeldags". Den livskraft, skønhed og rene fornøjelse, der strømmer fra scenen, fortjener at spille for fulde huse meget længe.

Gid flere ting var som dette; ligesom de var engang.